Vandreren.
O blide Sværmeriers Ven!
Hvor iler
Du let ad Himmelbuen hen
Og smiler?
Viig ej fra denne dunkle Dal,
O skiønne Lys, men stands og tael!
Aftenstiernen.
Vidt gaaer min Vej hen over Land
Og Bølger.
Min store Skabers vise Plan
Jeg følger.
Jeg vandrer blid og elskelig,
Min Gang den Vises Gang er liig.
Vandreren.
Blandt Kloders Hær du vandrer om
Det Fierne.
Fra Lykkelige du vel kom,
O Stierne!
O! fulgte Edens tabte Lyst
Med dig tilbage til vort Bryst!
Aftenstiernen.
Jeg Haabets klare Stierne er
Og lyser,
For Kummers Søn bestandig kier,
Og dysser
Ham til den varmt forønskte Fred,
Ved Taalmod og Hengivenhed.
Vandreren.
Naar Øiet op mod Himlens Pragt
Sig hæver,
Ved Tanken om din Skabers Magt
Jeg bæver,
Og spørger, stirrende derpaa:
Skal vi i evigt Mørke gaae?
Aftenstiernen.
Begjær og Længsel Jorden kan
Ej mætte;
Skue derfor til et bedre Land,
I Trætte!
Den, som har afmaalt Solens Gang,
Han kiender og sin Skabnings Trang.
Vandreren.
Dog saae du aldrig paa din Vej
Tilfredse!
Ak! speilte du dit Ansigt ej
Dog stedse,
I Taareglands — den navnløs Qval
Af sønderknuste Hierter stial.
Aftenstiernen.
Tidt hviler vel mit Øie her
Paa Længsel;
Dog — den, hvis Siæl nedbøiet er
Af Trængsel,
Ham leder jeg bag Stierner hen
Til bedre Liv i Himmelen.
Vandreren.
Hvis denne Trøst blev givet dig
Mod Kummer,
Hvi vugger du da ej og mig
I Slummer?
Er fiernt mit Maal? er Banen trang?
Hvem leder mig ad møisom Gang?
Aftenstiernen.
Din Bane dunkel er endnu
For Øiet,
Dog gjennem Livet vandre du
Fornøiet!
Haab, Taalmod og et roligt Sind
Skal føre dig til Maalet ind.
Vandreren.
Nu ad din lyse Bane hen
Du ile!
Men end engang, o Haabets Ven,
Du smile!
Og, naar du atter vender om,
Som Morgenstierne til mig kom!