Den, som vil Lykkens Gunst forhverve,
Maa kraftig kjæmpe for sin Løn,
Men vil ham Guderne fordærve,
De nægte aldrig ham en Bøn;
De lade først hans Tanke blindes,
Og saa, hvad han begjærer, skee;
Og her Pygmalion vi mindes,
Hvis Lykkes Krone blev hans Vee.
Af parisk Marmor, reent ublandet,
Fyldt af sit Skjønhedsideal,
Han sig en Venus havde dannet,
Saa skjøn som den i Himlens Sal.
Med Kunstens Gaver rigt udsmykket
Stod Støtten rank paa sneehvid Fod,
Og den ei Verden blot henrykked,
Men selv han henrykt for den stod.
„I Guder! I, som Bønner høre!”
Udbrød han i sit Hjertes Glød:
„O, lad en Kunstners Bøn jer røre,
Og løn hans Stræben ei med Død!
Fuldend, hvad her jeg Form har givet,
Med eders Kraft min Kunst forstærk,
Skjænk dette skjønne Billed Livet,
Og o, formæl mig med mit Værk!”
Og Unders Under! Knap ophørte
Pygmalion at tale her,
Før Billedstøtten let sig rørte
Og trak, med hævet Barm, sit Veir;
Før Kindens Smiil fik Livets Varme,
Før Øiet aabned sig og saae,
Og Venus med udbredte Arme
I Favnen paa sin Skaber laae.
Der blev en Glæde! Brudekjolen
Strax til den Skjønne søgtes ud,
Og før endnu sig sænked Solen,
Holdt stolt han Bryllup med sin Brud.
Det var en Fest! Blandt Myrtekroner
Med Roser krandset Bruden sad,
Og Brudgomshjertets Jubeltoner
Fandt Gjensvar i hans Gjæsters Qvad.
Saa fløi forbi en Honningmaaned
Med Lyst og Leg, i Sus og Dus,
Og Kunstneren, som reent var daanet,
Igjen opvaagned af sin Ruus.
Men ei paa eengang blev han vaagen,
Og ei hans Blik sig klared brat,
Men meer og meer, liig Morgentaagen,
Der følger paa den dybe Nat.
Hvordan det gik, han selv ei vidste,
Men meer og meer de hulde Træk,
Der før saa stærkt ham monne friste,
Han saae at stivne, til sin Skræk;
Saa haard ham tykkes Marmorhaanden,
Det liliehvide Bryst saa koldt,
Og ikke meer end Formen Aanden
Sin Tryllemagt for ham beholdt.
Saa megen Aand hans Venus eied,
Saa megen, men ei heller meer,
Som selv Modellen han tilveied
Og præged i dens bløde Leer.
Men skjøndt nu stor nok var Portionen
For en til Taushed dømt Figur,
Den var for lille for Personen,
For hvem jo Talen er Natur.
Og just paa Sprogets Liv det skorted,
Paa Tale, hvori Tanker boe,
Og meest i Omgang hun forkorted
Sin Yttring til et Ak! og O!
Hvert Svar hun gav, Pygmalion kjendte,
Før til hans Øre det fandt Vei,
Og han, som til et Du sig vendte,
Han fik tilbage kun sit Jeg.
Han fik en Skabning af sin Tanke;
Men trods den levende Figur,
Han aldrig mærked Hjerte banke,
Og Kunsten aldrig blev Natur.
Hiint friske Væld, hvoraf oprinder
En Livsstrøm, evig ny og klar,
Han i sin Halvdeel ikke finder,
Thi som et Værk hun færdig var.
En dyb Melancholie betog ham,
Tilgrunde reent gik Lyst og Mod,
Og dog hans Venus ei bedrog ham,
Hun var ei ond — hun var ei god;
Hun var ei dum — men klog ei heller;
Men skjøn hun var! — Han lod det gaae,
Ja, han sig selv det tidt fortæller,
Skjøndt ikke længer han det saae.
Men hvergang med sin ranke Skjønne,
Der saae omkring med kolde Blik,
Han gik om Aftnen i det Grønne,
Modtog hans Hjerte Stik paa Stik.
De spøgende Hyrdinders Latter,
Den glade Dands til Fløitens Lyd
Han næsten som en Haan opfatter,
Der spotted med hans tabte Fryd.
Og naar, mens Bølgen sagte rinder,
Ved Havets Bred de Begge stod,
Hvor nys hjemvendte Fiskervinder
Fra Baaden sprang paa nøgen Fod;
Naar trindtomkring lød munter Hvisken,
Naar Byttet deeltes under Sang:
Hvor forekom ham død som Fisken
Den Venus, der ved ham sig hang.
„O,” ved sig selv da dybt han sukked,
Med Blikket paa sin Marmorviv,
Der stod med Øine vidt oplukked’:
„O, kun et Glimt af dette Liv!” —
Men intet Livsglimt Ønsket vakte;
Hans Aand fornam kun Sorgens Kald,
Og Tiden Katastrophen bragte,
Hvorom der nu berettes skal.
En Aftenstund, mens Dagen helded,
Og Sol forgyldte Bjergets Top,
Var med sin Venus han paa Fjeldet,
Det myrtekronte, stegen op.
De stod, hvor Fjeldets bratte Side
Sig lodret ned i Havet skjød,
Der saaes med lange Bølger glide,
Hvis hule Døn mod Klippen lød.
Hvor stolt og pragtfuldt var det Skue,
Som Jord og Himmel her dem gav!
Foran, i Aftensolens Lue,
Laae grændseløst det aabne Hav;
Imod det fjerne Ølands Strimmel
Fiolblaat, guult sig Lyset brød,
Og over dem den blanke Himmel
Sig baded som i Purpurglød.
Høit hæved sig vor Kunstners Hjerte;
Midt i sit bittre Savn belønt
Ved Aftnens Syn for Dagens Smerte,
Udbrød han henrykt: „O, hvor skjønt!”
Hans Venus, ved hans Udraab, stirred
Ud over Havet, blaaliggrønt,
Og med en Ro, der ham opirred,
Gjentog hun langsomt: „O — hvor — skjønt!”
„Men ei blot skjønt!” han mørk gjensvared,
„Med sligt et Ord er ei det gjort;
Hvor Guders Glands sig aabenbared,
Der hedder det med Grund: hvor stort!”
Hans Venus paa hans Ord ham troede;
Liig Koen paa en malet Port
Hun atter ud paa Bølgen gloede,
Og gjentog mat: „Hvor stort! hvor stort!”
„Ja, stort skal mig dit Echo nytte!”
Udbrød Pygmalion i Harm,
Og idetsamme heftig stødte
Sin Viv han bort med udstrakt Arm.
Ved Stødets Magt trængt hen mod Havet,
Foran hvis Dyb hun svimled alt,
Stod hun et Øieblik og raved,
Før over Klippen ud hun faldt.
Høit lød et Veeraab fra dem Begge,
Og rædselsfyldt Pygmalion saae
Det hvide Slør og Kjolens Dække
Liig spredte Vinger Bølgen naae.
Han hendes Dødskamp saae fraoven,
Han hendes Dødssuk høre fik,
Før heelt begravet under Voven
Hun sporløs for hans Syn forgik.
Snart Bølgens Ro tilbagevender;
Men end, forstenet i sin Skræk,
Han stod med sammenslagne Hænder,
Med stive Blik og spændte Træk.
Det evig Uerstattelige
I Pandens Fure præget var,
Og Qvaler, som i Suk opstige,
Hans Kunstnerhjerte gjennemskar.
„O,” brød han ud, idet han Haaret
Som en Fortvivlet sig afrev:
„O Blændværk, der mit Hjerte daared,
Saa mig forhadt min Glæde blev!
O Marmorbrud, som blev min Mage
Ved Elskov, meer end Marmor stærk:
Dig har jeg myrdet! Selv af Dage
Jeg tog min Lykke med mit Værk!
Mit Værk, der trylled Jorderige,
Mit Skjønhedsværk foruden Meen,
Mit Mesterværk foruden Lige,
Mit Underværk, med Kjød af Steen!
Min Længsels Barn, født af mit Hjerte,
Min Venus, af min Tanke skabt,
Gudinde for min Lyst og Smerte,
Vee! Vee mig! Alt for mig er tabt!”
Her vildt omkring hans Øine rulled,
Som om et Skrækkens Syn han saae,
Og ned han kasted sig i Muldet,
Hvor han bevidstløs længe laae.
Men da igjen hans Øienlaage
Sig hæved, og han Mælet fik,
Da dækked mørk en Vanvidstaage
Det før saa klare Kunstnerblik.
Fra denne Stund han Intet vilde,
Ved Intet meer hans Hu sig hang,
Og, i sig selv indsluttet, stille
Han vandred eensom nu sin Gang.
Ei meer at virke, meer at stræbe
Man saae ham, selv for Tidsfordriv;
Det stille Smiil omkring hans Læbe
Dog vidned om et indre Liv.
Og dette Liv paany opvælded
Hver Aften, naar fra Dalens Skjød
Han steg ad Stien op paa Fjeldet,
Mens Folkets Hvisken bag ham lød:
„See der, der gaaer igjen den Gale!
Nu har hans Venus sendt ham Bud;
Nu skal igjen han op og tale
Med sin forsvundne Marmorbrud!”
Men lidt kun Spotterne han agted,
Han iilte fremad som en Vind,
At naae det Maal, han eftertragted,
Den myrtekronte Klippes Tind.
Der tog han Plads, hvor Fjeldets Side
Sig lodret ned i Havet skjød,
Op fra hvis Bølger snart saa blide
Og snart saa stærke Toner lød.
Der sad han saa med Smiil om Munden
Og skued ud paa Bølgens Top
Og saae sin Marmorbrud fra Bunden
Af Havet sneehvid stige op.
Men alt som meer og han stirred
Paa Synet, af hans Hjerne skabt,
Blev Blikket forgyldt og forvirret,
Og Tankens Traad for ham gik tabt.
Da strakte længselsfulde Arme
Han mod sit Drømmebilled ud,
Med Lidenskabens hele Varme
Paakaldende den fjerne Brud;
Da, for at høre Svar han flytted
Sig ud og ind — og spændt og stum
Han efter Vindens Susen lytted,
Naar Bølgen vo’xed sig med Skum.
Og saadan sad i Timer lange
Han Dag for Dag — thi hjem han gaaer
Først, naar paa Himlen Stjerner prange, —
Og saadan sad han Aar for Aar;
Og saadan end, med Lokker hvide,
Saaes han paa Fjeldet, fyldt af Savn,
Fortvivlet sine Hænder vride
Og aabne Bølgerne sin Favn.
Thi af sin Længsels Drøm besjælet,
Gik kun dens Syner ham forbi,
Og evig med sit Værk formælet
Hans Aand blev aldrig mere fri.
Som tabt og vunden Marmorqvinden
Blev lige qvalfuld for hans Liv:
Og saadan hevned sig Gudinden,
Som han begjærede til Viv.