Oluf Christian Olufsen (1764–1827)

Al Verden for mig præke maa

fra nu og til i Morgen,

jeg bliver dog den Mening tro,

den bedste Cuur mod Sorgen

er: idelig at være glad;

dalderi! daldera! jeg leer kun ad

den hele Skjæbnes Had.

Og denne ædle Medicin

kan aldrig ilde smage;

den glider ned med Punsch og Viin,

sligt kan jo alle tage;

man mærke Hovedsagen kuns:

dalderi! daldera! den Viin, den Punsch

maa drikkes ud til Bunds.

Man Dage ud og Dage ind

fortæller, synger, taler

om Skjæbnens barske Nordenvind,

om Taarer, Smerter, Qvaler;

til saadant mærke vi kun lidt:

dalderi! daldera! vi drikke tidt,

og saa er alting blidt.

Og vilde een og anden Mand

fordømme vore Glasse,

og mene, at den Drikken kan

ej vel med Sæder passe;

med sligt man os ej komme nær:

dalderi! daldera! vort Bedste er

os over Alting kjær.

Tag, Venner! derfor Eders Glas,

udbred den store Lære,

at Alting her er vel tilpas,

naar vi kun glade ere.

Og hvordan skal man blive det?

Dalderi! daldera! det er jo let:

Man drikke tidt og tæt!

Og mangen Fader med sin Søn

paa Gaden skal dernede,

ved Klangen af vor Sang saa skjøn,

omfavne ham med Glæde

og sige: glæd min Fadersjel!

Dalderi! daldera! — Søn! drik Din Pæl,

saa skal det gaae Dig vel!

For ganske unge Mennesker

behøves denne Lære;

men, naar man først sit Vel indseer,

saa kan man den undvære;

og allerbedst ved dette Bord,

dalderi! daldera! hvor Venskab boer,

hvor alt saa herligt gaaer.