† Ved Christian Winthers Jordefærd
2. Februar 1877
2. Februar 1877
„Folmer Sangers” lette Fjed
naa’de Pilgrimsfærdens Ende,
og den gyldne Cithar gled,
stum og brusten, Ham af Hænde;
men den Tonestrøm, der flød
klar og liflig fra dens Strænge,
langt udover Grav og Død
ruller gjennem Danmarks Vænge.
Al den Ynde, Duft og Glands,
Sprogets Urtehave rummer,
bandt Han i Buket og Krands,
bar Han frem i blanke Kummer.
Rosenstrø’t ej var hans Vej;
saaret selv af Livets Vaande,
har Han skabt en Rosenmaj,
som ej dør for Vintrens Aande.
Alferne, som snildt i Flok,
tjelde os vort Hjemlands Vægge,
kæmme Bøgens lyse Lok,
Agrens rige Taffel dække, —
de har aabnet for hans Blik
deres sommergrønne Sale;
og hvad Han at skue fik,
ingen Anden kunde male.
Først og sidst var Kjærlighed,
med dens Jubel og dens Jammer,
med dens Længsel, mild og hed,
Arnen i Hans Hjertes Kammer;
og mens der er Hjerter til,
som dens Rørelser fornemme,
skal de kvæges ved Hans Spil,
skal Hans Sang ej gaa i Glemme!
Tak Ham da for hvad Han gav
af sin Evnes modne Grøde,
og lad Mindet paa hans Grav
skinne som en Aftenrøde!
Du, Alkjærlighedens Gud,
over Sjælen Dig forbarme!
Slet al Skyld og Svaghed ud!
Tag Ham i din Naades Arme!