Bag et flammegult Gardin
— om sig snesevis af Fluer
sidder Aftægtsmor og snuer;
Ranker fra den vilde Vin
snor sig over Vindueskarmen,
skærmer Gammelmor mod Varmen.
Svunden Tid er hende nær,
se: man samles jo til Møde,
her, hvor Havens Roser gløde
— det er Grundtvigs Vennehær;
stille: stille: — Salmeskælvet
bruser under Lindevælvet.
Og hun ser i Vesterled,
Slottet med de gyldne Skjolde
gemt bag Rosenskyers Volde
lokke blidt i Aftenfred;
Grundtvig fra sin Plads i Stuen
smiler under Fløjelshuen.