Vaarlyst
Den 28. Maj 1811.
Den 28. Maj 1811.
Venlige Ro, Du som fylder mit Bryst,
Hjertets ungdommelig salige Lyst,
Anelse, Du som i Morgenens Stund
Vakte min Sjel af dens døsige Blund,
Smilende Haab, i Din vaargrønne Dragt,
Og Phantasi, med Din blomstrende Pragt:
Siger mig, Elskte! hvad førte jer hid?
Hvi er min Skjebne vel bleven saa blid?
Nys jeg i Sværmen saa ensom jo stod,
Giftige Tankesky kvalte mit Mod;
Vinterens tunge og isnende Baand
Fængsled endnu min nedtrykkede Aand;
Hjertet var sygt, og den slumrende Kraft
Minded kun om, hvad jeg engang har havt;
Haabet var flygtet, og Taaren i Løn
Randt ved Erindringen, ak end saa skjøn!
Men da mig vinked saa venligt et Bud,
Kaldte i hellige Tempel mig ud,
Hvor jeg, en Søn af den stille Natur,
Øste af Kilden, saa klar og saa pur,
Hvor jeg i Venskabs den kvægende Arm
Snart fandt husvalet min ængstede Barm:
Saae jeg min Morgen oprinde paany,
Vaaren at blomstre i Rosernes Ly.
Himmelske Engel! Dit liflige Smil
Læged hvert Saar af den grusomme Piil;
Hjertet nu atter kan svulme af Lyst,
Haabet gjenkalde den flygtede Trøst,
Sjelen sig hæve, af Anelser fuld,
Højt over Jorden og, skrøbeligt Muld,
Dale fra Evigheds straalende Hjem
Ned til de Elskte og frydes med dem.
Her, hvor nu smiler den tidlige Vaar,
Her skal og Glæden i kommende Aar
Bygge sin nøjsomme, venlige Bo,
Gjenføde Hjerternes salige Ro.
Kraften skal grønnes som vældige Eg,
Uskyld fremblomstre i barnlige Leg,
Kjærligheds Engel i qvindelig Barm
Nære sin Lue, saa hellig og varm.
Lad dem da hisset i prunkende Stad,
Hvor jeg tidt saaredes, sjelden var glad,
Spotte mit Haab og mit trofaste Sind —
Aldrig jeg stædes blandt Daarerne ind.
Langt fra den Flok, som kun gjøglende Pral
Hylder, og Pragten i glimrende Sal,
Hid skal jeg tye, naar min Barm vorder trang,
Ængstes af Unaturs fiendende Tvang.
Her, i den tause, fortrolige Dal
Frit jeg skal aande i Skyggen saa sval,
Stundom med Kildens sølvtonende Klang
Svagt skal samstemme min ensomme Sang,
Saga i mangen højtidelig Stund
Lede mig ind i sin hellige Lund;
Engang den Krands, hun kun Yndlinger gav,
Være det Minde, som pryder min Grav!