Jeg troer paa Dig i Livets lyse Morgen,
Naar alle Skyer har et Rosenskjær;
Naar ei Dit Hjerte tynges meer af Sorgen,
End Natteduggen tynger Skovens Træer;
Og naar Din Sjæl er Havets stille Flade,
Hvori den speiler sig, den unge Dag,
Og alle Dine Tanker stige, glade
Mod Himlen med de glade Lærkers Slag.
Jeg troer paa Dig, naar Middagssolen brænder,
Og Livets Luft er tung og lummerhed;
Naar Kampens Alvor alle Sener spænder,
Men Hjertet længes efter Ro og Fred;
Naar Tordnen ruller, og naar Lynet knittrer,
Og Sjælen smægter efter Taarers Bad;
Naar Lidenskabens Magt i Nerven zittrer
Og drager sammen eller skiller ad.
Jeg troer paa Dig, af Lykkens Vinge baaret
Og vugget af den lune Sommervind,
Naar ingen Sten endnu Din Fod har skaaret,
Og intet Savn forbittret har Dit Sind;
Naar hvad Du ønsker, af sig selv opfyldes,
Naar hvad Du frygter, flygter for Dit Fjed,
Naar hvad Du seer, af Haabets Sol forgyldes,
Og gode Engle vaage for Din Fred.
Jeg troer paa Dig, naar Modgangstimen kommer,
Og Sorgens Taage leires om Dit Blik;
Naar Verdens kolde Blæst i Øret trommer,
Og Hjertet vaandes ved dens Naalestik;
Naar Haabet svinder, og naar Trøsten fattes,
Naar smuldret styrter ned Din Tillids Hvælv;
Naar Modet synker, og naar Kraften mattes,
Og det er svært at holde paa sig selv.
Jeg troer paa Dig, naar fire Læbers Møde
Er to beruste Sjæles Brudepagt;
Naar Dine Øine gjennem Taarer søde
Forkynde høit, hvad ei Din Mund faaer sagt;
Naar hvad Du drømmer, er en Sandhed vorden,
Naar hvad Du elsker, sluttes i Din Favn,
Naar dobbelt rig og skjøn Dig tykkes Jorden,
Og dobbelt let dens Møie og dens Savn.
Jeg troer paa Dig, naar Afskedsklokken kalder,
Og paa Din Kind Dødslilien springer ud;
Naar kold og stiv Din skjønne Støvdragt falder,
Og Sjælen iler hjem igjen til Gud.
Jeg troer, da vil Du bede ved hans Throne
For alle dem, Du elskede paa Jord;
Jeg troer, da vil en ny og liflig Tone
Hensmelte i det store Englechor.