I Vaarens varme Sol
Stod hvid hos blaa Fiol.
Vi, Søster! sang den hvide,
Vil ej om Rangen stride;
Dog viser jeg mig meer
Beskeden, som du seer.
Skjønt du vil ydmyg lade,
Har du blaarøde Blade;
Jeg her i kjølig Luft
Forsmaaer hver broget Farve;
Jeg lefler ej med Farve
Og heller ej med Duft.
Nu, — sang den anden blidt, —
Du maa dig Fortrin give;
Dog troer jeg: Man kan drive
Beskedenhed for vidt.