Tredie Scene.
Alexander og Lysander,
som ere i Jagtklædning, træde ind.
Alexander.
Vi er’ de Første her paa Pletten.
Lysander.
Men det kan ei forundre, Herre! Damer
I veed vil søges og vil ventes paa.
Alexander.
Nu, min Taalmodighed er ei den mindste;
Men dog jeg higer efter Jagten — efter
At komme bort, for at dessnarere
Jeg vende kan tilbage her igjen.
Lysander.
I bliver ved Jert Forsæt?
Alexander.
Ja, igaar
Da Marschal Balliot invitered mig
Til denne Jagtfest, jeg af ham erfared,
At mens Prindsessens Damer hende følge,
Felicia bli’er ene her tilbage.
Lysander.
Og nu har I besluttet? ...
Alexander.
Ha, du spørger,
Som ei du allerede Alting vidste.
Ja, nu har jeg besluttet, at forsøge
Min Lykke her hos Damen, mens I Andre
Ved Maanens Straaler jage Skovens Hjort.
Lysander.
Tilgiv, min ædle Hertug! For romantisk,
Og, tør jeg føie til, for uklog synes
Mig denne Plan, og Alt, hvortil den fører.
Alexander.
Ha, spar mig dine Taler! Hundred Gange
Har jeg mig sagt det Samme.
Lysander.
Dog, min Hertug? ...
Alexander.
Dog gjør jeg hvad jeg vil — nei, hvad jeg maa.
Lysander.
Nu, hvad man maa, det maa man. Men tillad mig,
Thi Vennens Frihed har I selv mig skjenket,
Tillad mig kort at minde Jer om Alt.
Alexander.
Tal!
Lysander.
Først Eder jeg om Stedet vil erindre,
Som for Savoyens Fjelde vi har byttet.
Alexander.
Her i Provence er vi.
Lysander.
Rigtig, Herre;
Her i Provence ved Fyrstindens Hof.
Alexander.
Hvad følger deraf?
Lysander.
Conclusionen kommer
I Øieblikket. Dernæst, ædle Herre,
Maa Tiden ei I glemme.
Alexander.
Systematisk
Jeg seer du gaaer tilværts: først Sted, saa Tid.
Nu vel, det er en deilig Sommertid,
Hvor Dag og Nat i Glands og Skjønhed kappes.
Lysander.
I dreier Ordet, men det hjelper ei;
Thi nu jeg gaaer til Bunden i min Tale,
Til Grunden for vort Ophold i Provence:
Hvorfor, min høie Hertug, er I her?
Alexander.
Hvorfor? Hvorfor, det er et hæsligt Spørgsmaal,
Thi uforskammet altid Svar det fordrer.
Hvorfor? Nu vel, for at formæle mig,
Og føre hiem en deilig Gemalinde,
Hvem selv en Hertugkrone jeg vil skjænke,
Mens hun til Gjengjeld giver mig en anden.
Lysander.
Ei sandt, Prindsessens Ord I har erholdt?
Alexander.
Saa halvt om halvt; men nu ... er snart du færdig?
Lysander.
Ei ganske. Eders Brud I elsker høit?
Alexander.
Ved Himlen, ja! Fyrstinden er mig kjær.
Lysander.
Om kort Tid Sagen declareres skal
For hele Landet?
Alexander.
Ja, saavidt jeg veed.
Men hvortil alle disse Spørgsmaal?
Lysander.
O,
Tilgiv mig eet endnu, og jeg skal tie.
Siig, er det min Erindring, som mig skuffer,
At Eders sidste Fødselsdag, min Hertug,
Jer gav en Sum af Ni og Tred’ve Aar?
Alexander.
Ifald jeg var en Dame, jeg beklaged
Med Grund mig over din Hukommelse,
Som da jeg gav et værre Navn, Lysander.
Men nu — jeg vil nu sætte, du har Ret,
Hvad følger deraf?
Lysander.
O, en Bagatel!
Tillad mig blot at holde Speilet for Jer,
Og Eders Billed der vil knap I kjende.
Alt viser der sig omvendt: Fordums Klogskab
Bedækkes af Letsindighedens Kappe,
Og Eders Hjerte, skjøndt af Lænker holdt,
Bevæger der sig frit med Fuglens Vinger.
Af Eders Alder tyve Aar er borte,
(Gud veed hvordan, men vist det er, de svandt)
Og som en nittenaarig Yngling vandrer
Bekrandset der paa Eventyr I ud.
Alexander.
Ja, du har Ret; som var jeg nitten Aar,
Saa føler jeg i Alting mig forandret.
Er det en Hævn af Amor? Tøved derfor
Saamange Aar han med at saare mig,
For at hans Magt jeg dobbelt skulde føle?
Men vist det er, at har han end mig truffet,
Saa fik jeg Gudens Letsind med i Kjøbet.
To Pile sendte han; den ene skjød han
Fra min Fyrstindes stolte Øie, fra
Den majestætiske og hvalte Pande,
Og fra den ædle, kongelige Form;
Men fra et Barn han sendte mig den anden.
Er det Contrasten i vor Alder? Er det,
At Alt jeg hos Felicia finder samlet,
Hvad mig Erfaring, Tid og Livet røved —
Er det just derfor at min Sjæl fortrylles,
At Hjertet daares sødt ved hendes Syn?
Jeg veed det ei, og spørger ei derom,
Saalidt som efter Stjernens Gang jeg spørger,
Der drager just den Vei, den vandre maa.
Som den jeg fængslet er af Gudens Love;
Jeg følger kun den Bane han betegner,
Og kjender ingen Villie uden hans.
Lysander.
Jert Ord fortryller mig; — naar saa I tænker,
Saa vexler som en Kappe jeg min Mening,
For imod Guder vil jeg ikke stride.
Det er kun mig og andre slige Smaafolk,
Hvis Lykke ei er gjort, men først skal gjøres,
Der altid bør ta’e Klogskab med paa Raad.
Alexander.
Du troer dig viis i din Eenfoldighed.
O, Stakkel! seer du ...
Lysander.
Tys, min ædle Hertug
Der har vi strax den ene Elskerinde,
Lad om den anden intet Ord forlyde.
(Afsides, idet Alexander gaaer hen imod Døren.)
Jeg vil mig slaae til Ro; gaaer Tingen frem,
Saa kan min Hertug ikke gaae tilbage.
