Carl Ploug (1813–94)

Sjette Julis Seierssol

Høit paa Himlen staaer,

Og med den forynger

Sig Mindet Aar for Aar;

Hviler sødt i Jer Grav, gode danske Mænd!

Danmarks Ære voxer som en Blomst af den.

Mindet om den dunkle Nat

Og den vilde Leg,

Om den lyse Morgen,

Da slagen Fjende veg;

Mindet om de tappre Mænd;

Som for Danmark stred.

Om de Ungersvende,

Som freidig Døden led;

Mindet om hver trofast Ven

Og hvert elsket Navn,

Om de varme Taarer

Og om de bittre Savn.

Mindet raaber fra hver Plet

Der, hvor Slaget stod,

Hvisker fra hver Tue,

Som vandet blev af Blod.

Mindet taler høit og klart

Fra den store Grav,

Som de faldne Kæmper

Taknemligt Folket gav.

Fred med dem, og Fred ved den!

Evighedens Fred!

Senest Slægt skal knæle

Ved Heltes Hvilested.

Hviler sødt i Jer Grav, gode danske Mænd!

Danmarks Ære voxer som en Blomst af den.

Dine Kæmpegrave

Er en kostbar Skat,

Bedst af Alt, hvad i Din Have

Gud har gavmild sat;

Havde Du ei gyldne Agre,

Grønne Skove, Møer fagre,

Løfted dog Din Søn sit Øie

Stolt fra Bautahøie.

Thi de Sværde er ei rustne,

Som har Kæmper fulgt,

Og de Skjolde er ei brustne,

Som i Muld blev dulgt.

Bryder Fjendehaand Dit Gjærde,

Bærer Jorden blanke Sværde,

Klinge Skjoldene og vække

Dine Sønners Række.

Blodet, som Din Bund har drukket,

Randt ei uden Frugt,

Og det Liv er ei udslukket,

Som til Daad blev brugt;

Af hver Helt, i Kampen faldet,

Hundred nye til Liv blev kaldet;

Frem en mangedobbelt Styrke

Gaaer af Gravens Mørke.

Hver en Daad paa Sagas Tavle

Staaer i Lueskrift;

Der den lever, for at avle

Atter ny Bedrift.

Sommersolens Glands ei maaler

Sig med Mindets stærke Straaler;

Hvor de tændes, hvor de gløde,

Haabet staaer i Grøde.

Danmark, Dine Kæmpegrave

Skal Du vogte tro!

Trives skal om dem Din Have

Og Din Lykke groe!

Naar paa dem Du tager Vare,

Møde kan Du trygt hver Fare;

Thi en Magt i dem Du eier,

Som forjetter Seier.