Hvor de hvide Bræer skinne
Fra de mørke Fjeldes Tinde;
Hvor de stride
Elve skride
Gjennem Dalens magre Jord;
Hvor de høie Graner suse,
Og i lave Bjælkehuse
Stærke, trygge
Bønder bygge —
Er det skjønne, stolte Nord.
Hvor de blanke Bølger blaane;
Hvor de grønne Bakker skraane,
Og de bløde
Enge føde
Modig Ganger, rigen Hjord;
Hvor de gyldne Agre svømme,
Og om Bøgeskovens Drømme
Nattergale
Føre Tale —
Er det samme skjønne Nord.
Hvor det var en Leg at stride;
Hvor det var en Spøg at lide;
Hvor den kjække
Vikingsnekke
Skar i Havet røde Spor;
Hvor de dybe Draper runged
Og af Folket, tusindtunget,
Baarne siden
Trodsed Tiden —
Var det gamle, store Nord.
Hvor, af Aanden overvunden,
Seklers Tvedragt er udrunden;
Hvor de Stemmer,
Hjertet gjemmer,
Mødes i et mægtigt Chor;
Der, hvor Mindets Nordlys blinker,
Og til Idræt Slægten vinker
Haabets fjerne
Morgenstjerne —
Er det unge, frie Nord.