Syv Konster man fra gamle Dage drev,
Hvormed Enhver forsøge kan sin Lykke,
Foruden først at gjøre Prøvestykke
Og tage Borgerskab og Borgerbrev,
Og frie Konster disse syv man nævner.
Sligt er nu saare godt; kun er det slemt,
At blandt de syv den ottende er glemt,
Som — skjøndt den hverken fordrer store Evner
Saalidt som megen Lærdom — dog tilvisse
Ei burde kaldes mindre fri end disse,
Thi frit endnu den øves alle Dage;
Og denne Konst — er Konsten at behage.
Er det en Konst? du spørger. — Troer du, Kjære,
At du behage kan Enhver omsonst?
Siig til dig selv: „o det er ingen Konst,
At vinde Hjerter og ved Hjerter Ære“ —
Og see, om Livet vil det Samme lære.
Nei! at behage, det er just en Konst,
Som for de Fleste selv er høist besværlig,
Og Konstner er Enhver, som vinder Gunst;
Er det ei saa, vil ei jeg være ærlig.
Men hvordan lærer man da Konsten? Ja,
Jeg nægter ei, at dette just er Knuden;
Thi mangen En behage kan, foruden
At gjøre selv det Mindste til og fra.
Han fødes til Behag; blot han sig viser,
Man roser og tilbeder ham — man priser
Ham selv for Dyder, som han aldrig har.
Hver Dames Hjerte i Beslag han ta’er,
Hver Fyrste laaner naadig ham sit Øre,
Hver vil ham tjene, Alle kan han røre,
Han i en Haandevending kan forføre,
Og er maaskee med Alt — dog kun en Nar.
En saadan En ei Lærdom nødig har.
Saa er der Andre, som med Suk og Smerte
Sig sige maae, at Ingen de behage:
De svede Nætter og de svede Dage,
Men svede sig dog aldrig til et Hjerte;
De har paa Ærens Trappe neppe fødet,
Før baglænds strax de styrte ned paa Ho’det;
De vise neppe sig, om nok saa kort,
I noget Huus, før Verten raaber: Bort!
Det er Ulykkelige — disse Stakler
De hjelpes ei ved Konst, men ved Mirakler.
Men endnu er den tredie Sort tilbage,
Den store Mængde, som ei kommer i
Den nævnte dobbelte Categorie:
Folk, som har sure og har søde Dage,
Folk, som behage og som ei behage,
Alt eftersom de Tingene vil tage;
Folk, som i Lykkens Bog har et Capitel,
Om ei paa anden Viis, saa ved en Titel;
Folk, som sig altid føle for med Hænderne,
Og aldrig røre tør ved Yderenderne;
Folk, som, lig Koen, døe mens Græsset groer;
Folk, som nu Folk er fleest paa denne Jord.
Til dem at tale har jeg her den Ære;
Thi naar de vil, saa kan de Konsten lære,
I Chinas Land, hvor Alting som bekjendt
Er i den bedste Orden, hvor man kjender
For Alting Raad og Trøst, man ogsaa har
I Konsten at behage Professorer.
De boe i Peking, nær ved Keiserborgen,
Og over deres Døre læser man
Med gylden Skrift de Ord: King-kong-sut-se
Pe-kuang-pe — Ord, som paa Dansk betyde:
Træd ind, min Ven! du vil det ei fortryde.
Til slig en Mand en Morgen kom en Yngling,
Hvis Navn var Peri, med fortvivlet Blik,
Med Kinder, blegede af Sorg, og Miner,
Som tydede paa dyb Elendighed,
Og sagde sukkende: Giv mig et Raad!
Lær mig den Konst, at vinde trende Hjerter,
Som nu jeg mistet har, igjen tilbage.
En Ven jeg havde, en fortræflig Digter
I høiere chinesisk Poesie;
Og en Patron, en Mandarin jeg kjendte,
Som meente mig det vel; og o! jeg elsked
En deilig, ja en himmelsk China-Datter,
Hvis smalle Øine sadde sødt paaskraa,
Hvis Fod i Længde knap var fire Tommer,
Hvis dunkle Haar var samlet til en Kegle,
Der paa det spidse Hoved yndigt nikled —
Men Ven og Elskerinde og Patron
Har alle vendt sig bort i Vrede fra mig,
Thi jeg behager dem ei meer. Her qvaltes
Af Sorg hans Stemme; og, af Smerten bøiet,
Han sank til Jorden ned med Graad i Øiet.
Nu, lad dig trøste, sagde mild den Lærde,
Idet han hæved ham fra Gulvet op:
Jeg kjender Een, hvis Konst hvert Hjerte vinder,
Og som dig lære skal den samme Konst.
Med disse Ord han drog et Dække bort,
Som deelte Stuen, og for Peris Blik
Sig viste nu en siddende, en stor
Og majestætisk Menneske-Figur
Af Porcellain, hvis Hoved, der var smykket
Med en uhyre høi og spids Terrin,
Bestandig nikked fremad og tilbage,
Som vilde det sig selv i Slummer vugge;
Med andre Ord: en stor chinesisk Dukke.
Min unge Ven — Professoren nu talte —
Betragt ærbødig denne store Mand;
Thi denne Mand var, som han sidder her,
I lang Tid Favorit hos en Minister;
Selv Keiseren har høiligen ham yndet,
Og hvad det smukke Kjøn betræffer, da
Jeg Ingen kjender, som var elsket meer
Af dem ved Dag og Nat, til alle Tider,
End denne store Mand, som her du seer.
Du spøger sagde Ynglingen, idet
Han til Figuren gik, og slog med Stokken
Paa Dukkens Hoved saa at huult det gjenlød:
Hvor er det muligt? denne hjerneløse
Og tomme Dukke — den en Favorit,
Ei blot hos en Minister, men hos Damer?
Tie! svared hiin — forsynd dig ei med Ord,
Og spot ei daarlig, hvad du ei begriber:
Ja, det er sandt, den unge Mand er huul,
Og Ho’det har den Evne kun at nikke,
Men just hans Huulhed er hans største Skat;
Thi ved en egen Form af Bryst og Mave
Gi’er som et Echo han hver Lyd igjen,
Og paa hver Tale, som man retter til ham,
Han svarer altid lydeligt og høit.
Gaa hen til ham, og gjentag stærkt og tydeligt,
Hvad Mandarinen, hvad din Elskerinde
Og hvad din Ven dig sagde sidste Gang,
Før bort de vendte sig i Vrede fra dig.
Læg nøie Mærke til, hvad saa han svarer;
Thi ægte Viisdom, Raad og Hjelp og Trøst,
Alt vil du finde samlet i hans Røst...
Hvert Ord, som da de sagde, vel jeg mindes,
Gjensvared Peri, mens han vendte sig
Til Dukken om, og talte høit til denne
Med Mandarinens Røst: „Siig, unge Ven,
Siig mig paa Ære og Samvittighed
Din Mening om hvad nylig her du saae,
Thi ei jeg nægte kan, at jeg faaer Skrupler;
Da før Soldaten jeg lod Ho’det slaae
Af Betleren, fordi han af mig tiggede,
Mon da jeg gjorde Uret eller Ret?“
Ret! raabte Dukken mens den heftig nikkede,
Og som et Echo, medens Halsen vrikkede,
Den gjentog atter Ordet: Ret — Ret — Ret. —
Jeg sagde: Uret — sukked Peri let.
Lig Digteren, lig Vennen atter hæved
Mod Dukken han sin Stemme: „Bedste Broder!
Hvis Dom jeg veed er sanddru, og hvis Bifald
Er kjært mig over Alt — o siig, hvad tykkes
Dig om det Digt, hvori jeg Theen priser,
Og navnlig hæver høit den over Kaffe,
Det lange Digt, som jeg igaar dig skikkede;
Siig, finder du det daarligt eller godt?“
Godt! raabte Dukken mens den voldsomt nikkede,
Og medens atter frem den Lyden hikkede,
Den repetered atter: Godt — godt — godt. —
Jeg — sukked Peri — trak paa Skuld’ren blot.
Nu tredie Gang til Dukken han sig vendte,
Og med sin Elskerindes Røst han talte:
„Min ømme Ven, hvem sødt min Sjæl tilbeder,
Hvad synes du om disse sorte Pletter,
Som omkring Øiet jeg med Tusch mig prikkede?
O, finder du med denne Pynt mig skjøn?“
Skjøn! raabte Dukken himmelhøit og nikkede,
Og medens Peri den i Munden kiggede,
Fra Maven toned atter: Skjøn — skjøn — skjøn. —
Jeg svared omvendt, sukked Chinas Søn.
Den Lærde smiilte — Ynglingen i Tanker
Paa Jorden stirred; da han heftig udbrød,
Idet han hæved Haand og Blik mod Dukken:
Ja, du har Ret, du Vise, hvem jeg haaned,
Fordi jeg ei forstod din dybe Tomhed,
Og ei begreb dit hule Væsens Kjærne.
Ja, du har Ret! og som i Speilet seer jeg
I dine Ord min Skjæbne og dens Aarsag.
Alt har jeg tabt, fordi jeg før ei kjendte
Dig og din hule, herlige Natur.
Men kan min Brøde aldrig da forsones?
End nikker du til mig — din Trøst jeg fatter:
Du er min Lærer, jeg er din Discipel!
Han gik; men os Historien beretter,
At inden trende Dage vandt han atter
Tilbage sine trende tabte Hjerter.
Ja, fremad gik han med utrolig Lykke;
Thi altid nikked han, og Alle gjengav
Han deres egen dyrebare Røst.
Nu er han allerede Mandarin,
Har otte Paafuglfjer, og sexten Koner,
Af hvilke fast til Raseri han elskes.
Ja selve Keiseren ham er bevaagen,
Og har ham tillagt Navnet: Pelkko-Ekko,
Paa Dansk: den høist behagelige Mand.
Her ender min Fortælling, og Moralen
Jeg overlader Hver at drage frem.
Husk bare paa, at China er dens Hjem;
Om os naturligviis er ikke Talen.