Carl Ploug (1813–94)

De Guldklokker ringe saa blødt og mildt og sødt

i Livets sene, stille Aftentimer;

hvad Dagen bragte Bittert, det synker ned som dødt,

men Liv i alle gode Minder kimer.

De nynne kun om Kjærlighed, de tale kun om Fred,

de lyde som en Psalme om Herrens Miskundhed,

der stemmes i af glade, rørte Hjerter.

De Guldklokker ringe saa lifligt og saa klart,

naar Trofasthedens Sejer de forkynde;

naar Vaarens lyse Løvsal af Høstens Storm er spart,

og Vintrens hvide Mark har Somrens Ynde.

Mens Klangen maner Fortidens blege Skygger frem,

et farverigt Billed den bærer ned til dem,

som Fremtidens Runer skulle føre.

De Guldklokker ringe saa højt og stærkt og fuldt

udover Slægtens Kreds og Hjemmets Vægge;

thi Han, for hvem de lyde, han haver ikke dulgt

sit Bryst i Rets og Sandheds Kæmperække.

Og har han aldrig svigtet den Sag, han kaldte god,

men altid lyst i Striden ved sin Styrke og sit Mod,

hans Egekrands idag har gyldne Rande.

De Guldklokker ringe for hele Danmarks Land,

den Brud, til hvem i Vuggen han er viet,

for hvem hans Hjerte luer endnu i Ungdomsbrand,

paa hvem i tunge Tider han har biet.

Om blide Kaar og Lykke endnu ej Gud det gav,

dets Kjærlighed han tager dog med sig i sin Grav,

og det hans ædle Træk vil aldrig glemme.