Femte Scene.
(Felicias’s Kammer. I Baggrunden et Bord, hvorpaa
brænder en Lampe. Felicia sidder med en Guitar i
Haanden. Idet Dækket gaaer op, griber hun en Accord i
Strengene.)
Felicia.
Det vil ei gaae! Den Tone, som jeg kalder,
Vil ikke svare med den rette Røst;
Og Harmonien, som mit Hjerte søger,
Af disse Strenge lokker ei jeg frem.
(Hun lægger Guitaren fra sig, og gaaer frem.)
Hvad er det dog — hvi er jeg saa bevæget? —
Det er igjen for mig i denne Stund,
Som da jeg fra min Fattigdom, og Ringhed
Kom med min Broder her til dette Hof.
Hvor følte jeg mig let og dog betynget,
Da første Gang igjennem disse Sale
Jeg vandred stille ved Fyrstindens Haand!
Snart var det som fra alle Kanter lød
Med deilige Accorder Glædens Strenge;
Snart hørte jeg en Stemme, som mig kaldte
Med Toner, uforklarlige og søde,
Tilbage til mit Hjem, den dunkle Skov.
Nu lyder atter denne Røst for mig:
Bort fra den glade Sværm, fra disse Fester,
Fra denne Herlighed, som Hjertet ængster,
Og til din Hytte hjem, og hjem til Fred ...
Dog hør! (lytter) Fra Parken klinger Jægerhornet!
(Gaaer hurtig hen til Vinduet; aabner det, og seer ud.)
Der drager Jagten frem! — O hvor de glimre
De gyldne Vaaben i det klare Maanskin!
Hvor Fanerne og Fjerene de vaie! ...
Hvem rider ved Auroras Side? — See!
See hvor hans hvide Ganger slaaer i Jorden ...
De drage op mod Skoven ... Een efter Een
De svinde bort i Løvets dunkle Skygge. —
(Træder et Par Skridt tilbage.)
Hvor straaler Maanen! Saadan lyste den
Naar i den stille, dunkle Aftenstund
Vor gamle Moder sad med mig og Felix
Ved Træet, udenfor vor Hyttes Dør. —
Mens Eventyr i Mørket hun fortalte,
Og maned frygtelige Trolde frem,
Som holdt i Bjerget unge Prindser fangne,
Vi knugede os nærmere hinanden,
Og lytted ængsteligt til hendes Ord.
Men steg saa Maanen frem bag Skovens Nat,
Saa raabte hun: Felicia! Felix! see!
Der kommer Feen i sin Straaleklædning,
Som skal fra Døden Prindserne befrie
Og føre dem til Kongen ... Stille! — her!
Nu lyder atter Jagtens fjerne Toner.
(Hun gaaer atter hen til Vinduet; støtter sit Hoved paa Haan-
den, og seer ud.)