Niende Scene.
De Forrige. En Page, strax der Grev Robert.
Pagen (idet han aabner Døren).
Grev Robert af Anduze!
(Pagen bort.)
(Grev Robert træder ind, fulgt af to Riddere. Han gaaer
frem paa Scenen og bøier Knæ for Aurora.)
Robert.
Min høie Herskerinde, vær mig hilset!
Aurora (hævende ham op).
Velkommen fra Jer Reise, ædle Greve!
Dog Eders Herskerinde nævn mig ei;
Jeg er det ikke meer.
Robert.
Ja, jeg har hørt det.
Men før jeg klarer Sagen, ned jeg lægger
Mit Regnskab i Jer Haand.
Aurora.
Tal, ædle Greve!
Robert (til Alexander).
Og Eder, høie Hertug, dette angaaer.
Alexander.
Vel, min Hr. Greve!
Robert (til Aurora).
Dette Document
Til Eder, min Fyrstinde, overbringer
Dispensation fra Kirken til at ægte
Selv Eders Fætter i den første Grad,
Og meget mere da Savoyens Hertug,
Med Eder kun i tredie Led beslægtet.
Aurora.
Tilladelsen er overflødig nu;
Thi efter Hertug Alexanders Ønske,
Og efter mit, er denne Sag forbi.
Robert (til Alexander).
Tør Eders Ord, min Hertug, jeg fornemme?
Alexander.
Prindsessens Villie altid var min Lov.
Aurora.
I taler altfor dunkelt, ædle Hertug.
Dog videre, Hr. Greve.
Robert.
Min Fyrstinde!
Hør nu mit Ord, at Grunden I maae indsee
Til Eders store Faders sidste Villie,
Som man for tidlig her har gjort bekjendt.
Balliot (for sig).
Nu Touren er til mig. Jeg skjælver alt.
Aurora.
Og hvad er Grunden?
Robert.
Sikkert kan I mindes
Den bittre Strid, der tog en blodig Ende,
Imellem Eders Fader og hans Broder,
Den yngre Hertug Ludvig af Provence,
Der fordred Landets Deling mellem begge.
Som Sneen naar den ruller voxte Striden,
Og Krigens Luer tændte den i Landet,
Og stærkt man kæmpede paa begge Sider,
Og Tusind faldt, og Tusinde dertil —
Den Sidste dog var Hertug Ludvig selv,
Da vildt han stred i Slaget ved Boureille.
Dermed var Kampen endt, men Sorgen ei,
Der Eders Fader fulgte som hans Skygge
Fra denne Stund. Jeg var hans Ven I veed,
Og som hans Sorger jeg har deelt, saa deelte
Jeg og hans Omhu, for at søge og
Antage sig den faldne Hertugs Børn:
Prinds Victor og Prindsesse Victorine.
Men al vor Søgen var omsonst; af begge
Var intet Spor, thi Moderen var død,
Og kun et dunkelt Sagn der gik, at Ammen
Var flygtet til Italien med begge.
I denne Tvivl var mange Aar forløbne,
Da paa sin Dødsseng modtog Eders Fader
Et Brev, og Brevet fulgtes af Beviser,
Om disse Børn og deres hele Skjæbne;
Kun deres Opholdssted var ei betegnet.
En Eed af mig nu Eders Fader tog,
At ingen Flid og Møie skulde spares
Før disse Børn var fundne. Selv erkjendte
Han i sit Testament Prinds Victors Ret
Til Thronen før hans egen Datter; dog
Da uvis endnu Sagens Udfald var,
Blev først et Aar bestemt at skulle løbe
Før Testamentet aabnedes af Raadet,
Mens Navnet paa den ny Regent blev nedlagt
I Codicillen, som han mig betroede.
Saa var min høie Fyrstes Villie; thi —
Hvad ogsaa samme Codicil beviser —
Hvis dette hele Aar er løbet ud,
Og ei Prinds Victor findes — bliver Kronen
Paa samme ædle Hoved, som den bar.
Her Codicillen er! (overrækker Aurora et Papir).
Nu, min Hr. Marschal!
Begriber I nu Grunden til mit Ønske?
Balliot.
Fuldkommen, min Hr. Greve! Jeg har feilet.
Aurora.
Og har I fundet, hvad I svor min Fader
At ville finde?
Robert.
Ja, min Herskerinde.
Alexander.
Hvad, Prindsen funden?
Balliot.
Saa Prinds Victor lever?
Lysander.
Den ene Nyhed trænger paa den anden.
Carocco (for sig).
Han hedder Victor — jeg Victoria raaber,
Og pereat Aurora, naar jeg seer ham.
Aurora.
Saa denne Prinds er funden — og en Fætter
Paa samme Tid jeg som en Hersker faaer.
Robert.
Fast hele Aaret var omsonst min Søgen,
Ja selv Italien intet Spor mig viste;
Da modtog jeg paa Grændsen her af Landet
Et Brev fra samme Haand, som skrev det sidste.
Det stævned mig til Møde dybt i Skoven
Bag Bjergene. Jeg kom derhen, og fandt
Paa Leiet døende den fordums Amme
Til begge Børn. Der fandtes og Beviser,
Utvivlsomme som Dagen, for at Sandhed
Var i den Døendes de sidste Ord. —
Beviserne Archivet gjemmer nu,
Men Prindsen og Prindsessen hid jeg førte,
At Testamentets Lov ei skulde brydes,
Og at paa denne Dag Provences Fyrste
Af Alle skulde hilses som Regent.
Aurora.
Hvor er han da? Siig, hvor?
Robert.
Endnu han tøver.
Hos Pagen Felix og Felicia vente
Han og hans Søster til jeg har dem meldt.
Aurora (med et Udraab).
Hos Pagen Felix!
Balliot.
Ridder Felix lever?
Robert.
Er det vidunderligt?
Balliot.
Ja, min Hr. Greve!
Thi nylig blev hans Død os meldt fra Skoven.
Et Overfald —
Robert (afbrydende).
Det er et Eventyr,
Som denne tomme Hjerne har udklækket.
(peger paa Carocco).
Af Billo, hvem i Skoven jeg har mødt,
Jeg Alt erfared.
(Fløidørene aabnes).
Aurora.
Han kommer!
Robert.
Ja, der er de alle Fire!