Carl Ploug (1813–94)

Med Lys og Skygge, med Vinter og Vaar

svandt hundrede Aar.

Det Mægtige sank, og det Ringe steg op,

det ydmyge Skud fik løvrig Top;

mens Troner henvejredes, Almuens Søn

vandt en evig Løn.

Og herfra udgik Han, Titanen den stærke,

der brød gjennem Vansmagens kvælende Sky,

og stormed det høje Olymp paany,

og planted der Kunstens sejrende Mærke.

Thi hans Øje var aabent for Skjønhedens Glands,

som Helleniens Sommer har skabt;

og hans snilrige Haand og hans modnede Sands

tog i Arv Nordens Alvor og Kraft.

Og fra Fødselens Vraa indtil Hæderens Tind

lued Hjertet og Tanken var ren;

Gubben ejed end Barnets enfoldige Sind,

da han prented en Bibel i Sten.

Men Snillets Storværker offrede Han

sit Fædreneland.

Det gav Ham en Vugge, Han gav det en Skat,

som lysner dets dybe Vinternat,

som fæster dets Ære til Stjernernes Hvælv,

om det sluktes selv.

Og Folket taknemligt ser op til de Sale,

hvor Skjønheds Heroer om Graven staa Vagt,

og Kunsten forkynder sin Kongemagt

I Musernes Sang, Apostlenes Tale.

Kaar vi finge karge:

Rigets Skjel er rykket,

Brødre, trællebundne,

fremmed Hofbud følge.

Vil os Fremtids Vølve

Lykke bedre love:

atter hel vor Odel,

Friheds Væxt i Vangen?

Ej i Afmagt ødes

skal det Folk, der fostred

Snillets Kæmper stærke,

Daad, som Død ei rammer.

Løves maa det Land, hvor

Skjønheds Tempel straaler

lyse Altar-Luer

over Livets Idræt.