Naar Glæden omslynget af Gratiers Krands
Os venligen vinker til Sang og til Dands:
Og Musernes Yndling ved Himmelens Ild
Adspreder hver Kummer, opliver hvert Smiil:
Da aabnes hvert Hierte, hvis Gave det er
At kiende, at føle Camenernes Værd;
Da glider en Taare den Digter til Løn,
Som skildrer vor Bane i Livet saa skiøn.
Du Digter! som fulgte dit skimrende Lod,
Sang Oldtidens Høvdingers vældige Daad,
Vi villige følge dit ledende Spoer,
Og kiende i mandige Dyder vort Nord.
Med ham, som ved landlige Fløite os bød
Til yndige Straaetag i Eensomheds Skiød,
Vi glade fandt Livet lyksaligt og blidt,
I Hytter, hvor Folket er nøisomt og frit.
Saa leder ved Glædens bekrandsende Haand
Velgiørende Musernes Yndling hver Aand.
Og glædede Hierter er Digternes Løn,
Som skildre vor Bane i Livet saa skiøn.