Ottende Scene.
Alexander, Felicia.
Felicia.
Besøget gjelder mig. Hvor flyer jeg hen?
Alexander (træder frem).
Min Frøken! Undskyld min umeldte Ankomst.
Et Uheld med min Hest mig drev fra Jagten,
Og mens min Page sørger for en anden,
Jeg tyer til Eder om et Opholdssted.
Felicia.
Tillader Eders Høihed, vil jeg kalde
Hr. Billo for ...
Alexander (afbrydende).
At holde mig med Selskab?
O nei, jeg ønsker intet andet Selskab,
End det en gunstig Stjerne mig forunder.
Min Lykke vil, at I ei Jagten fulgte,
At eensom her jeg Eder skulde træffe,
Tilintetgjør ei dette Held, min Frøken!
Felicia.
Min Frygt er Aarsag, at jeg blev tilbage;
Thi end besteg jeg aldrig nogen Ganger,
Og fandt til Jagten endnu aldrig Mod.
Men end I staaer, min Hertug! Tillad, at ...
(vil gaae)
Alexander (holdende hende tilbage).
Her lad mig staae, og byd mig ei at sidde!
Flyt ikke Foden! Skift ei Blik og Stilling,
At ei det skjønne Syn jeg tabe skal.
I var beskjæftiget med Konsten — ha,
Hvis jeg en Digter var, jeg talte nu:
Min unge Musa, som her staaer for mig,
Med Krands om Panden, Lyren om din Skulder
Og Morgenrødens Skjær paa Kind og Læbe —
O, løft din Stemme! Rør de gyldne Strenge!
At i Beundring jeg maa stille lytte
Til dine himmelske og rene Toner.
Felicia.
Vel, ædle Hertug, at I ei er Skjald;
Den virkelige Musa kunde vredes,
Fordi saa slet I danned hendes Billed.
Alexander.
Det vilde Musen ei; men lad som Digter
Endnu mig tale, som jeg har begyndt,
Til min Gudinde gjennem hendes Billed;
Thi hvad er Billedet? kun Sjælens Speil;
Igjennem det jeg skuer ind i Væsnet,
Og beggeto forklare sødt hinanden.
O, hør mig derfor, du, hvem længst jeg søgte!
Dig har jeg fundet nu, — jeg veed det vist,
Thi samme Harmonie sig løser fri
Fra Harpen i mit Bryst som fra din Lyra.
Og derfor lad mit Ord sig nu forene
Med dine Toner! Derfor lad mig lægge
Mit Hjerte som et Offer for din Fod!
(knæler ned.)
Felicia (træder tilbage).
Min ædle Hertug! O, hvad gjør I ...
Alexander (reiser sig).
Tilgiv!
Jeg var henreven af min egen Drøm,
Der viste mig som Digter hos min Musa.
Men denne Stemning, rig paa Digt og Sandhed,
Mig giver Mod, at tolke Jer en Bøn,
Som længe alt har hvilt paa mine Læber.
Felicia.
En Bøn til mig?
Alexander.
En dristig Bøn Felicia!
Dog før jeg Ord den giver, lad mig minde,
Om Leiligheden, da den først blev født.
Det var iovergaars ved Dandsen, da
Jeg eensom stod i Salens Hjørne, lænet
Til Pillen op, og saae de muntre Nækker
I yndig Flugt at svæve mig forbi,
End fulgte dem mit Blik — og see! til Slutning
Jeg skued ved den unge Pages Haand
En Dame svæve frem, hvis Glands fordunkled
For mine Øine hvert et andet Syn.
Som før hun syntes mig en Musa lig,
Saa var hun dengang Billedet af Gratien.
Knap rørte hun ved Gulvet med sin Fod,
Igjennem Luften fløi hun — da, med eet,
Idet hun anden Gang forbi mig svæved,
Rev sig en Sløife løs fra hendes Hjerte,
Og flagred, seet af Ingen, hen til mig.
(tager Sløifen frem.)
See, dette Baand, af Skjæbnen dannet til
En Knude, som kun Lykkens Gud kan løse,
Har siden hiint Minut jeg hos mig baaret.
O skjænk mig denne Sløife! Hidtil bar
Jeg som et Rov den ved mit Hjerte; — giv mig
Den løst tilbage! som et Tegn, at Haabet
Ei meer er bundet men tør frit sig hæve. —
— Har disse Læber intet Ord for mig?
Felicia.
Hvad skal jeg sige? O, min ædle Herre,
Naar jeg mig selv betragter, naar jeg mindes
Min egen Ringhed, maalt med Eders Glands
Da synes det mig fast, som I mig spottet,
Og ned mit Øie synker med mit Mod;
Men hæver atter jeg mit Blik til Eder,
Og seer den Godhed, som i Øiet boer,
Da vexler Frygten om med Uvished,
Og Tanken har ei Kraft at føde Ordet.
Alexander.
Og tvivler du? See, som hiin fordums Konge,
Saa siger jeg: Begjær hvad helst du vil,
Hvis paa min Kjærlighed et Tegn du fordrer.
Felicia.
Jeg tvivler ikke — o min ædle Herre ...
Alexander.
Dog tag det som et Tegn: at Alting falmer,
Ja selv det Skjønneste, naar du dig nærmer —
O, siig mig, er ei dette Tegn dig nok?
Felicia.
Eet er mig nok, at fra den første Time
Jeg her Jer skued, svared Eders Stemme,
En sagte Stemme i mit eget Bryst:
At I fra den Tid af har bygget her,
(hun lægger Haanden paa Hjertet.)
Skal det jeg dølge, da det glæder Eder?
Jeg skulde dølge det, men kan det ei.
Alexander (knælende ned).
O søde Ord, hvis Toner fryde Sjælen!
Her lad mig knæle! Her for dine Fødder!
Thi hvad du selv, i Troen stærk, ei fordrer,
Derefter i min Svaghed higer jeg.
Her rækker jeg dig Sløifen — lig med denne
Mit Haab endnu er bundet; løs det fri!
Felicia (idet hun trækker Sløifen ud).
Det være fri, det lette Haab! Det bindes
Af ingen Lænke mere paa sin Flugt!
Alexander (trykkende Baandet til sine Læber).
O Talisman! jeg har dig her tilbage,
Og større nu end fordum er din Kraft!