Saa huldt til den venlige Bøgeskov
Det vinkte mig,
O Jord! hvor end aldrig den tunge Plov
Havde furet dig;
De hulde Smaablomster saa venlige stod’
I dunkle Ly,
De smilte saa inderlig ved min Fod
Mod Himlens Sky.
Til Skoven jeg gjennem en Mark monne gaae;
Da fik jeg see
En Steenhob vældig paa Marken staae
Mellem Høje tre;
Den stod saa ærværdig, graalighvid,
En aflang Ring;
Her holdtes der vist i gammel Tid
Et Kongting.
Paa Kampestenen, som hisset staaer,
Stolkongen sad
Med Krone, Spiir, i Sobel og Maar,
Saa faderglad;
Og hver en Kriger alvorlig treen,
Fredsæl i Aand,
Og satte sig rolig paa sin Steen
Uden Sværd i Haand.
Paa Højen hisset stod Kongens Gaard
Med stærken Muur;
Hist havde hans Datter, den væne Maar,
Sit Jomfrubuur;
Og paa den tredie Templet stod,
Berømt i Nord,
Der ofredes rygende Bukkeblod
Til Asathor.
O venlige Mark, o Lund saa prud,
Græskjolne Væng!
Overalt havde Freja pyntet ud
Sin Brudeseng.
Paa Marken knejste de røde, blaa
Kornblomster frem.
Jeg maatte standse, jeg maatte staae
Og hilse dem.
„Velkommen atter igjen i Aar,
„Paa grønne Jord!
„Hvor liflig I op i den grønne Vaar
„Blandt Kornet groer!
„Som Stjerner I blinke, blaat og rødt,
„Blandt gule Lyn;
„O hvor fortryller mig barnligsødt
„Iert Sommersyn!“ —
„Ak Digter! du har kun lidt Forstand!
„Ak Herregud!
„Du skulde kun see vor Ejermand,
„Hvor han seer ud!
„Hvergang han seer os, han kalder os Tant,
„I Øjet en Torn;
„Han kalder os Helvedes Klint iblandt
„Det velsignede Korn.
„Den største Naade, han viist os har
„I dette Liv,
„Er det, at han stundom af Lommen ta’r
„Sin Foldekniv
„Og skjær sig en Haandfuld, stor og tung,
„Under vranten Snak,
„Og blander os i en Sælhundspung
„Blandt Røgtobak.
„Han siger, at smøget paa den Maneer
„Vi arme Skrog
„Efter fattig Lejlighed Verden teer
„Nogen Nytte dog;
„Forresten vor Skjønhed, rød og blaa,
„Er Hap som Hip; —
„Alt Nyttigt bør gjennem Munden gaae,
„Det er hans Princip.“ —
„I arme Stakler, den arme Mand,
„De arme Mænd!
„Som uden salige Glæder kan
„Gaae Livet hen;
„Som ej begribe, hvad Gud har gjort,
„Som ene veed,
„At Munden er den nærmeste Port
„Til Salighed.
„Smaablomster! ak, som Eder det gaaer,
„Saa gaaer det mig:
„En stakkels Poet som en Kornblomst staaer
„Og græmmer sig.
„Det nærende Korn i Vejen han er;
„Hvad retter han ud?
„Han hæver sit barnlige Farveskjær
„Kun fromt til Gud.
„Kom Blomster! vi høre tilsammen, vi,
„Kom vakre Glut!
„Og slyng dig med tryllende Sympati
„Om denne Lut,
„Og bæv, som om Sefyr bevæged’ dit Blad
„Under Strengenes Klang; —
„Saa synge vi hver vor Skaber glad
„En Morgensang!“ —