Paa Himmelbjerget
9. Juli 1874.
9. Juli 1874.
Du Land, der mellem tvende Have bølger
som om din Jordbund deres Billed bar;
som dyben Dal bag nøgne Banker dølger,
og Bræm af hvide Klitter om Dig har!
Fik Du end mere Blæst og mindre Skygge,
blev tavlet ud i Brunt og Grønt dit Felt,
saa har Du dog det samme Lavlands-Tykke,
som Søsterøerne ved Sund og Belt.
Og I, som Jyllands skarpe Ager pløje,
med stærke Skuldre og med tunge Skridt,
I har den samme Sjæl i Eders Øje,
og Aanden i Jer aarker lige vidt.
Er I lidt sejgere, men mere sene,
og Ordet paa jer’ Læbe mere bredt,
de samme Med og Kaar os jo forene,
og Fædreland og Modermaal er eet.
Saa gid vi altid trofast sammen holde
paa det, vi har endnu af Fædrearv,
og aldrig Sjæle smaa og Hjerter kolde
vort Øje blinde for vor fælles Tarv!
Gid Frihedstræet, som vi eje Begge,
maa skyde rankt og stolt mod Himlen op,
og intet Kryb dets sunde Rødder svække,
men Sangens Fugle bygge i dets Top!