Carl Ploug (1813–94)

Nu er det fem og tyve Aar, Du gik

Igjennem Classerne Din Runde,

Og altid ærlig sørged for, vi fik

Det Meste lært af hvad vi kunde:

Det gamle Hus imens blev revet ned,

En Lærerslægt gik ind til Gravens Fred,

Drengenes Trop

Voxede op

Og blev fornyet mange Gange.

Du selv af Tiden en Snært har faa’t:

De tynde Haar og Pandens Folder;

Men det gjør Intet, naar Hjertet blot

De samme Varmegrader holder,

Naar Aandens friske Liv ei visned bort,

Naar Villiens Drivhjul ruller rastløst fort,

Naar man som Du

Med trofast Hu

Sin Gjerning røgter ufortrøden.

Du følte aldrig Dig som en Træl,

Der slæbte om med Pligtens Lænke;

Din Dont var Maalet, Du valgte selv,

Du aanded frit blandt Skolens Bænke;

Du var en Sædemand med Liv og Lyst,

Og hvad Du saaede, modnes nok til Høst:

Vi skal som Mænd

Saae ud igjen

Til Andre Frugten af Din Møie.

Om bort i Skygge Dit Liv end drog,

Det sent skal glemmes, at Du leved;

Thi mens Du tyded os Sagas Bog,

Du har Din egen Saga skrevet;

Ethvert af vore Hjerter er et Blad,

Der sidder fast, hvor fjernt vi skilles ad,

Prentet derpaa

Skal altid staae

Dit Navn, Dit ærefulde Minde!