I femten Aars Alder da blev mig for trang
Min Bopæl hos Moderen min;
At vogte de Gjeder blev Dagen mig lang:
Jeg skifted om Tanker og Sind.
Jeg drømte, jeg tænkte — Jeg veed ikke hvad;
Jeg kunde, som forhen, ei mer være glad
Udi Skoven.
I Huen saa modig paa Fjeldet jeg sprang,
Og stirred i vildene Hav;
Mig tykdes saa liflig da Bølgernes Sang,
Som gaae i det skummende Trav.
De komme herhid fra det fjernere Land,
Og Lænker tilbage ej holde dem kan
Udi Havet.
En Morgen fra Fjeldet en Snekke jeg saae,
Som en Pil den i Vigen sig skjød;
Da svulmede Brystet af heftig Attraa,
Nu vidste jeg Raad for min Nød.
Jeg løb fra de Gjeder og Moderen min,
Og Vikingen tog mig i Snekken ind
Paa Havet.
Og Vinden den førte os hurtig afsted,
Vi fløj da paa Bølgernes Ryg,
I blaanende Dyb sank Fjeldene ned,
Og jeg var saa glad og saa tryg.
Jeg greb min Faders det rustede Sværd,
For rask det at bruge i Vikingsfærd
Paa Havet.
I sexten Aars Alder jeg Vikingen slog,
Som skjældte mig skjægløs og fejg.
Jeg Søkonge blev — over Havene drog
Jeg Landgang gjorde, vandt Rige og Land,
Og Bytte fik fuldtop hver drabelig Mand
Paa Havet.
Vi tømte af Hornene Øllet med Lyst
Og Mjøden den Drikke saa sød,
Behersked’ fra Bølgen hver mødende Kyst.
I Valland jeg tog mig en Mø;
Tre Nætter hun græd, og saa blev hun god,
Med Leg og med Gammen vort Bryllup det stod
Paa Havet.
Engang jeg og ejede Lande og Borg,
Mit Rige og Menighed voldte mig Sorg,
Før jeg fik paa dennem sat Skik.
Det vared’ en Vinter — den syntes mig lang,
Og skjøndt jeg var Konge, var Jorden mig trang
Imod Havet.
Jeg ingen Ting gjorde, men havde ej Ro
For at hjelpe hver hjelpeløs Gjæk,
En Mur skuld’ jeg være for Bondens Bo
Og Laas for Staadderens Sæk.
Paa Rettergang, Ran, og paa Tyveri
Jeg hørte mig mæt. — „Vorherre mig fri
Ud paa Havet!”
Saa bad jeg, og Ende fik Vintren lang;
Nu Vandet i Havet ej frøs,
Da Bølgerne sjunge den gamle Sang,
Der klinger: tilsøs! tilsøs!
Da Vaarvinden virker paa Is og paa Sne,
Saa Strømme sig styrte fra Bjergene ned
Udi Havet.
Da blev jeg som ført af usynlige Baand,
Mig lokkede Bølgernes Brag,
Jeg skjænkte bort Guldet med rundeste Haand,
Jeg, fattig som før, med et Skib og et Sværd
Drog paa Eventyr ud i Vikingefærd
Paa Havet.
Som Vindene fri vi legte med Lyst
Paa fjernhenstrømmende Sø:
Vi Mennesker saae paa den fremmede Kyst
Eens allesteds leve og døe.
Bekymring har stedse sin visse Borg,
Men Vikingen kjender ej Frygt eller Sorg
Paa Havet.
Og atter blandt Skjærøer jeg spejdende stod
Efter Skibe i det fjerne Blaa;
Kom Vikingesnekker — da gjaldt det Blod,
Men blodig er Sejren den Tappere værd,
Og Vikingevenskab det knyttes med Sværd
Paa Havet.
Stod jeg mig om Dagen paa gungende Bunk,
I Glands for mig Fremtiden laae;
Og rolig, som Svanen hensvæver saa strunk,
Jeg førtes paa Bølgerne blaa:
Hvert Bytte, som kom i min Vej, det blev mit,
Og Haabet, som Rummet, var grændseløs frit
Paa Havet.
Men stod jeg om Natten ved gungende Stavn,
Og Bølgen paa Skibet indbrød;
I Havets det skummende Skjød.
Da randt mig isinde den Menneskens Lod,
At Vinden fra Medbør kan blive imod
Paa Havet.
Jeg tyve Aar fyldte, da Timen der var,
At Søen begjærte mit Blod;
Den kjender det godt, og drukket det har,
Naar Striden den haardelig stod.
Det brændende Hjerte det banker derved,
Det snart vil svales paa kjølende Sted
Udi Havet.
Men ikke jeg qvæles af nagende Sorg,
For Livet det gik med en Fart.
Der gaae flere Veje til Gudernes Borg;
Og bedst er at komme der snart.
Med Dødssang de tonende Vaager gaae;
Paa dem har jeg levet; — min Grav skal jeg faae
Udi Havet.
Saa synger paa enlige Klippe blandt Brag
Den skibbrudne Viking i Brændingers Brag,
Ham Søen i Dybet nedriver.
Igjen tone Vaagerne Sølivets Pris,
Og Vindene vexle paa forrige Vis;
Men Tapperheds Minde det bliver.