Til Lundenserne
(1850.)
(1850.)
Der gaaer et Sund imellem tvende Lande,
Som „skiller ei, men binder“ Kyst til Kyst,
Et sølvklart Brudeslør om Danmarks Pande,
Et vatret Axelskjerf om Sveas Bryst!
Kort er kun Somrens Ynde Norden givet,
Men her er senest Høst og tidligst Vaar;
Friskt strømmer gjennem mange Aarer Livet,
— Dets Hjerteslag i disse Bølger slaaer.
Derfor Naturen bygged Kullens Mure
Til Værn mod vilden Storm og Vinter vred,
Og Fredriks Slot blev sat som trofast Kure
Ved Sundets Port at vaage for dets Fred;
Men for mod Mørkets Magter kjækt at stride
Og vogte Livets Kilde, Hjertets Vaar,
Et Aandens Kronborg staaer paa hver sin Side
I Axels Hus og Eskilds stille Gaard.
Og ærligt har de stridt, med baade Hænder,
Ryg imod Ryg, mod Fordom, Løgn og Had;
Og ærligt har de delt, som gode Frænder,
Hver Kampens Løn, hvert Seirens Laurbærblad;
Og Hver sin Blomst i Kunstens Krands har knyttet,
Som spredte Glands og Duft i samme Stund,
Og Nordens Folk med salig Lyst har lyttet
Til Tvillingtonerne fra Øresund.
Nu Sangen tystnet er — men hvad den saaede
I Folkets Hjerter, i de Unges Bryst,
Det voxer for at sprænge Tidens Gaade,
— Engang det modnes til en herlig Høst!
Og vorder da det Skilte evigt bundet,
Og sluttes Broderfolk i Broderfavn,
Skal Enhedstemplet spændes over Sundet
Paa tvende Piller: Lund og Kjøbenhavn?