1.
Da nu den Helt hin svare
Midt udi Marken stod,
Alt under Himlen klare,
Med Blomsten ved sin Fod,
Da lyste først hans Hammer
Med blanke Bliants Skiær,
Hans Brynies røde Flammer
Brød sig paa Kryds og Qvær.
2.
Han stirred med sit Øie,
Saa fuldt af Ild og Kraft,
Til Himmelen den høie,
Og svang sit Hammerskaft.
Da saae først Utgards Fyrste
I ham den Gud, som slaaer;
Thi reiste sig i Børste
Af Skræk hans Hovedhaar.
3.
Af Gysen hardt betagen
Da blev den Jettes Barm,
Skiøndt Guden var bedragen;
Han frygted dog hans Harm.
Skiøndt Thor udi sin Kerre
Snart kiørte bort i Mag,
Han vidste: Hlidskialfs Herre
Vel kiendte hans Bedrag.
4.
At Odin, naar han traadde
I Valhal atter ind,
Brat vilde alt forraade
Og tærge Heltens Sind.
Thi søgte fulen Jette,
Den svigefulde Mand,
Da Skranker brat at sætte
For Gudens Harm paa Stand.
5.
Han tænkte: Jeg maa sige,
Hvordan sig alt tildrog;
Hvi nys udi mit Rige
Den Leeg slig Ende tog.
Hvis hist han det erfarer,
Hans Harm blier mere stor;
Og slet jeg mig forsvarer
Mod Odin og mod Thor.
6.
Den Jothun til den Ende,
Saa fuld af List og Svig,
Til Thor sig da mon vende,
Og sagde drøvelig:
Vel er det, Utgards Tillie
Med dig ei bugner meer;
Vist aldrig med min Villie
Jeg der igien dig seer.
7.
Da der er ingen Fare
For Ymers Afkom nu,
Saa vil jeg alt forklare
Med en oprigtig Hu,
Paa det du selv kan vide,
Hvor stor du est i Kraft,
Med Sværdet ved din Side,
Og med dit Hammerskaft.
8.
Med megen Skræk jeg hørte,
O stærke Asathor!
At i din Karm du kiørte
Fra Asgard ned til Jord.
Men da du vilde drage
Ned til mit faste Slot,
Da mon jeg det saa mage,
Du blevst forblindet, Drot!
9.
Ei vilde jeg fornærme
En Gud saa stærk som fri,
Men kun mit Land beskiærme
Ved snilde Kogleri.
Jeg rørte Havets Bølge;
Det hialp kun lidet mig.
Jeg vil det ei fordølge,
Du est forfærdelig.
10.
Derpaa jeg mig udrakte
Heel usædvanlig stor,
Og mine Lemmer strakte
Hen ad den grønne Jord,
Jeg vilde dig forfærde
Alt paa den øde Vei;
Men eders Spyd og Sværde
Jeg sløve mægted ei.
11.
Jeg gyste for din Hammer
Fra snilde Dverges Hiem;
Jeg vidste: hvor den rammer,
Staaer Kampens Rose frem.
Jeg tænkte dig at skrække
Ved indbildt Overmagt.
O Thor! men dig at giekke
Det aldrig var min Agt.
12.
En Stump udaf hin Kiæde,
Hvormed I Fenris bandt,
Som Dverger hist mon smedde,
I Fieldets Vraa jeg fandt,
Den jeg om Braagen snoede
Udi min store Nød;
Fordi jeg sikkert troede,
At intet Staal den brød.
13.
Den var til Hielp i Vaande
Heel kunstig sammenknyt,
Af alle Fugles Aande,
Og alle Fiskes Spyt;
Af Smæk ved Kattens Fødder,
Af Skiæg paa Qvinden feig,
Af Klippens dybe Rødder,
Af Biørnens Sene seig.
14.
Det skedte, som jeg troede,
Dog blevst du ikke ræd;
Dit Belte du omsnoede,
Og foer saa gramt afsted.
Det maa jeg for dig sande,
At paa den grønne Vang
Den kolde Sved af Pande
Mig udi Angsten sprang.
15.
Da blev dit Øie skuffet;
Mildt første Slag gienlød,
Men havde det mig truffet,
Det blevet var min Død.
Af Skræk jeg qvær mon blegne;
Da trylled dig min Sang
I hine Klippe-Egne;
Der først din Hammer klang.
16.
Ved Troldens sære Tale
Thor hen i Klippen saae;
Da trende store Dale
Ret for hans Øie laae.
Den Jothun ydmygt sukked
Alt ved det svare Værk,
Han sagde: Dem har du hugget
Alt med din Miølner stærk.
17.
For dig og for dit Følge
Det virkelige Syn
Jeg monne snildt fordølge,
Og rynked mine Bryn.
Du slaaer, det maa jeg sande,
Som den, der slaaer ihiel.
Du knuste ei min Pande,
Men haarde Kampefield.
18.
Derpaa jeg dig forvilded
I Biergets Kløfter om.
Alt ved min List indhildet
Til Helas Sal du kom,
Jeg tænkte dig at skrække,
Du ædle Kæmpe god,
Men intet Syn kan knække
Dit frygtelige Mod.
19.
Og at jeg nu skal tale
Om hver en Idræt stor
I mine egne Sale,
Saa mærk vel mine Ord.
Først Loke du mon æde
Med Fynd af lækkre Brad;
Det var stor Lyst og Glæde
At see dig ved din Mad.
20.
Dog skiøndt af al Formue
Du aad, o stærke Mand!
Som Fieldets Ild og Lue
Dog ei du æde kan.
Det monne Kæmpen være,
Som sprang af mørken Vraa;
Hvad Under han kan tære
Da Malm og Been som Straa?
21.
At, Tialfe! du mon røbe
Alt paa hin lange Vei
Stor Raskhed i at løbe,
Jeg nægter heller ei.
Men den, med hvem du rendte,
Var mere snar end du;
Thi viid, den Trold jeg sendte,
O Tialf! det var min Hu.
22.
At nu min Hu vel mægter,
At løbe dig forbi,
Det vist du aldrig nægter,
O ædle Kæmpe fri!
Ved skiulte Runelege
Jeg Skikkelse den gav,
At den dig skulde spæge
I Biergets dybe Grav.
23.
Evindelig blandt Jetter,
I Bierget fiern og nær,
Vil mindes de Idrætter,
Som Thor udførte der.
Vor Skræk vi vel mon skiule,
Ved hvad som da blev seet.
Men end i Utgards Hule
Slig Daad er aldrig skeet.
24.
Først maa jeg dig berømme,
O Asa! for din Drik;
Skiøndt ei du kunde tømme
Det Horn, som da du fik.
Enhver af mine Svende
Paa dig med Rædsel saae,
Thi Hornets ydre Ende
Dybt udi Havet laae.
25.
Mens Vandet du mon sluge,
O Thor! saa mangelund,
Da saae vi Hornet suge
Fra Havets dybe Grund,
See kun i alle Vande,
Som her i Utgards Flod,
Da skal mit Ord du sande,
O ædle Kæmpe god!
26.
Gud Thor med Panden runken
Did styred sine Fied,
Da var dybt Havet siunken
Ned under Strandens Bred.
Da stytted sig til Sværde
As-Lok, og Tialf paa Stund;
De monne sig forfærde,
Og saae i dyben Grund.
27.
Da sagde Jetten snilde,
Den Utgards Drot saa brat:
Thor vil mig ikke ilde,
Han har mig alt forladt.
Mit Kogleri kun satte
I større Lys hans Kraft.
De Strande nu saa bratte
Bevidne jo hans Magt.
28.
Naar du est uden Hinder
Nu kommen til dit Slot,
Hiint Horn da der du finder,
Thrudvangers stolte Drot!
Lad det en Gave være!
Og lad det vidne om,
At Jetterne dig ære
Fra den Tid, did du kom.
29.
Da sagde Skioldets Kløver
As Thor, den stærke Gud:
Mon vel min Roes behøver
Ved dig at bredes ud?
Med sønderslagen Pande
Du burde giøre Bod;
Og disse hvide Strande
Bestænkes med dit Blod.
30.
Da skiælved Jettens Læbe;
Flux tog han saa til Ord:
Den Svagere at dræbe
Ei sømmer Asa-Thor.
Da Katten du mon løfte,
Høit over Biergets Vold,
Da den tog til at snøfte,
Da isnede hver Trold.
31.
Du giør os ei saa bange
Med Lynild og med Storm;
Det var den grumme Slange,
Den stærke Midgardsorm,
Der knuger Jordens Sider
Rundtomkring Havets Grund,
Og sig i Halen bider
Alt med sin egen Mund.
32.
Stolt i din Guddoms Lue,
Du strakte den med Harm
Høit op mod Himlens Bue
Med vældig Kæmperarm;
Saa langt du op den førte
Ud over Biergets Sale,
At Jorden den berørte
Kun med sin Braad og Hale.
33.
Den gamle, runkne Qvinde,
Der monne dig til Spee
Skiøndt langsomt overvinde,
Som var saa sær at see;
Som ei af Frygt mon blegne,
Skiøndt vist din Kraft var stor,
Som lærte dig at segne,
Var Tiden, stærke Thor!
34.
Den Qvinde, styg og vammel,
Gaaer ved sin Stav saa tung;
Skiøndt hun er saare gammel
Er hun dog evig ung;
Alfader hende lærer
At vandre vidt omkring,
Hun ingenting fortærer,
Og æder dog alle Ting.
35.
Hun mon os Jetter fælde!
Jeg siger dig forsand:
Selv Asers stolte Vælde
Bortæder hendes Tand.
Hun satte dig med Ære
I Knæ, den Qvinde god;
Lad det et Varsel være!
Og tæm dit Overmod.
36.
Da dirred Gudens Læbe,
Han tog sin Hammer fat;
Han vilde Jetten dræbe —
Da var han svundet brat.
Field over sig at hænge
Den Gud ei længer saae;
Han stod paa grønne Vænge,
I braaget Kløverstraa.
37.
Han monne sig omgiorde,
Og kasted rundt sit Blik;
De rige, fede Hiorde
Saa stadigt rundt ham gik.
Da hist, hvor Skoven groede,
Den Hytte brat han saae,
Hvor Tialfes Fader boede,
Den mellem Bøge laae.
38.
Da blussed brat behænde
Den unge stærke Mand;
Brat tog han til at rende
Igiennem Mosevand.
Rundt om de lumske Moser
Løb Rosga let paa Fod,
Paa Kinden hendes Roser
I Morgenpurpur stod.
39.
De Børn da længtes saare,
Da de den Hytte saae;
Paa Kinden Rosgas Taare,
Som Morgenduggen, laae.
Ung Tialfe svarlig rendte
Da ret med megen Lyst.
Hans unge Hierte brændte,
Og stormed i hans Bryst.
40.
Bred stod en Lindestubbe,
Den Hyttes Indgang nær,
Der sad den gamle Gubbe
Alt med sin Hustru kier.
Af svarlig Glæde skialfe
De Gamle beggeto.
Han raabte: Der er jo Tialfe!
Hun: Der er Rosga jo!
41.
Da blev der megen Glæde,
Dertil heel svarlig Lyst,
Den Hustrue plat mon græde,
Med Rosga ved sit Bryst.
Med Fryd det Øie hængte
Paa hendes Spyd og Skiold,
Hun sagde: Ei jeg tænkte,
At fød’ en Mø saa bold.
42.
Hun sagde: hvo har givet
Dig en saa fyldig Arm?
Meer smal du est i Livet,
Og mere fuld om Barm.
Da svared med stor Ære
Ung Rosga disse Ord:
Det har min Husbond kiere,
Den stærke Asa-Thor.
43.
Det var den gamle Gubbe
Alt med de Lokker graa,
Han reiste sig fra Stubbe,
Paa Tialfe stivt han saae.
Da monne Svenden buldre,
Og løfted Sværdet op
Alt med de brede Skuldre
Og stærken Senekrop.
44.
Den Fader raabte: Tialfe,
Du varst en liden Svend!
For dig ei Kæmper skialfe,
Du varst ei Kampens Ven.
Nu du din Arm udstrammer
Ret efter Helteskik.
Hvo gav dig disse Lemmer
Og dette Lue-Blik?
45.
Hvor fikst du Kraft at stramme
Den Biørne-Buestræng?
Hvo gav dig denne Flamme?
Nys varst du jo en Dreng!
Da svared med stor Ære
Ung Tialfe disse Ord:
Det gav min Husbond kiere,
Den stærke Asa-Thor.
46.
Som Tialfe nu saa mæled
Gud Thor da nærmed sig.
Den gamle Gubbe knæled
Med Qvinden ydmygelig,
Han sagde til den Herre
Da med et bange Suk:
Jeg haver giemt din Kerre!
Og karsk er nu din Buk.
47.
Da bortsvandt Gudens Vrede,
Der vakt var i hans Sind
Ved Jettens Ord, hin lede,
Han gik i Gaarden ind.
Han Stalden op mon lukke,
Da glemte han sin Harm,
Ved Synet af de Bukke,
Og af den gyldne Karm.
48.
Den høie Jothunbane
Da fat sin Hammer tog,
Alt efter gamle Vane
Han sine Bukke vog.
Qvinden da Dugen bredte,
Hun var i Hu saa glad,
Mens Loke tilberedte
Saa qvægelig en Brad.
49.
Da kom fra grønne Skove
Ung Tialf med Qvist og Green,
Loke de fede Bove
Da stak paa skarpen Teen,
Midt udi Bondens Stue,
Alt paa de Fliser smaae,
Brændte den muntre Lue,
Heel lystigt ud det saae.
50.
Endnu ei Bonden eied
Et Fad i al sin Vold,
Thi lagde, som han pleied,
Gud Thor sin Steg i Skiold.
De fede Gieddebukke
Da trøsteligt de nød;
Det Blod, som kom i Krukke,
Var bleven liflig Miød.
51.
Da Nadveren var til Ende,
Var Aukathor ei seen;
Han Skindet ud mon spænde,
Der skulde kastes de Been.
Det var den gamle Gubbe,
Trak Tialf ved Armen ud,
Hen til den Lindestubbe
Bort fra den Bukkehud.
52.
Da raabte Thor hin høie:
Hvi drager du ham bort?
Den Bonde sig mon bøie,
Og trak ham længer fort.
Han sagde: Lad mig ei tøve!
Jeg mindes Daaden sidst;
Jeg frygter Tialf skal prøve
Den samme Argelist.
53.
Da sagde Thor med Latter,
Han satte sig paa Steen:
Vist aldrig Tialfe atter
Vil knække Bukkebeen.
Hans Kræfter ei behøve
At styrkes nu ved Marv,
Som da han Ved mon kløve,
Og kiørte Ploug og Harv.
54.
Da Gubben fro, bevæget,
Slap Tialfes Kiortelflig,
Da man var vederqvæget,
Til Sengs man lagde sig.
Gud Thor, den stolte Herre,
Udi sin Brynie rød,
Steg op udi sin Kerre,
Og der sin Hvile nød.
55.
De Fugle qviddred glade,
I aarlen Morgenstund,
Da klædte de sig i Plade,
Alt efter korten Blund.
De Vaaben de monne hærde,
Bandt Skinner om Arm og Been,
Og sleeb de blanke Sværde
Paa haarden Hvæssesteen.
56.
Med Søm da Thor mon nagle
Guldsko til haarden Hov.
Selen fra lette Skagle
Han fæst om stærken Bov,
Greb saa i Haand sin Hammer,
Og tog sit Følge med.
Der gnistred Ild og Flammer,
Saa hardt de foer afsted.
57.
Den Bonde Fod ei rørte,
Saa taus han monne staae,
At de i Luften kiørte,
Han med Forundring saae;
Den Svend da med den Pige
Saae sig saa vidt omkring,
Da høit de monne stige,
Op ad den Regnbu-Ring.
58.
Hen ad den lyse Bue
Da kiørte Aukathor,
Der stod en Rosenlue,
Langs med de brede Spor.
Heimdal i Hornet stødte,
Da Kerren forbi ham gik,
De syv Jomfruer mødte
Gud Thor med milde Blik.
59.
Da sagde Miølners Svinger
Alt til den Lillievand:
Vel bedst, at jeg dig bringer,
Til Freya nu paa Stand.
Thi endnu ingensinde,
Saalænge Verden stod,
For nogen Mø og Qvinde,
Thrudvanger op sig lod.
60.
Blaa Ædelstene dækker
Den skiønne Freyas Sal,
Blandt høie Rosenhækker,
Den stander i en Dal;
Sneehvide Svaner seiler,
Rundtom i Borgens Sø.
Der kommen hver trofast Beiler,
Dertil hver trofast Mø.
61.
Folkvangurs bedste Eie
Er hun den Dronning blid.
Midt paa et Blomsterleie
Hun blusser rank og hvid.
Saa smekker som en Vidie,
Hun aander elskovsvarm.
Hun er saa smal i Midie,
Hun er saa fuld om Barm.
62.
Hun har to runde Hænder,
En Rose vel i hver,
De tvende Roser brænder,
Med et livsaligt Skiær,
De lugter altid søde,
I hendes klare Hiem,
Aften og Morgenrøde,
Faae deres Lys fra dem.
63.
Hun læger alskens Vaande,
Saa huld i Siel og Sind,
Hendes varme Aande
Er Jordens Foraarsvind.
Hver Morgen hendes Øie
Man seer i Taarer staae,
De synke fra det Høie,
Som Dug, paa Blomster smaa.
64.
Hun har to Møer blide,
Siofna, dertil vel Hnos,
Ad deres Skuldre hvide
Nedstyrter Issens Fos.
Frugtbarheds Gudinde
Er Hnos, det milde Lys,
Siofna, den hulde Qvinde,
Er Søvnens milde Dys.
65.
Der, meente Thor hin stærke,
Var Sted for Rosga bold,
Han kunde fuldvel mærke,
Hun bar ei villig Skiold.
Han tog de Vaaben atter,
Og sagde fortrydelig:
Slip Sværdet, Bondedatter!
Det er for godt for dig.
66.
Til Freyas Fruersæde
Jeg nu dig bringe vil,
Det vil dig bedre glæde,
End mandigt Heltespil,
Der kanst du Elskov dyrke,
Jeg alt har længst erkiendt,
At med din Heltestyrke
Er det kun slet bevendt.
67.
Derpaa til Freyas Bolig
Med Rosga fort han gik,
Hun fulgte Guden trolig
Med glade Jomfrublik.
Udi den vakkre Pige
Fandt Freya stort Behag;
Thi blev i hendes Rige
Ung Rosga fra den Dag.
68.
Til Valhal Thor mon ile
Med Tialf til megen Glæde,
Da mon imøde smile
Ham Odin fra sit Sæde.
Han hæved op sin Finger,
Og trued, mild i Aand,
Han sagde: Miølners Svinger,
Det var paa egen Haand!
69.
Jeg veed, hvad dig er hændet
Hist paa den dunkle Vei;
Jeg saae dit Øie blændet,
Men hindred Daaden ei.
Du vilde selv dig raade,
Det var din Stoltheds Gift,
At takke Odins Naade
For hver forundt Bedrift!
70.
Jeg tænker, naar du ager
Nu næste Gang afsted,
Da sindig først du tager
Din Faders Villie med.
Du est en Helt, ophøiet,
Hvo vilde nægte det?
Dog, skuer ei først Øiet,
Da træffer Armen slet.
71.
Derpaa et Horn han rakte
Sin Søn, den stærke Thor,
Gud Thor paa Miøden smagte,
Og mæled ei et Ord.
Han tænkte: det maa være!
Kun Daaden slet udfaldt.
Han er min Fader kiere,
Hans Magt gaaer over Alt.
72.
Derpaa Sæhrimner bragdes
I Kæmpersalen ind,
For Tialfe Braden lagdes,
Han var saa fro i Sind;
Valkyrien hin blide,
Ham bød en Velkomst-Drik.
Saa gik man ud at stride,
Der vanked Hug og Stik!