Naar ved Sveas Nabostrande
Eensom, tankefuld jeg gaaer,
Over Sundets klare Vande
Axelstad mit Øje naaer,
Selsomt vil mit Hjerte bæve,
Anelser mig sødt omsvæve:
„Føler du den gamle Længsel,
Fjernet fra din elskte Ø?
Tykkes Landet dig et Fængsel,
Muret ind af salten Sø?
Viid, at ingen Frastand bryder
Baandet, som saa huldt dig fryder.”
„Fædrelandets høje Minde
Boer jo evigt i dit Bryst;
Hvor end dine Timer rinde,
Hører du jo Danmarks Røst,
Og med den du skal fornemme
Overalt de Elsktes Stemme.”
„Over Dal og Fjeld og Bølge,
Selv i skumle Taagenat,
Haabets Glimt dig ømt skal følge,
Ej du vanke skal forladt.
Eviggrøn du og skal finde
Venskabs blide tro Kjærminde.”
Molbech.