Hist, hvor Højen grønlig skraaner,
Hist, hvor Horisonten blaaner
Og sin Glans af Solen laaner,
Stod et gammelt Kloster trygt;
Tætindkranset, venligrolig,
Rundt af Skovene fortrolig,
Gudsfrygts tarvelige Bolig,
Af de store Træ’r omskygt.
Mangt et Aar var længst forsvunden,
End det uskadt stod i Lunden,
Hellig Fromhed lagde Grunden,
Til Guds Ære blev det bygt.
Anders bort sit Øje vendte
Fra den Pragt, som Hjertet blændte,
Som med Fristelser omspændte
Sjælen, Ondskabs svage Rov;
Agted’ ej de gyldne Klæder,
Vandred’ til de stille Steder,
Hvor i Andagt Fuglen kvæder
Salmer til Gud Herrens Lov;
Der lod han i dunkle Skygge
Sig et lille Kloster bygge,
At de fromme Brødre, trygge,
Kunde boe i tavsen Skov.
Ridderen med Falk og Hunde
Blev nu fra de dunkle Lunde,
At det rene Hjerte kunde
Følge Fromheds høje Bud;
Der, hvor Jægerhornets Toner
Forhen klang i Skovens Kroner,
Hvor for Fuglen lumske Doner
Sattes, — lød nu intet Skud.
I de dæmringsklørte Skove
Turde ingen Larm sig vove,
At de fromme Fædre love
Uforstyrret kunde Gud.
Hele Vaarens Fugleskare,
Ræd for Larm og Støj og Fare,
Fløj nu, paa de Vinger snare,
Til den stille Munkebo;
Hvor de loktes ej i Nøden,
Hvor de, uden Frygt for Døden,
Kunde slaae i Morgenrøden,
Uforhindret, sødt i Ro.
Hvergang Klosterklokken ringed’,
Nu hver Fugl, saa let bevinget,
Højt sig op mod Himlen svinged’,
Sang saa lystelig og fro.
Fromme Bønder did hendroge,
Op de deres Hytter sloge
Der, hvor Munkene forjoge
Overlast og Voldsomhed.
Ind de vel ej turde vove
Sig i Anders’s fromme Skove,
Men ved Søens blanke Vove
Satte de sig hisset ned.
Oldingen dem tit besøgte,
Deres Tro han fromt forøgte,
Gavmild deres Kirke smykte
Med det Kors, hvor Jesus led.
Hvergang nu en jordisk Smerte
Ængsted’ deres syge Hjerte,
Kloge Raad han venlig lærte,
Skjenkte dem sin Lægedom;
Hvergang Mismod, Kval og Kummer
Gjørde Luften kvalm og lummer,
Vakte Sjælen af sin Slummer:
Blev det godt, naar Anders kom;
Hvergang til den sidste Hvile
Trætte Legem’ hen mon ile,
Lod han brustne Øje smile
Uden Frygt for Herrens Dom.
Ak forgjæves vil du søge,
Vandrer! om de gamle Bøge,
Som forbandt sig at forøge
Kjølighed ved Klostrets Fod.
Yngste Kvist, som da mon skyde,
Monne Storme længst nedbryde,
Da kun lumske Orme ty’de
Til den trøskethule Rod.
End vel i de grønne Dale
Klostret staaer; men gyldne Sale
Paa de samme Steder prale
Hvor de ringe Celler stod.
Hist, hvor Axet Jorden dølger,
Hist, hvor Øjet gjerne følger
Agrens tunge, gule Bølger,
Sort et Kors paa Højen staaer,
Hellig Anders rejst til Ære,
At hans Aand kan altid være
Egnen nær og Omsorg bære
For sin Ager, Aar for Aar.
Hvergang Blomsten Engen spætter,
Naar det tunge Løv sig fletter
Grønt i Maj, da først sig sætter
Nattergalen der og slaaer.