Antologier

Bonden beder med liden Ro, naar Regnen slaaer paa hans Hue;

Naar Taaen er kold og Ryggen er vaad, kun lidet hans Tanker due.

Det var St. Lavrentius, han agter en Kirke at bygge;

Thi ganger han ud paa den brede Vej med Tiggerposen paa Rygge;

Ganger han ud paa den brede Vej alt med sin Fattigmands Pose;

Hans Øjne de vare som Altarlys, hans Kind den var som en Rose.

Det var den hellige Herrens Mand, han sankede Guldet røde.

Hans Sko var reven, hans Fod var hoven, det gjorde ham megen Møde.

Han samlede mogle Guld og Sølv alt paa de Riges Trapper;

Men aldrig han ejer en Kjortel ny, han gaaer i de gamle Kapper.

Han drikker stedse det klare Vand og aldrig Vinen saa rød;

Thi bedsken Æddike Kristus drak i sin uskyldige Død.

Og aldrig han tager ved anden Mad end Stodderbrød det sorte;

Hunden river hans bare Skind alt for de rige Mænds Porte.

Men da han langer til Lundeby, hans Tiggerpose var fuld;

Og aldrig et Lem han røre kunde, saa mødig han falder omkuld.

Han tingede kunstige Mestere, de skulde den Kirke rejse;

Muren skulde være rød og tyk, med Taarne skulde den knejse.

Ørnen flyver i vildene Sky, han kan sine Vinger strække;

Det meente han St. Lavrentius, de Taarne skulde ham række.

Den Muldvarp kravler i dyben Muld, hvor Snuden den kan bunde;

Der vilde han St. Lavrentius, den Steen skulde Kirken grunde.

De Mestere mure den lange Dag alt udi den bare Skjorte;

Men hver den Steen, de mure ved Dag, den var om Natten borte.

Om Morgenen laa baade Kalk og Steen vidt om paa den grønne Hede,

Sligt gjordes af alle de Trolde smaa og alle de Kjæmper lede.

Lavrentius vaager ved Midienat, hans Tanker løbe saa vide:

Det var da den sorte Trold, han stander ved Munkens Side:

„Hør du mig, St. Lavrentius! den Kirke jeg bygger paa Slette;

„Vil du mig goden Murerløn med Haand og Mund forjætte.

„Og du skal give mig Sol og Maane, dertil dine Øjne baade,

„Eller du skal sige mig, hvo jeg er; mit Navn det være din Gaade.“

Det var St. Lavrentius, han nikker med Hovedet brat;

Det var da den sorte Trold, han bygger en Kirke ved Nat.

For St. Lavrentii venstre Øje, tilmed for hviden Maane,

Han bygger et langt og prægtigt Taarn, det synes i hele Skaane.

For St. Lavrentii højre Syn og for den røde Sol

Han bygger et andet Kjæmpetaarn, det synes ved Nørrepol.

Lavrentius den Morgenstund staaer glad for gylden Alter,

Der drikker han af den hellige Kalk og synger en dejlig Salter.

Men dengang Solen han gik ned, og Mørket det drev paa,

Da maatte den Herre saa sørgende paa Marken ene gaae.

„Hvor skulde jeg hitte det Troldenavn, naar jeg det aldrig vidste;

„Jeg visselig maa mine Øjne to inat til Troldene miste.

„O Skade for mit gamle Syn, som ej jeg kan bevare;

„Men allermeest for Sol og Maane, de skinne begge saa klare.“

Den Herre lagde sig ned og bad alt paa den grønne Høj,

Da hørte han i Højen brat en Puslen og en Støj.

Det var det arrige Troldebarn, saa saare hans Øjne runde,

Og Moderen ganger op og ned og tysser ham, som hun kunde.

„Slaa dig til Taals, min rare Glut! du lade Graaden fare,

Nu kommer Find med Sol og Maane, med Kristmands Øjne klare!“

Og det var St. Lavrentius, han bliver saa glad tilmode,

Frelst var Sol og frelst var Maane, dertil hans Øjne gode.

Thi da den lede Troldmand atter ad Hjemmet monne lakke,

Han siger: „du være velkommen, Find! alt i din egen Bakke!“

Og det var da den lede Trold, han skreg i Højen inde,

Og skrige gjorde det lidet Barn, tilmed den lede Kvinde.