Tolvte Scene.
Carocco, de Forrige.
Balliot (til Carocco).
Stands!
Stands, Hr. Carocco! — Ridder, er I gal?
I træder mig paa Taaen —
Carocco.
Undskyld! Undskyld!
Balliot.
Hvad er Jer hændt, Hr. Ridder? Meent forvirret
I seer jo ud, og snapper efter Veiret.
Carocco.
En vidunderlig, høist sørgelig og tragisk, men i sit
Udfald glædelig Begivenhed er arriveret — dog ikke
mig; nei, vor naadige Fyrstinde.
Balliot.
Hvad, Fyrstinde Aurora?
Carocco.
Ja, hende selv i egen høie Person. Hun vil
strax være her. Jeg ilte iforveien, Marschal, for at
forberede Jer.
Lysander.
Men hvad er da hændt? Hvad er skeet? Hurtig,
Hr. Ridder!
Carocco.
Sagte, sagte, min unge Ven! Seer I, saaledes gik
det til. Hundene havde just opdrevet Hjorten og
jaget den ud paa den store Slette ved Søen, hvor
jeg egentlig gav den sin Bekomst, skjøndt Pagen Fe-
lix, der nu har sin Næse allevegne, kom til at give
den det sidste Stik, og saaledes tog Æren fra mig.
Hele Jagttoget omringede nu den døde Hjort — da med
eet kom een af Faklerne for nær til Fyrstindens Hest;
Hesten steilede, og een, to, tre, marsch marsch, gjorde
den Høire omkring og fløi som en Piil hen ad Sletten
ligeud mod Søen. Alle vilde vi nu vove vort Skind
og komme Prindsessen til Hjelp, men ogsaa her tog
Pagen Luven fra os. Han red — nei, han red ikke,
han fløi henad Marken; næsten troede vi han var
besat, thi ingen Fugl men alene Fanden kunde skyde
saadan en Fart. Nu var han kun 20 Skridt fra
Fyrstindens Hest — nu kun 10 — nu var han lige
paa Siden af den, og vel var det; thi Hesten vilde
just støde en Kolbøtte ud over Klinten og ned i
Søen. — Med høire Haand, saadan — (han griber fat
i Balliot,) greb nu den Fandens Page alle Fyrstindens
Tøiler — dreied saa sin Hest idetsamme (dreier
Balliot omkring) — alle Tøiler sprang (støder ham bort) —
begge Hestene styrted om paa Siden, og da vi nu
Alle kom til, var Prindsessens Kinder saa hvide
som Kridt, og hendes naadige Hænder rystede kjendeligt.
Balliot.
Ih, Gud bevare’s! Det er jo frygteligt. Og
Grunden til det Hele var een af de Fakler, som jeg
Usalige bragte med til Jagten. Jeg maa afsted!
Paa mine Knæe vil jeg afbede min Brøde. Jeg elen-
dige, jeg jammerlige Menneske!
(Gaaer.)
Carocco.
Bi et Secund, Marschal! Jeg følger Jer.
(Vil gaae.)
Lysander (holder ham tilbage).
Et Øiebliks Taalmodighed, Hr. Ridder!
Carocco.
Hvad er til Tjeneste?
Lysander.
Oplys mig blot om een Omstændighed. Denne
Page Felix og hans Søster Felicia synes at spille en
vigtig Rolle her ved Hoffet. Hvem er de egentlig?
Hvorfra skrive de sig? Hvorfor nævner man dem al-
tid ved deres Fornavn? Har de intet Binavn som
andre christelige Folk? Hvem var deres Fader? Hvor
er ...
Carocco (afbrydende).
Deres Moder? Ja vor Herre veed det. Jeg
er ligesaa klog som I. Kort efter at den salig Fyrste
var gaaet til sine Fædre, spadserede Prindsesse Aurora
en Morgenstund i Parken, kun ledsaget af en Dame.
Med eet staaer en gammel Kone for hende, der ved
hver Haand holder et Barn — og disse Børn vare
ingen andre, end bemeldte Felix og Felicia. Konen
kaster sig paa Knæ for Prindsessen, og efter Hofda-
mens Beretning skal hun have sagt: Naadigste Prind-
sesse! Disse Børn ere udsprungne af adeligt Blod.
De have ingen Fader, thi jeg er ikke deres Moder;
og derfor, hvis I selv engang haaber Himlens Barm-
hjertighed, saa lad disse unge Mennesker ikke gaae
Fanden i Vold. — Ved de Ord: Fanden i Vold,
forsvandt Kjællingen, overtroiske Folk ville paastaae
som en Røg; men jeg, min kjære Hr. Lysander, troer
ikke paa slig Ammestuesnak.
Lysander.
Jeg ikke heller. Men Prindsesse Aurora ...
Carocco.
Ih nu, Prindsesse Aurora, der skal være over-
maade blødhjertet, tog Børnene til sig, og lod dem
oplære i alle Konster og Videnskaber. For 2 Maa-
neder siden har hun ansat Felicia som sin Hofdame
og Felix som sin Page. See, der er Historien!
Lysander.
Ved Himlen! en mærkelig Historie. Men siig
mig ...
Carocco.
En anden Gang, bedste Ven! Der har vi
Fyrstinden.
Lysander.
Og Pagen holder hun ved Haanden.
(De træde tilside.)
