I Nord er Vikingaanden født og baaren:
Her diede den Havets fulde Bryst,
Naar Vinden løste op dets Baand om Vaaren
Og drev det, hvidt af Skum, mod skovklædt Kyst;
Her vugged den sig, spæd endnu, paa Vigen,
Her lærte den at peile Stjernens Fyr,
Og herfra drog den ud paa Eventyr,
En mandbar Søn af Ungdomskraftens Higen.
Det var en mægtig Aand. Europa gyste,
Naar den foer frem i Vest- og Sønderled;
Thi Blodet svam, og tændte Kirker lyste,
Hvor Nordens vilde Trækfuglflok slog ned;
Og atter har den opreist stolte Tinder
Og gydt i visne Stammer kraftig Marv,
Og den har efterladt en kostbar Arv
Af skjønne Sagn og ærefulde Minder.
Men den blev tæmmet i Culturens Skole:
De snilde Klerker spændte den i Aag,
Og den trak Ploven som en lydig Fole
Og syslede med Alen, Læst og Bog;
Og „Dragen“, tømret om til Kjøbmandsskude,
Gik om imellem Havnene paa Fragt,
Og Kæmpen smøged af sig Bjørnens Dragt,
Og pynted sig med nederlandske Klude.
Den frie Bonde skød ei meer i Vandet
Sin egen „Knor“, naar Drotten bad derom;
Den stolte Lehnsmand tumled helst paa Landet
Som Rytterskare og lod Søen tom.
Paa Riddertiden fulgte Adelsnykker,
Som siden kyssed Enevældens Riis;
Da kom en Old, spagfærdig, from og viis,
Men al dens Visdom gjemtes i Parykker.
Hvor var den gamle Vikingaand? Bedøvet
Ikkun den laa, men den var ikke død.
Der slog et Lyn igjennem Pudderstøvet,
En Torden gjennem Tidens Hvisken lød;
En Skrædderdreng sprang ned fra Skrædderbordet,
Fra Norges Kyst løb ud en liden „Snau“, —
Og Vikingaanden over Nordens Hav
Fløi atter, ungdomskjæk og staalomgjordet.
Ved Halland er en Vig, nu taus og øde,
Men engang zittred den af Kampens Brag,
Og engang mylrede dens Bølger røde
Af svedne Lig og sønderskudte Vrag:
Der slog den norske Løve til med Bilen
Og knuste Carl den Tolvtes sidste Haab,
Og der fik Peder Tordenskjold sin Daab,
Og Døbefonten hedder Dynakilen.
Men ingen Bølge gaaer i Kattegattet,
Og ingen Brænding slaaer mod Sveas Skjær,
Der ikke til hans Heltery har skattet,
Der ei har seet hans raske Vikingfærd,
Som ei hans glatte Lag har overdøvet,
Som ei blev tøilet af hans Villies Magt,
Saa tidt han, lige glad og uforsagt,
Med Stormen eller Fjenden Styrke prøved.
Og intet Smuthul hist ved Stranden findes,
Hvorind hans skarpe Øie ei har trængt,
Og ingen By, hvor jo med Skræk han mindes
Som den, for hvem ei Port og Bom var stængt.
Halvandethundred Aar er næsten omme,
I dem har Kirken gjemt hans Sarkophag;
Men Skaanes Qvinde siger end idag:
„Ti stille, Barn! Hvis ei, vil Tornskold komme“.
Hans Liv var kort. Hvi skulde han vel graane?
Hvi skulde dølge sig hans Morgens Gry
Bag Middagsdis og blegen Aftenmaane,
Mens nu den straaler evig ung og ny?
Hvor skulde han, de vilde Vovers Tæmmer,
Der skued Verden fra sin høie Stavn,
Vel trives i et Huus paa Christianshavn
Og røre sig bag Hverdagslivets Tremmer?
Nei! Endt var Banen og fuldbragt hans Gjerning,
Da Danmarks Svaner var i Leiet lagt,
Og den forløbne Spillers, falske Terning
Var kun et Redskab for en større Magt.
Kong Carl og han, de skulde følges sammen
I Livets Tvekamp og i Dødens Fred,
I Daadens Glands og Rygtets Evighed;
Thi de var Tvillingskud af Asastammen.
Men hvor er Aanden, den, som ham besjæled?
Var han det sidste Glimt, endnu den gav,
For den, vanartet, sløvet og forkjælet,
Sank ned til Kæmperne i deres Grav?
Hvis den var med, da hin Skjærtorsdagspsalme
Fra Kongedybet over Norden klang,
Hvor var den, da Skjærtorsdag anden Gang
Kom uden Ærens Krands og Seirens Palme?
Den kan ei døe, saalænge dens Bedrifter
Af Folket gjemmes som dets bedste Skat;
Saalænge Vinden Kraft og Sundhed vifter
Herind fra Vestervov og Kattegat;
Mens Havet er en Mark, hvor Hænder tomme
End høste Guld og hente dagligt Brød,
Og kjække Sjæle trodse Storm og Død.
Naar Nødens Time slaaer, vil Aanden komme!