Perlen
(Jfr. Matth. 13. 45, 46.)
(Jfr. Matth. 13. 45, 46.)
Hvi jeg Gods og Guld ei meer besidder,
Hvi jeg fattig gjennem Verden gaaer,
Jeg, hvis Herlighed var før som Solen,
Naar den pragtfuld op i Østen staaer?
Saa I spørger; — See, min Skjæbne førte
Mig fra Hjemmet ved sit stærke Bud,
Og jeg vandred gjennem mange Lande
I den underfulde Verden ud.
Da jeg traf en Perle paa min Vandring,
Just som Sjælen modig var og træt,
Just som Øiet var af tusind Syner,
Var af Jordens Underværker mæt;
Slig en Perle aldrig før jeg skued,
Aldrig før af Straaler lig en Krands,
Aldrig før saa gjennemsigtig Klarhed,
Aldrig saa vidunderlig en Glands.
Og den var ei blot mit Øies Glæde,
Snart den ogsaa blev mit Hjertes Trøst;
Dag og Nat dens Herlighed mig fyldte
Med unævnelig og stille Lyst.
Naar mit Øie hvilte paa dens Straaler,
Freden underfuld til Hjertet kom:
Den var Lys i hele Verdens Mørke,
Rigdom i Alverdens Fattigdom!
Store Summer bød jeg dens Besidder,
Naar kun Perlen blev mig overladt;
Dog, han fordrede mit hele Eie
For sin sjeldne, kostelige Skat.
Alt jeg gav, saa heftig var min Attraa,
Og jeg vandred bort, en Betler lig:
Gods og Guld er borte — ikkun Perlen,
Dyrebar som fordum, er hos mig. —