I den store, snævre Stad
Gik en Yngling lidet glad;
Aftenen var taaget, mørk,
Byen tyktes ham en Ørk.
Fra sin Barndom var han vant,
Højt paa Fjeldets stejle Kant,
I en gammel Borg at boe,
Hvor ham Solen aarle lo,
Og hvor langsomt ned den gik
Med sit skjønne Purpurblik.
Ynglingen var from og klog,
Vel belæst i mangen Bog,
Leved’ med sin Fantasi
I den Tid, som var forbi;
Kjendte vel af gamle Skrift
Mangen Helt og hans Bedrift;
Ønskte sig paa Livets Vej
Heltelivet, fandt det ej;
Derfor kasted’ han Foragt
Paa sin Tid, som uden Magt.
Nylig han til Staden kom;
Utilfreds han seer sig om.
Nu, da Solen daler ned,
Voxer hans Urolighed.
Hist i Gaden lang og stor,
Staaer han, harmfuld, uden Ord;
Stirrer ned ad Huses Rad,
Hjertet svulmer fast med Had:
„Hvilken Rede! Hvilket Skjul!
Kjerneløs, ormstukken, huul!“
Som han monne saadan staae,
Ham en kraftig Olding saae,
Hørte, hvordan han udbrød,
Heftig, over Nutids Død,
Stolt af Oldtids Helteliv,
Fantasiens Tidsfordriv;
Sammenligned’ tusind Aar
Med Imorges og Igaar, —
Noas Ark og Paradis
Med et Skuur, et Birkeriis.
Oldingen, som snart indsaae
Hvad den Unge tænkte paa,
Hilstd’ ham og ytred’: „O
Jeg er af den samme Tro!
Har, som du, det Svundne kjær.
Hvad er imod Hisset Her?
Naar for Krøniken man staaer,
Skuer paa de svundne Aar,
Paa sit eget Øjeblik:
Hvilken bitter Malurtdrik!
Hvilken Forskjel! — Hist en Krans
Af Bedrifters Stjerneglans; —
Alt som Tiden kommer nær,
Taber sig det skjønne Skjær; —
Vidt adskilt i taaget Nat,
Brænder enkelt Stjerne mat,
Røgindhyllet, kummerlig,
Magtløs at begejstre mig.
Fuldlig, som naar vi see
Ned i Gadens Lysallee.“
Ynglingen gav Manden Ret:
Ha, hvo vilde nægte det?
Oldingen med Værdighed
Gik med ham ad Gaden ned;
Og, da endelig de vandt
Langsomt mod den anden Kant,
Tog den Gamle, mild i Aand,
Unge Sværmer ved sin Haand,
Vendte ham og sagde: „Nu
Staaer i Stjernekransen Du.“
Og den Unge: „Nej, o nej!
Kransen er der længer ej.
Vidtadspredt i taaget Nat
Brænder enkelt Lygte mat.
Hist, hvor jeg udgjød mit Had,
Funkler nu den lyse Rad.“ —
„Skade, vi ej saa formaae
Tiden at tilbagegaae!“ —
Svared’, med et venligt Blik,
Gubben, hilsed’ ham og gik.