Atter brister Jordens kolde Bælte,
Af dens Moderskjød nu atter vælte
Blomster frem i Millionerviis;
Atter i de løvbedækte, svale,
Høje, lyse, æterfyldte Sale
Klinger Fuglens Sang til Vaarens Priis.
Bækken frem i løste Bølger danser,
Solens Billed, som en Sky bekranser,
Svømmer stoltelig paa Bølgens Bryst;
Let, som Tanken, Luften svæver over
Havet, der med skumbedækte Vover
Bryder susende mod Landets Kyst.
Ogsaa Mennesket er løst fra Smerte;
Og fra Spiren dybest i hans Hjerte
Fredens dufterige Lilje groer.
Som en Puppe brister Sjælens Kummer,
Som en Sommerfugl, af Dødens Slummer,
Vaagner Glæden med de søde Ord:
Se! med Morgenrødens Krans om Panden
Er den unge Genius opstanden,
Slaaer sin Vinge jublende og glad.
Opad, opad vil den Lette stige,
Hente Mennesket fra Lysets Rige
Kjærlighedens røde Rosenblad.