Stoffet til denne Samling, der egentlig burde udgiøre den tredie Deel af mine poetiske Skrifter, er nordisk; da min ny Forlægger, ved at give Bogen et forandret Format, ønskede en anden Titel, har jeg kaldet den: Nordiske Digte.
Thors Reise, hvormed Samlingen begynder, er, paa en noget forandret Maade, allerede digtet i Aaret 1802. Det skulde dengang været Begyndelsen til et Epos i fiirogtyve Sange, hvori jeg vilde bringe hele den nordiske Mythologie. For at kunne dette, saae jeg mig om efter en Form. At skrive det i Hexameter, var en Idee, som, hvis jeg maa udtrykke mig saa, indignerte min æsthetiske Moralitet. Det forekom mig ikke anderledes, end at mane de gamle Skygger op af Graven, for at slaae dem ihiel paa ny. Hvad var det, der bragte mig til at behandle dette Æmne? Var det en blot homerisk Begeistring, der trængte til at yttre sig i et Echo, og derfor søgte hen til de nordiske Klipper, som til Vægge, hvorfra den sydgræske Sang kunde slaae tilbage, som Gienlyd? Nei, det var Nordens Karakter selv, disse Fielde selv, der vinkede mig, rige Metalaarer, med deres Diamanter, der blot behøvede at slibes, for at skinne i eiendommelig Glands. Men jeg forglemte ei, at Diamanten kun lader sig slibe i sit eget Støv.
At der til at skrive et hvilketsomhelst stort Digt hører æsthetisk Modenhed; at Kiendskab med Homer bør indbefattes under denne Modenhed, vidste jeg vel. Homer var mig saa lidt fremmed, at den meget mere blev mig et af Hoved-Drivehiulene til dette Foretagende. Hvad der især henrev mig i Homer var det eiendommelig Nationale, det Charakteristisk-Naive, det Store-Græske, den individuelle Natur. Formens Ypperlighed kunde jeg kun erkiende, forsaavidt den var en nødvendig Betingelse, for disse Hovedsager. Ved at læse Oldtidens skiønneste Digt, begyndte en ny Verden at bevæge sig i mit Indre. Jeg fik Lyst, saavidt mine Kræfter vilde tillade det, at digte noget lignende; det vil sige: ei til ængstelig at copiere Iliaden eller Odysseen, som Malerne i vore Dage copiere Rafael; men den homeriske Natur vakte min; det Græske begeistrede mig til det Nordiske. Jeg fik Lyst til, i mit eget Sprog, ved egen Nationalitet at virke og yttre mig, saaledes som de gamle Rapsoder paa deres Viis havde giort det, i sin Tid; kort sagt: at copiere den homeriske Frihed.
En saadan Frihed bestaaer ikke i vild Vilkaarlighed. Jeg indsaae vel, hvad der giorde dette herlige Digt frit, var en vis bestandig overskuende Rolighed, en fuldkommen Legemliggiørelse af Sangeren med sin Gienstand, en Afsondring af alt øiebliklig Personligt, en tydelig Skuen og plastisk Fremstillelse af enhver Ting; en Hensigt med det Hele, der gik ud paa det Hele selv, uden andre ephemeriske Hensigter; alt dette forbundet med en uskyldig Barnlighed og Tro paa Guderne. Dette vil sige, en moden, kraftig Frihed, der nødvendig maatte yttre sig i et genialisk Produkt. At efterligne denne aktive Frihed, holdt jeg for at være den sande homeriske Efterligning fra Stoffets Side.
De homeriske Digte have givet Anledning til en ganske anden Art af poetisk Virksomhed, der ved denne Leilighed maa omtales for at forekomme Misforstaaelser. De have foraarsaget et aktivt Studium fra Formens Side, et Studium, som, for at give Grandskeren Vished om sin Erkiendelse og sin Forstand paa den homeriske Sangart, tvang ham til at besynge andre Gienstande paa denne Maade. Portrait-Malere stille ofte deres Billed paa Hovedet, eller see det giennem et Speil, for ved denne middelbare Skuen at forfriske sig Synet, ved det Pikante i en forandret Seemaade. Saaledes gik det de genialiske Kunstnere, der af Natur og ved Studium havde faaet Kald til fuldelig at indsee Skiønheden i den homeriske Form. De maatte, ligesom de Franske have giort ved de italienske Malerier, tage den blotte Farve af Tavlen og bringe paa nyt Lærred, det vil sige: bringe den blot homeriske Form over paa et nyt Stof, for paa denne Maade at redde den fra Undergang. Saaledes opstode Vosz’s og Goethes Mesterstykker, der evig fra denne Synspunkt ville fortiene en høi Plads i den nyere Litteratur; ei at tale om deres eiendommelige Skiønheder. At jeg maatte erkiende det Gode i denne Maade; at det goethiske Udbrud: »Auch Homeride zu seyn selbst noch als Letzter ist schön« maatte være falden mig paa Hiertet, troer jeg at have viist i mit lille Digt: »Toget til Thorsing« i Langelandsreisen, hvori man vil see, at den homeriske Form ei er mig ubekiendt.
Men her var det, som sagt, en anden Sag. Kunstneren vil ei bestandig gientage Eet og det Samme, men fremtræde ny og original. Det samme, som havde drevet Vosz og Goethe til at skrive store hexametriske Digte holdt mig derfra. For dem var det noget Nyt, noget eiendommelig Vovet, hos mig vilde det kun bleven Efterligning af en Efterligning. Med et lidet Stykke, som Studium betragtet, var det en anden Sag, men noget stort Nyt kunde jeg umulig beqvemme mig til at behandle paa denne Art. Meget mere syntes den overhaandstagende Hexametersyge mig at være en Epidemie, der af alle Kræfter maatte modstrides. Det gik med dette, som det er gaaet med saa meget, een fortienstlig Daad gav Anledning til mangt et taabeligt Abespil. Det var nu ikke længer nok at kunne overføre den gamle Form i de gothiske Sprog som en Side mere, hvorved de bleve uddannede; nei, denne fremmede Form skulde nu ganske fortrænge den originaloprindelige. Hvad var det monoton- gothiske Riim mod den græsk- metriske Velklang? De Godtfolk glemte, at de ikke skreve Græsk, men med alt det endnu bestandig Gothisk. De glemte at det gothiske Riim, saavelsom det græske Hexameter ikke var noget Produkt af kritisk Lækkerhed eller aparte Mening; men en Blomst, fremsprungen af Sproget, Naturen, og Nationernes store Omveltning, udklækket og hævdet af Sekler; uendelig mere værd og af en meget dybere Naturgrund end alle forfængelige Nyheds-Paradoxer. Derved opstod da nu og slig en Syndflod i Tydskland, at man vel har Aarsag til at bede som Boileau Rimerne i sin Tid, blot med en Smule Forandring: ni prendre pour genie un amour de faire des Hexametres.
Alt dette tilsammentaget bragte mig nu til at bryde Isen paa en anden Maade. Om jeg besad den genialiske Kraft? Om det vilde lykkes mig? Hvilken Kunstner spørger om det, naar han vover sig til et Arbeide! Han føler sit Inderste fuldt; han føler sig drevet — han vover. Der hører Mod til at synge som til at stride, siger Bragi i Baldur hin Gode. Den som med Vished troer at kunne forud beregne Udfaldet; som vel endog kalder sligt Vovestykke uforskammet Indbildning om sig selv; kan være vis paa, at han ligesaa lidt er skabt til at bedømme Helten eller Sangeren, som til at vorde dem.
Udfaldet viste, at jeg i Henseende til mit Emne havde taget mig for meget for. Jeg havde valgt de kraftige, muntre trefødede Jamber, hvori den tydske Heldenbuch er digtet. Da mit Værk skulde være episk, ei lyrisk, kunde jeg ikke bruge vore egne fiirlinede, eller egentlig med Cesur forsynede tolinede Romanze-Vers, hvilke i et stort Digt vilde blevne altfor monotone. Ja, selv de Vers? jeg valgte af en større Stiil, holdt jeg op med, af samme Frygt. Da jeg havde digtet det første Eventyr med Thor og begge Lokerne, lagde jeg Digtet hen.
Ved at tage det frem igien, i en senere Tid, indsaae jeg det var ikke Versene, men Stoffet selv, som havde bragt mig til at standse. Jeg fik den Overbeviisning: det vilde vorde umuligt at behandle hele den nordiske Mythologie episk, da det som Mythologie maatte spille over i Alt. De forskiellige Stoffer maatte fordre forskiellige Former; hvad der begunstigede det Ene, maatte betynge det Andet, og qvæle Digteren under Arbeidet. Her var det ikke Achils Vrede, eller Odysseus Flakken der kunde besynges i een Tone. Snart var Emnet episk, snart dramatisk, snart lyrisk; nu tragisk, nu comisk; hist lunefuldt, her alvorligt; her spillede Phantasien, hisset Sensibiliteten Hovedrollen; ofte var Mythen et giøglende Spil med barokke Forestillinger, ofte en didaktisk Moral, eller Naturallegorie etc.
Følgen af min Undersøgelse blev: at jeg havde giort vel i at skrive Thors Reise paa denne Maade, og vel i at standse med den; fordi hvad der skulde følge ei havde den episk humoristiske Colos-Natur, der udfordredes til at lade sig udskiære i disse diærve Træsnit. Jeg besluttede altsaa, istedet for at fortsætte Digtet efter den gamle Plan, at omarbeide det til et selvstændigt Digt. Dersom Læseren i disse Sange finder en Mythus paa den uden sindigt Overlæg spildte Kraft; dersom han finder Striden mellem skiult Værd og giøglende Pral, mellem organisk og anorganisk Natur, udtrykt i et grotesk, tro Billed af den nordiske Oldtid og dens Forestillinger, her — saa er Thor ikke reist forgieves til Jothunheim.
Det første af de tvende følgende Sørgespil, hvilke begge ere skrevne paa min Reise i Tydskland forrige Aar, skulde nu synes at være bleven til efter de modsatte Grundsætninger til denne, jeg nylig har opstillet; da Baldur hin Gode saa temmelig er en reen græsk Tragoedie. Men denne tilsyneladende Modsigelse haaber jeg snart at hæve for den Indsigtsfulde. Det er Digteren kiert at fremtræde ny og original, har jeg sagt, deels i Henseende til Stoffet, deels i Henseende til Behandlingen. Lige saa almindeligt det nu er bleven, paa de senere Tider, at skrive metriske Epopeer, lige saa ualmindeligt er det at see en reen Efterligning af Aeschylos eller Sophokles. Det jeg har angivet som en roesværdig Grund til Goethes og Vosz’s Arbeider maa her tiene til mit Forsvar. Mit Digt er her ikke Efterligningen af en Efterligning, men en Efterligning fra første Haand. Hverken i det tydske eller i det danske Sprog, altsaa i intet, var der skrevet en Tragoedie heelt igiennem i Trimetrer1 med metriske Chore førend min Baldur. Man har i de senere Tider meer eller mindre søgt at copiere de græske Sørgespil. Dette er ikke Tilfældet her. Som Vosz og Goethe med Homer, har jeg ikke copieret Sophocles i et græsk Sujet, men bragt hans Aand over i en anden Verden og ladet den gienføde sig i en anden Natur.
Man vil maaskee sige: Hvorfor har du valgt Baldur? Hvorfor skulde han efter sin anden Død lide Døden tredie Gang, ved at opofre sin National-Karakteer, som et Experiment for din Nyhedssyge? Jeg svarer: Ikke Lyst, til at skrive en græsk Tragoedie, har bragt mig til at vælge Baldur; men Baldur, som først besielede mig, har tvunget mig til at skrive en græsk Tragoedie.
I min Barndom var Evalds Balders Død det egentlig første Digt, som fra Formens Side giorde Indtryk paa mig. Dette Sørgespil og Rolf Krage vakte de første Funker af nordisk Digterild i mit Hierte, de gave mig de første Ahnelser om den gamle Heltetid, og bragte mig til, med Begierlighed, at gribe efter mere af den Slags, hvilket jeg i den ny Litteratur kun fandt lidet af, maatte altsaa søge hen til den Gamle. Saaledes kan jeg vel sige, at jeg lidt efter lidt, alt som ældre Aar og mere Kundskab førte det med sig, saa temmelig er bleven fortrolig med den nordiske Oldtids Historie og dens Mythologie. Med Tiden blev det mig ikke nok at kiende den tilfulde, jeg vilde erkiende den, forstaae den. Man sagde mig: det var et Virvar uden Mening; mig kom det altid mere for, som en Mening, hvori der med Tiden var kommet Virvar. Dette er for nærværende Tid min fulde Overbeviisning; og en stor Deel af de Myther, man hidindtil har foragtet som monstrøse Udvæxter af en vild Phantasie, forekommer mig at være skiønne Digtninger, forbundet med didaktisk Allegorie og Verdens-Betragtning. Blandt disse er udentvivl Baldur een af de største og af Tiden mindst forstyrrede.
Der vil maaskee findes De, som kalde det en utilgivelig Dristighed af mig, at skrive en Baldur efter Evald; en Ilias post Homerum. Nogle vil maaskee finde en blot Forfængeligheds Stræben heri, en Lyst til at overtræffe det hidtil af Nationens Kunstdommere almindelig erkiendte bedste Digt, etc. Disse maa jeg svare: at de giøre mig Uret. Hvo der giør det af Vildfarelse blot, haaber jeg at overbevise; lidenskabelig stump Personlighed har intet at giøre i Kunstens Rige, skylder Kunstneren intet Forsvar.
Jeg har nemlig under Arbeidet saalidt tænkt paa mit Forhold til Mængden og paa den Roes, der kunde indhøstes, at jeg meget mere fra Begyndelsen af vel indsaae, hvorledes dette Drama efter sin Natur, hvis det ogsaa vilde lykkes, maatte blive en Lekture for et indskrænket Publikum, der paa ingen Maade vilde giøre det Indtryk paa Mængden, som Balders Død. Hvad der drev mig til at behandle dette Emne var, at jeg fandt det stort, og ubrugt. Jeg fandt nemlig i Mythologien en ganske anden Baldur end Evalds. Dermed vil jeg ikke sige, at Evald har misforstaaet og omgiort den gamle Mythus; han har øst af en anden Kilde, brugt et andet Stof. Der gives to Baldere i den gamle Historie: En mythologisk Gud hos Snorro, en historisk Heros hos Saxo. Den sidste har Evald brugt, og fra sin Synspunkt handlet ret; den første har jeg brugt, og troer ikke at have handlet uret.
I Evalds Balder spiller, efter Sørgespillets almindelige Natur, den menneskelige Karakteer og Sensibiliteten Hovedrollen; her træde Naturkræfterne selvhandlende frem, menneskeligpersonificerede, objectivlegemliggiorte. Hiin Musa maa røre Læserens Subjektivitet mere, fordi hun spiller paa den personlige Medlidenheds Strænge, min slaaer med stille Ro Tilværelsens Grund-Accorder. Interessen her er ikke et enkelt Væsens, men den hele Menneskeslægts Liv og Skiebne. Dermed vil jeg nu paa ingen Maade sige, at mit Sujet er større end det andet, meget mindre mit Værk. Hvad der gaaer i det Almindelige, kan ikke giennemtrænge det Enkelte, og hvad der giennemtrænger det Enkelte, kan ikke udbrede sig over det Almindelige. I Kunsten er det ikke Stoffets Udstrækning eller Indskrænkning, men Behandlingen, Udførelsen, som giver Tingen sin Værdi. Een Kunstner kan være stor i det Smaa, en Anden liden i det Store. Min Hensigt er med disse Anmærkninger kun at lede Læseren til at nyde og bedømme min Baldur efter sin Natur. Uden at tale om Behandlingen altsaa, hvilket ikke tilkommer mig, forholder Stoffet sig i den evaldske Balder og min, som Farverne til en Marmorblok. Af hine kunde giøres et Maleri, af denne en Billedstøtte. Saa er skeet. Ligesaalidet som man nu kan bebreide Maleriet, at det kun er en Overflade, uden Lemmer og Existenz, ligesaalidt bør man forekaste Billedstøtten Mangel af Farvesmæltning og behagelig Illusion af Liv og Bevægelse. I hiint Drama gaaer et godt Væsen til Grunde, her det gode Princip. Det er en philosophisk-poetisk Naturallegorie. Jetterne (den onde Natur) overtaler Loke (det fristende vaklende Øieblik) til at dræbe Baldur (Fromheden). Dette bliver muligt ved Friggas (Jordens) og Asernes (den gode Naturs) Letsind. Den sorte Daad iværksættes ved den blinde Hødurs (Skiebnens) Haand. Saavidt er Mythen moralsk didaktisk. Nu fortsætter den sig som en phantasierig Betragtning af den objektive Natur. Dødens Huler aabne sig under Jorden. Modsætningen af den dristige, kraftige Guddom Hermod, og Ligene i Niffelheim. Stræng ulykkelig Skiebne, Hævn og Had i Hel. Det i Boble springende Haab i hendes Løvte. Den melancholske Tø i Naturens Graad over Baldur. Gudernes Grumhed (efter Fromhedens Død) i Lokes Straf. Jordskielvet, i hans Rysten i Hulen. Den rørende qvindelige Hengivenhed i Signis Daad med Skaalen. Endelig Jordens Jammerskrig, der midt i sin Ulykke rører Hiertet til Vemod, og tvinger til en christelig Ahnelse, til en Tro paa et Hisset, netop fordi det er ude her.
Alt dette har jeg meent at finde i den mythologiske Baldur; det fandt jeg ikke hos Evald, saalidt som Evald kunde finde det hos Saxo. Hos denne er Baldur en historisk Person, en Søn af den angelsaxiske Fyrste, Odin, der gav sig ud for at være den gamle Gud, ifølge Troen paa Sielevandringen. Dette har givet Anledning til, at Krigen mellem hans Søn Balder og den danske Kong Hother er forvexlet med og forblandet med Mythen om Asa-Baldur og Asa-Hødur
Hvorledes nu dette Emne bragte mig til at skrive en græsk Tragoedie, vil jeg kortelig giøre Regnskab for. Jeg saae mig, ligesom i Thors Reise, om efter en passende nordisk Form; men jeg fandt ingen; thi hele den gamle nordiske Litteratur viser intet Spoer af noget dramatisk Digt, med mindre man vil regne de lyriske Dialog-Fragmenter i Sæmunds Edda derhen. At disse rimbogstavede korte Vers vare mig ubrugelige, indseer den Kyndige lettelig. Hvad skulde jeg da giøre? I hvilke Vers skulde jeg digte? I den femføddede dramatiske Jambus? Hvorfor da ikke engang i den sexføddede, der er den ægte, og hvoraf den femføddede først er afledet i den nyere Tid. En romantisk Form kunde jeg ikke give mit Sujet, thi det var ikke romantisk; det var plastisk, og havde mere tilfælles, efter sin Natur, med den antike, end med den romantiske Tragoedie. Den uendelige Skiebne, det Enfoldige i Handlingen, det store Optrin, hvortil Menneskehoben maatte være et deeltagende høitideligt Chor, det med Dramaet blandede Episke, der nødvendig af en indtrædende Person maatte fortælles; alt dette laae i Emnet selv, og gav det en stor Lighed med de græske Sørgespil. Den femføddede nyere Jambus, mere smidig, ubunden og indifferent, retter sig efter enhver Karakteer, og er af den Aarsag netop saa fortrinlig i den romantiske Tragoedie. Det alvorlige, strænge, af Jern smeddede Trimeter vedligeholder en fremtrængende egen Tone, hvilken vel tvinger det Enkelte under sig, men giver just derved det Hele en Høitidelighed, en Old-Ærværdighed, som her kom mig meget vel tilpas. Da nu Baldur desuden, som en Aser, var i Slægtskab med de gamle Heroer, saa giorde jeg mig ingen Samvittighed af at bruge denne Form, der passede sig saavel til mit Stof. Udfaldet viste ogsaa, i det mindste mine Venner og mig selv, at jeg ikke havde handlet urigtigt. Under Digtningen føiede sig alting meget vel for mig, paa denne Maade; hvilket er for Digteren det bedste Beviis, da en feil valgt Form under Arbeidet noksom hævner sig. Jeg fandt ogsaa i de anapestiske kortlinede antike Chorvers nogen Lighed med de ellers saa ubrugelige islandske Vers, hvis Kunst ligger i Riimbogstaverne. For at bevise denne Lighed har jeg et Par Gange blandet dem ind mellem de antike, og troer ikke, det har forandret Tonen i det Hele.
Hvad nu overalt Tonen i Sproget angaaer, saa blev den ikke udenlandsk eller fremmed, fordi jeg brugte den antike Jambus; thi Jamben ligger næst Trochæen dybest i vort Sprogs egentlige Natur, er, saa at sige, det danske Vers selv, hvilket paa ingen Maade kan siges om Hexametret. Vil man nu beskylde mig for Inconseqvens ved at have forkastet de romantiske Vers her, og ved at have brugt dem i Thors Reise, saa undskylder jeg mig paa denne Maade: Begge Digte skulde, efter deres Natur, være i gammel Stiil; men i et Drama fra den gamle Tid maa Stilen være ældre, end i en Fortælling. Fortællingen forudsætter, at Begivenheden er skeet, jeg kan altsaa vælge mig en følgende Tid efter min egen Smag, hvori jeg sætter, at den bliver fortalt; og saaledes giorde jeg i Thors Reise; for at give Digtet Ærværdighed og en vis tillidsfuld Enfoldighed, satte jeg Fortællingstiden i den brede Grændse mellem Hedenskab og Christendom, hvorved jeg blev istand til at bruge et passende gothisk-episk Versemaal. I Baldur maatte alting være hedensk, fandt jeg ingen Form for mig, fandt jeg den græske Form passende, overensstemmende med vort eget Sprogs Natur, ubrugt — og valgte den altsaa. Og saaledes troer jeg nu at have hævet en ved første Øiekast tilsyneladende Modsigelse.
Hvad nu Hakon Jarl angaaer, som slutter Samlingen, har jeg Lidet at sige om det i Særdeleshed, men da det er mit første Skridt paa Skuepladsen, og mit første Arbeide af dette Slags, tillade man mig at giennemløbe Adskilligt i Almindelighed; hvilket eengang for alle maa tiene til et Program for, hvad jeg med Tiden mere kunde forfatte i denne Digtart.
Den høieste Gienstand, en Digter kan bringe paa Theatret, er udentvivl en historisk Bedrivt. Da enhver Nation har sine egne Bedrifter, saa følger heraf, at enhver Nation ogsaa bør have sit eiendommelige Nationalskuespil. Dette eiendommelig Nationale er Poesiens ædleste Blomst, og bliver den forsømt og nedtraadt for spidsfindige hiddemonstrerede Convenienzers Skyld, saa hævner det sig, som vi see i den franske Tragoedie: Helten bliver en aerostatisk Rytter, og Handlingen løser sig op i deklamatorisk Ordpragt. Det er ikke Stedet her vidtløftig at drøfte de franske Tragoediers Væsen eller Uvæsen, hvilket desuden siden Lessings Tider noksom af ham selv og Andre er skeet. Det gielder ikke at angribe den, men at forsvare sin egen Sag mod dens Angreb. En grundig Videnskabsmand, en genialisk Kunstner bør virke paa Mængden, mener jeg, og bringe den videre ved sin Indsigt og sin Daad, ei lade sig tyrannisere og tilbagestøde af dens Fordomme. Hvad vil nu da alle disse Befalinger og Forordninger sige? En Digter har en Gienstand for Øie, som begeistrer ham, som han vil behandle, og som han troer med Harmonie og sammenholdet Interesse at kunne fremstille os. Velan, han giøre det! Har han opfyldt disse Betingelser, saa har han frembragt et Kunstværk, og vi ere ham Tak skyldige. Hvorledes han vil komme ud af det — det er hans Sag; og hvad er al Verdsens Regler andet, end senere Tiders Optegnelser om, hvorledes foregaaende Tiders Kunstnere ere komne ud af det? Disse Optegnelser og Bemærkninger ere fortienstlige i og for sig, da de bevise et grundigt Studium af en foregaaende Kunst; kun skulde man ikke bruge dem til at qvæle efterfølgende Kunster med. At den Studerende giøres opmærksom paa disse Forhold, at han lærer at kiende og indsee dem, er en nødvendig Green af hans Dannelse; det er uundværligt for en Kunstner at have historisk Indsigt i sit Fag; Lærlingen maa føres i Ledebaand, saalænge han ikke kan gaae selv, det er vist nok; kun maa man ikke glemme, at man leder Barnet, for at det skal vorde Mand, at der til at vorde Mand hører Selvstændighed, og at Selvstændighed kun bestaaer i at kunne staae paa sine egne Been.
Alt hvad jeg tilforn har talt om eiendommelig Form, beder jeg, man vil erindre sig her, da Reglen ikke er andet end Formens Forskrifter. Kun hvad der ligger i Kunstens Natur selv, kan bestandig gielde for en absolut urokkelig Regel. Regelen er efter mine Tanker kortelig denne: Et Kunstværk maa være ordnet harmonisk og selvstændigt.
Hvorledes nu denne Orden og Selvstændighed skal modificeres, kommer an paa det specielle Digts Natur. Der gives ingen Orden slet hen. Hvad der er Orden i eet, kan være Uorden i et andet. I det menneskelige Liv, hvor Friheden hersker, bliver Orden blot at ansee som Betingelsen for en Handling; saasnart man betragter Handlingen som Betingelsen for en Orden, har Menneskeheden forstenet sig; vi træde da over fra den organiske til den anorganiske Natur, vi crystallisere os slavisk efter Naturlove, hvorigiennem Fornuften ei kan trænge, og hvad vi kalde Kunst, bliver i Ordets egentlige Forstand et afhængigt Naturaggregat uden Bevidsthed, der, for at forstaaes, maa betragtes i sin Afhængighed til andre Gienstande.
Man har, siden Aristoteles Tider, efter ham opstillet trende Eenheder, som nødvendige for et Drama: Tidens, Stedets og Handlingens Eenhed. — Langt fra at have noget imod disse Regler i og for sig, ønsker jeg blot at maatte tage dem i en noget mere udvidet Betydning, end man pleier. Dersom man nemlig ved Tiden vil forstaae Tidsalderen, ved Stedet Egnen, ved Handlingen den i sig rundede selvstændige Bedrift, saa kan disse Regler passe sig paa alt, hvad paa nogen Maade fortiener at kaldes Drama. I denne udvidede Betydning blive disse Regler ikke længer blot Forskrifter for visse Tiders Kunst; meget mindre fordomsfuld Convenienz, men evig i Naturen grundede Betingelser for de tvende Kunstfordringer: Harmonie og Selvstændighed.
Enhver Digter, der vil skrive et Digt, maa have en vis Idee, han vil udføre; dette er den sande Musa, der besieler ham; hvad enten det nu er en moralsk Mening, et Billed, en Sindsstemning, en Begivenhed eller en Handling; thi denne vagante Flakken, denne dunkle, umodne Hensigtsløshed, som findes i Livet, giør Aanden nedslagen og indkneben, istedet for at hæve og udvide den. Netop dette Chaos2 tvinger Verden til Kunst, som en bedre Verden, han skaber sig selv, ved sin fornuftige Kraft, for at ordne og fuldende det, som i det timelige Liv kun findes forvirret og halvgiort. For at kunne dette, maa han indskrænke sig; maa han med Besindighed ordne, med Tydelighed overskue; thi tøileløs Vildhed er i det physiske Liv den meste Aarsag til alt Ondt. Vi kunne derfor intet andet tage til Old-Mynster end det Hele selv; i Tiden: Menneskeslægternes optegnede Bedrifter; i Rummet, den stumme Natur.
Ved at betragte disse tvende Sider af Livet, aabenbarer der sig en Almeenaand, en Harmonie, der lidt efter lidt viser os det evige store Kunstværk selv, der aldrig er overseet af et fornuftigt Hoved forenet med et fromt Hierte. Ved at skue denne Orden og Befæstning i det Hele, begeistres Mennesket til det ædleste, høieste Mod; dette Mod skynder ham til at gienføde og sammentrænge det Hele i det Enkelte, — og det er Kunst! Lykkes nu en saadan Heltedaad, saa bliver Produktet deraf den begavede og dannede Aands høieste Vederqvægelse. I et saadant Værk, der er sammensat af lutter Virkeligt, men som i sin Sammensætning først bliver overnaturligt,3 forædles Livet, som fatteligt og overskueligt. Vi finde os trøstede og styrkede ved Bevidstheden af denne forstaaede Overskuelighed, som vi ved eiendommelig Fornuft og Villie selv have forskaffet os; deri bestaaer den Glæde, Nydelsen af et Kunstværk frembringer. Vi indsee, at den Aand, som kan overskue, ordne og forædle Livet i sin lange Række, umulig kan være afhængig af Øieblikkets Betingelser; dette forvisser os paa den kraftigste Maade om vor Udødelighed. I det vi med Klarhed fatte Ordenen og Hensigten i det enkelte Værk, blive vi istand til at ahne det evige Værks Orden og Hensigt. Den ulykkelige Frygt og Tvivl der altid er en Følge af Sygelighed eller Halvdannelse, forsvinder; og vi see fra Morgen til Aften i Forsynet den gode Gud.
Heri bestaaer Kunsternes Nytte; de afhielpe vort høiere Væsens evige Trang, give Sielen sin Næring ved en sand, hellig Nadvere; og fortiene saaledes vel at sættes i Lag med den borgerlige Virksomhed, der gaaer ud paa at afhielpe Øieblikkets Trang og at give Legemet sin Næring; dersom ellers Sielen fortiener at sættes i Rang med Legemet, dersom ellers det Hele er af samme Vigtighed som det Enkelte.
For at frembringe Kunst, altsaa, maa vi indskrænke os; thi kun den guddommelige Kraft er uindskrænket; denne Indskrænkning forudsætter Skranker. Paa en fornuftig Maade at afstikke disse Skranker, lære vi ei ved noget despotisk Herrebud udenfra, men lidt efter lidt virker den æsthetiske Dannelse og Modenhed indenfra paa vort Sind, og derved ledes og bøies af sig selv vor frie Villie. Det hele kunne vi ikke optage i vort Væsen, for frugtesløs Flakken maa vi vel vogte os, der bliver os altsaa intet andet at giøre, end at fæste Øiet paa et vist Hovedpunkt, og at skiære dette Parti saaledes fra det Hele, at Hovedpunktet kommer til at staae selvstændigt og fremtrædende i Midten, saa at det Øvrige, som omringer det, udgiør en Indfatning, der er afhængig af Hovedsagen, som det Grønne om en Rose, som det beskedent tilbagetrædende Dunkelblaa om en Stierne. Dette ligger i Tingenes Natur, og deri bestaaer i et Skuespil Handlingens Eenhed.
Hvad nu Tiden og Stedet angaaer, saa kan Reglerne for dem ledes af det allerede Sagte. En indskrænket Handling forudsætter en indskrænket Tid, og ligesaalidt, som Digteren kan fremstille alle Handlinger, saalidt kan han være allevegne. At der altsaa er Pligter at iagttage i Henseende til Tid og Sted, som i Henseende til Handling, er vist nok, saa vist som det paa den anden Side er, at de have deres individuelle, selvstændige Grunde, som hiin, og lige saa vel som hiin forsmaae al conventionel Fordom.
Tidens og Stedets Forandring eller Uforandring er nemlig aldeles afhængig af Digtets Natur, af Digterens Tarv. Hvorfor blot de Emner skulle være behandlingsværdige, der lade sig klemme mellem fiirogtyve Timer, eller imellem fire Vægge, indseer jeg ikke. Hvormangt et fortræffeligt Sujet efter denne barbariske Indretning derimod maatte gaae tilgrunde, indseer jeg meget vel. Grækerne forandrede ikke Scenen, fordi deres Dramer ei behøvede det. Deri giorde de vel. Vi forandre Scenen, fordi vore Dramer behøve det; deri giøre vi vel. Det vilde være ligesaa daarligt at skifte uden Aarsag, som at lade det være, naar man trængte dertil. Ingen af Delene har noget Værd i sig selv, men kun forsaavidt Kunstneren med Forstand og Indsigt bruger det, til Nytte for sit Værk. Jeg begriber ikke, hvad mere høitideligt og ædelt der er i bestandig at stirre paa en Sal, end at see den omskiftet til et andet Værelse, en Skov, en Plads, etc. Tvertimod, denne Vexling forfrisker Phantasien, naar den bruges med Smag; og hvormeget bidrager ikke ofte Stedet til en Begivenheds Interesse?
Nu at tale om Grækerne, da havde Retningen og Karakteren i deres Kunst ligesaalidt som i vor, en ræsonnert, philosophisk, men hvad der er bedre, en naturlig historisk Grund. Det kom sig saaledes. Paa Thespiskarren var Rummet indskrænket, siden blev det ved at være det, da man saae, at til de lyrisk-dramatiske Optog ingen Forandring behøvedes. Borgeroptrin paa Torvet, paa Pladsen for Regentens Huus, ved Alteret maatte være Hovedsagen i disse af mythologiske Processioner udsprungne Statsdramer. Sprogets Malm og Velklang maatte bringe dem til i lyriske Udbrud at udtale de stolte Grundsætninger, de kraftige Yttringer af en sund og fri Heltetid. Vort Sprog har andre, ikke disse metriske Fortrin. I det Menneskeheden er bleven ældre, er dens Interesse, om den ogsaa har tabt noget af sin skiønne Enfoldighed, bleven almindeligere; vi interessere os ikke blot ved, hvad der umiddelbart griber ind i vore borgerlige Forhold, men ved alt Stort, som der skeer i Verden. Dette forudsætter adskilte Forhold. Den indvortes Aarsag er os vigtigere end den udvortes Virkning; derfor er Karakterudvikling Hovedsagen i vore Dramer, saaledes som den blotte Handling mere var det hos Grækerne. Hvor udvortes skiøn Existenz er det meest skattede hos et Folk, der maa et prægtigt urokkeligt Marmortheater foretrækkes; hvor de indvortes Motiver og deres Forhold til hinanden er Hovedsagen, der bevæge sig de bemalede Lærredsskiærme hurtig og let som vore Tanker og Forestillinger, der spiller Phantasie, Sensibiliteten og philosophisk Livsoversigt Hovedrollen, saaledes, som hist Sandsen for legemlig Skiønhed, og for den crasse Modsætning af Menneskets heroiske Kamp med Skiæbnen. Andre Tider andre Forhold, andre Forhold anden Kunst.
Dette have de franske Tragoedieskrivere ikke indseet; istedet for at benytte den herlige franske Historie, saa fuld af Stof og Eiendommelighed, have de ængstelig copieret den græske Tragoedie i visse Henseender, i det de ganske have forladt den i Andre. For at kunne skrive en sand Tragoedie maa der herske sand Frihed i et Land. Dette var ikke Tilfældet i Frankrig, istedet for at male dierve Billeder af den foregaaende Tid, skulde deres Dramer være indifferente, fornemme Hofforlystelser, der jo ingen Rapports maatte have til Øieblikket. Derfor kunde en vis Eleganz i Sproget (der dog tillige fængslede det og giorde det fattigt) blive den eneste Frugt af disse Bestræbelser; og omendskiøndt vi hverken kunne nægte Corneille eller Racine sieldne og udmærkede Talenter i det Enkelte og Underordnede, saa kunne vi dog i det Hele taget ikke tilkiende dem det høiere Digtergenie, der altid er forbunden med eiendommelig Kraft og Mod, hvor det fremtræder. Endnu mindre kunne vi skatte den Litteratur4 der er bleven staaende ved disse første Forsøg, ja som ei engang har kunnet hæve sig til deres Fortienester. Og hvad nu endelig den Kritik angaaer, som ei allene forsvarer denne Digtart, men endog vover at uddrage Regler af den, for andre Landes sande Kunst, saa maa vi erkiende denne Haardnakkenhed at være vel saa chinesisk, som den paa den anden Side Jorden i Asien; og de bekiendte Forordninger angaaende trekantede Hatte og skiødede Veste, forekommer mig ikke nær saa bizarre i den didhørende Æsthetik, som disse indknibende Convenienzer i den franske. Hvo der kan lade sig nøie med en saadan Drivhuusvext; hvo der kan foretrække en saadan i Urtepotten ængstelig udklækket Stilk, for de herlige Heltestammer, der fæste deres dybe Rødder i Fædrelandets gamle Skove, og ryste deres frodige Kroner diervt mod Himlen, den giøre det. Hvo der kan troe efter at have forandret hellig Mythologie til kold Hofdecenz, det stærkunderstøttende høitidelige Chor til en søvnig, kiedsommelig Confident, Kraft-Trimetrer til Pomp-Alexandriner, heroiske Grundsætninger og Begeistring til Sentenzer og Sentiments, det colossale Fatum til en lumsk Forelskelsesintrigue — hvo der, efter at have giort alt dette, endnu kan bilde sig ind at handle i den græske Aand, og at have skrevet en antik Tragoedie — den giøre det. Vi gothiske Nationer kunne det ei. Det ligger nu eengang i vor Natur ei at blive staaende ved det Ydre, men at trænge i det Indre; og ved at giøre dette erkiende vi en saa himmelhøi Forskiel mellem Græsk og Fransk, som imellem Sundhedsrødme og Sminke. Vi skatte den græske Litteratur, fordi den ved sin genialiske Kraft har vidst at forædle sin Nationalcharakter til Kunst. Dette ville vi og giøre ved vor; og saaledes troe vi at komme Grækerne nærmere end de Franske, med samt deres høitravende Kierlighed uden Strømper.
Som et Forbilled for den nyere dramatiske Digter staaer den udødelige William Shakespeare, som en høitidelig Collossus i Baggrunden. Med sit eminente Genie, vidste han at forædle den gothiske Verden til Kunst, saaledes som de Grækere havde vidst at giøre det ved den antike. Hans Væsen bestod ikke deri, at han besad et eget Naturtalent, der ti Gange ledte feil, naar det eengang ledte rigtig. Hvor der er et stort Genie, der er saa stor en Trang til Dannelse og Kundskaber, som Lethed og Hurtighed i at forskaffe sig begge. Det af Naturen fortræffelige Træ, staaer pludselig fuldt af Blomster, og disse Blomster modne sig pludselig til Frugt. Saa gik det Shakespeare, og hvo som i hans Væsen ei kan opdage Kundskaber og moden Oversigt: »sehen wir, woran es ihm gebricht, und heiszen ihn die Zeitung lesen,« som Udgiveren af Evald i sin Tid sagde.
Men ligesaavist som det egentlige Genie er en pludselig Gave fra Himlen uafhængigt af Tidens og Omstændighedernes sædvanlige Gang, uforudseeligt og udemonstreerligt, saaledes er paa den anden Side en vis ved Flid, Lærdom og Exempel skyndet Fremgang til Perfektibilitet saavel i den æsthetiske som i den moralske Verden, kiendelig giennem hele Historiens Løb; der geraader Menneskeheden til den høieste Ære, saa vist som den er det gode Menneskes høieste Trøst. Om der nogentid atter vil fremtræde et saadant Genie som Shakespeare, veed Himlen; men at vi Nyere med al vor Ærbødighed og Kierlighed til denne vor Stamfader kunne finde Feil hos ham og Ufuldkommenheder er vel unægteligt. Saaledes lader det sig vel neppe modsige, at flere shakespeareske Dramer tabe sig i det brede, planløse; og omendskiøndt denne plastiske Helt aldrig lader dette Brede atter tabe sig i Luft; omendskiøndt han i sine Dramer aldrig holder op at være dramatisk, saa finde vi dog den Fordring, vi have opstillet som nødvendig, nemlig: Handlingens Eenhed, flere Gange utilfredsstillet. Dette er en Feil, der kan tilgives Shakespeare, hos hvem man mere maa beundre de Mirakler, han som første Mand, og som den der brød Isen, giorde; men os, som ere hans Efterfølgere, og som staae paa hans brede Skuldre, bør det ikke tilgives.
En anden Sag, hvori jeg troer vi bør vige noget fra Shakespeare, ere de altfor hyppige og stærke Forandringer af Tiden og Stedet. Slige Forandringer geraade nemlig ikke Dramet til Last som blot Drama, men vel som et Theaterstykke, der er bestemt til Opførelse. Shakespeare havde en Undskyldning. Man renoncerte i hans Tid aldeles paa Decorations-Illusionen; men da nu virkelig Theater-Maskineriet og Maleriet formaaer at frembringe en Kunstnydelse af en ganske egen Art, naar det drives til en vis Grad af Fuldkommenhed; da Illusionen af Stedet forfrisker og understøtter Handlingen, saa er det billigt at man retter sig efter vore Tiders Tarv, saameget mere, da det, med nogen Øvelse lader sig giøre uden væsentlige Opoffrelser.
Hvad Indskrænkningen af Tiden angaaer, saa troer jeg, at den, efter Naturen, maa udledes af Dramets Forhold til Skuespillerne, ligesom Rummet af dets Forhold til Skuepladsen. Det er yderst sielden at træffe en Skuespiller, der til Fuldkommenhed formaaer at give en Karakter objektiv reen i et vist Forhold; hvor meget vanskeligere maatte det vorde at spille en Karakter, i een Aften, af forskiællige Menneskealdere. Digteren behøver ei at bryde sig om denne Indskrænkning; thi den usynlige aandelige Kunst Poesien, har blandt saa mange Andre ogsaa dette Fortrin for alle øvrige Kunster, at den ei dependerer af mechaniske Betingelser; dette giør derimod saavel Skuespilleren, som enhver anden Kunstner, hvis Organ er et physisk Objekt; nemlig af sit Legeme. Sorte Streger i Ansigtet og lange Skiæg giør ikke disse Nuancer af den forandrede Alder; det maa blive plumpt og latterligt, og dette er Aarsagen, hvorfor jeg troer man efter Kunstens Natur kan bestemme: et Theaterstykke kan kun vare saalænge, som Personerne deri blive uforandrede af Tiden.
Hvad de gængse Fordomme med Sandsynligheden for Tilskuerne angaaer, saa kan den naturligviis efter den Maade, vi betragte Tingen paa her ikke have noget at sige. Intet er latterligere end at forlange virkelig Natur, hvor man kommer for Kunstens Skyld. Vi have sagt: Kunstens Væsen er at sammentrænge, hvad i Livet findes spredt og adskilt. Saaledes maa Tiden ogsaa sammentrænges, hvilket ikke vil sige, forkortes. Og lige saavel som jeg kan bilde mig ind, at der skeer dette eller hiint, og at der, medens Teppet er nede, mellem Akterne gaaer saa eller saa lang Tid hen, ligesaa let kan jeg i min Phantasie uddrage denne Tid noget længere.
Imidlertid, hvilken Digter søger ei at tækkes sit Publikum, naar det kan skee uden Opoffrelse af det Vigtigste. Publikum er nu eengang vandt til at see Skuespil af een Dag, halvanden Dag, to Dage; jeg har forlænget min Hakon til saa omtrent tre, og haaber, at man ei tilregner mig denne Frihed for haardt. Tydsklands Schiller har i de nyere Tider begyndt at udvide Theatertiden noget, heri følger jeg ham, ligesom jeg ogsaa agter at følge ham i hans Indskrænkning og Maadehold. Man vil under Opførelsen af mit Sørgespil neppe mærke denne Udvidelse, thi i Akterne selv er ingen Pauser; og selv mellem Akterne er disse Pauser kun korte, da Stykket gaaer uafbrudt fort Dag og Nat. Paa denne Maade blev det mig muligt med nogle nødvendige Forandringer at sammentrænge Begivenhederne, hvilket ellers vilde været mig umuligt; og paa denne Maade vil jeg vorde istand til at stille flere Billeder af mit Fædrelands Historie for mine Landsmænds Øine, dersom de skulde bifalde det første.
De Grundsætninger, hvorefter jeg i disse Arbeider er gaaet tilværks, og hvorefter jeg i mine følgende Arbeider agter at gaae, har jeg nu forelagt Kunstdommerne, vidtløftigt, jeg tilstaaer det; fordi jeg troer, det er bedre, eengang for alle at bringe en Sag i Rigtighed end at føre lange Processer derom, især naar man, som jeg for nærværende Tid, er skilt vidt fra sit Hiem, og først langt om længe kan faae et Nys om, hvad der skeer, og foretages.
Efter altsaa at have smeddet mine trende Helte disse trende Pandserplader sender jeg dem ud i Verden, hvor de fra dette Øieblik af maa forsvare sig selv.