Nu fløjter Nordenvinden
sin triste Vintersang,
og bladløs peger Linden
paa det der var engang;
og Aftenen er nu saa nær,
i Haven blir der øde,
hvor Buske vinterrøde
har Frostens første Skær
Og skrigende staar Maagen
igennem Taagens Slør,
mens Natten tætner Taagen
om Bakkegaardens Dør;
og Tiden blir saa trist og lang
og Sindet fyldt med Længsel,
gør Stuen til et Fængsel,
hvor aldrig lyder Sang.
— — — — — — — — — — —
Vesterude — vesterude
bløder Dagens sidste Skær,
tænder Ild i hver en Rude,
farver Grøft og Mosekær
— saadan slutter Livets Stunder,
slukner alle Haab og Maal
— blusser op som røde Vunder.
slettes som et udbrændt Baal.