O du, som skabte blide Melodier.
Til svage Dødeliges ædle Lyst,
Jeg kan ei takke dig, min Tunge tier,
Men høit, erkiendtligt slaaer mit unge Bryst.
Apollo! ak din Lyres skiønne Toner
Fremlokker Fryd og Held blandt Millioner,
Høit hæver Sielen sig ved Harpens Klang,
Ledsaget af en ædel Bardes Sang.
Du i hvert ædelt Hierte skaber Glæde;
Da Tonekunsten bliid til Jorden steeg,
Fra Hyrdens Hytte, Kongens Purpursæde
Saa mangen tom og bitter Time veeg.
O Melodie! du Hierternes Veninde,
Du lyde kun, og blide Taarer rinde;
O du er Sielens Sprog, og Jordens Fryd,
Du toner Mod, og Følelse, og Dyd.
Taus laae den mørke Skov, sig intet rørte
I høie Top, i lave tykke Krat,
Kun tunge Skridt af Vandreren man hørte,
Kun Spøgelsernes Gang i sorte Nat;
Fælt hvisled Bækken giennem døde Egne,
Og skræksomt Stille hersked allevegne,
Da raabte Gud sit høie store: Bliv!
Og alt var Sang, og Munterhed, og Liv.
Naar Hiertet banker varmt, og ædle Borger
Ved Vennebarm vil nyde ædel Fryd,
Men Øiet mørknes over fælles Sorger,
Thi Magt og Tyrannie beseirer Dyd,
Da toner du, og fast sig Hænder knytte
I Broderhaand, da sværges Landets Støtte,
Med ædel Kraft der store Hierte slaaer,
Og Vennen for sin Ven i Døden gaaer.
Thus hæver Sielen sig i store Tanker,
Naar, Melodie, du toner Himlens Gud;
Med høi og hellig Varme Hiertet banker,
Naar Almagts høie Hymne bryder ud;
Antike Hvælving langsomt lyder, bæver,
Og styrker Stemmen, som i Afmagt bæver,
Høit stiger Støvets Røst, og Støvets Aand
Sig svinger fri fra Lasters usle Baand.
Ja, Melodie, du toner Mod, og Varme,
Og Broderkierlighed i Mandens Barm;
Stærkt spænde sig de senefulde Arme,
O slaae med Kiempevældens hele Harm;
Forfærdet blegnende Tyranner vige,
Marseillerhymnen vandt de franske Krige,
Og Frihedshymner evig vinde vil,
Saalænge Mod og Frihedsaand er til.
I Livets Vaar du smelter unge Hierter,
Og vækker ukiendt Fryd i varme Bryst,
Forvandler haabløs Elskovs bittre Smerte
Til blid Melankolie; til stille Lyst.
O det, som bange Yngling ei tør sige
Den yndige og elskelige Pige,
Det vover Harpen i en eensom Stund
Ved Bækken i den skiønne tause Lund.
Naar Vennen bæres hen til sidste Giemme,
Og tause Skare staaer omkring hans Liig,
Da lyder svagt den brudte, qvalte Stemme,
Men Hiertet røres, og — den hæver sig.
Veemodig trænger hver til sorte Baare,
Og ofrer Liget en oprigtig Taare;
O Melodie! du skaber Mod og Trøst
I det af Qvaler sønderknuste Bryst.
Du Jordens Fryd, vær min Ledsagerinde!
O dan mit Hierte, skiønne Melodie!
Lad mig en Himmel her paa Jorden finde
Ved din guddommelige Harmonie!
Du fierner Hiertet høit fra Jordens Laster,
Og over Kummer yndigt Dække kaster,
Du danner Sielen ædel, stor, og varm;
O ton bestandig Dyd i Svages Barm!
Øhlenschläger.