Ewald, naar dig jeg mindes, da mørknes mit Øie med Taarer.
Rosen med nagende Orm spæd paa en Hede jeg seer,
Skiebnen satte den hen i Lyng, og den drivende Regnskye
Skienkte den sparsomt kun enkelte, qvægende Stænk.
Kroget da skiød den sig frem, halvvisnet den bukked’ mod Jorden;
Endnu dog uskadt en Knop stod paa fordærvede Stilk.
Nornen i sølverbølgende Klædebon foer over Heden,
Saae den ved Midnattens Lys qvalt mellem Tidsler at staae
Klar, med et Smiil; da brat stod i Øiet en funklende Taare,
Taaren paa Knoppen nedfaldt suur — og den aabnede sig,
Og til Forundring en Rose sig herlig udfolded’ i Purpur,
Endnu de seneste Aar qvæger dens liflige Skier.
Venlig i Ungdoms-Glands sig hæved’ en blussende Yngling,
Smidig den skinnende Lok vandt sig om blankeste Staal;
Elskovsvarm han sukked’, han sang sin brændende Længsel,
Sank saa ned i sit Blod, i sit Rosenblod atter paa nye.
For den nordiske Zeus den herlige Sanger Gud Braga
Bragte da Rosen i Hast, henrykt, med blussende Kind.
Odin saae den og smiilte, der trilled’ paa brunlige Kind Graad,
Aldrig man græde ham seer, kun naar han mindes sin Søn.
Harmfuld vendte han sig til Nornen, og vredt lød hans Stemme:
Ygdrasils grusomme Møe! hvi har du Spiren nedtraadt?
Hvi har du dræbt det sindrige Blik med Smerte, og blændet
Det med Bladguldets Prunk, slukt det i Samtidens Dunst?
Havde han ikke fortient, at du bortrev det dæmrende Forhæng
Fra det ærværdige Nord, viste ham det i sin Kraft?
Med sine hellige Sagn og Sagnenes store Betydning,
I sin uborgede Glands og Eiendommelighed?
Sielden og stor var hans Aand, du lænked’ de udstrakte Arme,
Herlige Toner dog tidt lød fra forstemteste Streng,
Ret som Ydun han sad i Jothunheims goldeste Fieldkløft,
Fængslet, med Taare paa Kind, Æblerne skiult i sit Skiød.
Braga! den Balder, som huld i Ewalds Rose fremblusser,
Er min Balder vel ei, men eiendommelig hans!
Lad da din blomstrende Hustrue med sneehvide Hænder en Egekrands
Vinde kring Issen, som Sorg langsom til Jorden har tyngt.
Slige var Alfaudurs Ord, og usynlig for staarblinde Mængde,
Men dog synlig for dig, vandt hun din Tinding en Krands;
Sprængte den venlig med Dug, for at kiøle din brændende Pande.
Qvæget da i hendes Arm sank du og udgav din Aand.
O betydningsfuldt var dit Liv du salige Martyr,
Stærke Laocoon! med det omsnørede Bryst.
Stor var Slangen og grum, som omspændte de kiempende Muskler,
Midgardsormen det var, Jordens omringende Qval.
Hellige Skiald! din Død var Baldurs; den grusomme Skiebne
Slukked’ i taagede Tid Fromhedens reneste Ild.