Den danske Bonde sad engang
Som Herre paa sit Eie;
Selvgiven Lov han lød, men Tvang
Han ei sin Hals lod neie;
Han værgede som Kæmpe bold
Sit Land og egen Bo mod Vold,
Og løftede den Drot paa Skjold,
Som Riget skulde raade.
Da kom en Tid, hvor Fogdens Pidsk
Hans Ryg i Furer pløied;
Da Sult og Nød sad ved hans Disk,
Og Trællesind ham bøied;
Da han sled Dagen hen i Ægt,
Og Sløvhed letted Aagets Vægt:
De sidste Skud af denne Slægt
Var dem, der løb fra Kjøge.
Thi sildig bredte Kundskabs Dag
Sig over Nordens Lande:
Da lysned det bag Bondens Tag,
Da klaredes hans Pande;
Da retted han sin Ryg igjen,
Og kasted rustne Lænker hen,
Og tog sin Plads blandt Dannemænd,
Som flokkedes paa Thinge.
Den danske Bonde sidder nu
I Folkets Raad med Ære;
Med Skulder stærk og trofast Hu
Han skal vor Frihed bære!
Han har ei svigtet, da det kneb:
Ved Frederits og Idsted skrev
Han selv med Blod sit Adelsbrev,
Og hædret skal han være!