P.L. Møller (1814–65)

At give en fuldstændig Skildring af Rahbek som Skribent og Menneske, vilde udfordre et vidtløftigt Værk, eller, om man vil, to Værker; thi i begge Henseender er han en Personlighed af en i vort Fædreland ualmindelig Betydning og Interesse; i begge Egenskaber har han paa en mærkelig Maade grebet ind i et stort Afsnit af den danske Culturhistorie. Men kun at skildre Rahbek i det ene af disse Forholde vilde være halv Gjerning. Man maa hvert Øieblik have saavel Forfatteren, som Mennesket for Øie. Begge vare hos ham uadskillelig sammenknyttede og omtrent lige betydningsfuldt fremtrædende, og kun en forenet Betragtning af begge kan give den rette Forestilling om Manden og lede til at vurdere ham efter Fortjeneste. Det var imidlertid langtfra, at hans Egenskaber som Menneske lode hans litterære Virksomhed træde i Skygge. De bidroge netop til at give denne en eiendommelig Colorit.

        Rahbek var, da han døde, en Patriark, og dette ikke blot ved sit Aldersforhold til den dalevende Slægt; men hans hele Liv og Virksomhed var af en i den nyere Tid høist usædvanlig patriarkalsk Natur. Han var ikke en Forfatter, der sad hjemme i sin Studerestue og udsendte sine Skrifter til et fjernt, ham personlig ubekjendt Publikum, men han var en venlig og elsket Husfader, som med godmodig Satire og uudtømmeligt Lune improviserede sine Værker for det danske Folk en famille, og som, naar Pennen hvilte, gik omkring til hver især i Familiekredsen, trykkede dem i Haanden og fortalte Historier og Bonmots.

        Ved sin uafbrudte Deltagelse i Dagens forskjellig bevægede Liv, navnlig i Hovedstaden, ved sin personlige Omgang med alle sine Samtids meer og mindre udmærkede Skribenter, Skuespillere og Embedsmænd, ved den Ligevægt, hvormed han i sin Person forenede de danske Cardinaldyder, Fredelighed saavidt muligt, Maadehold, Upartiskhed og Alsidighed, blev han i Fjerdedelen af et Sekulum (Slutningen af forrige og de første Aar af det nærværende) Lederen af det danske Folkeliv. Hans Navn var paa Alles Læber, hans Viser ligesaa populære, som hans Tidsskrifter. Han kunde i sin Tid saa at sige have tilladt sig Alt, uden at Nogen havde vovet at krumme et Haar paa hans Hoved. Han var i sine bedste Aar Nationens erklærede Yndling; ved ham hvilede dens litterære Hovedinteresse, og det med en saadan Styrke, at selv Baggesen, hvis Forfattertalent upaatvivlelig var af en langt høiere Natur, kun i de mere fornemme Kredse gjorde ham Rangen stridig; og der behøvedes ikke Mindre, end en Erobrer som Oehlenschläger, til — dog ei uden Modstand — at fravriste ham den.

        Men gammel Kjærlighed ruster ikke, og om end Rahbek i følgende Tider for en Del selv lod den ruste, ophørte den dog aldrig. Den Plads, han engang havde i Folkets Hjerte, vedligeholdtes i hans Livs sidste Dage i Modsætning til den, han ikke længer indtog i Litteraturen; den Popularitet, han ikke længer havde som Skribent, beholdt han som Menneske; den gamle Varme oplivedes hos Mange ved hans sidste Værk, hans „Erindringer“, og da hans Kone — thi ogsaa hun tilhørte paa en Maade Nationen — og Aaret efter han selv, døde, var den dannede Del af Folket i Aanden sørgeklædt. Næsten alle dalevende Digtere forherligede de Hedengangnes Minde. De ved denne Anledning fremkaldte Taler og Digte udgjorde et anseeligt Bind, og det var ikke blot Fædrene og Mødrene, som fældte Taarer, men ogsaa Sønnerne og Børnebørnene; thi hans Navn var gaaet i Arv til dem som en hellig Tradition.

        Dersom Nogen af det Ovenstaaende sluttede, at Rahbeks Virken dog egentlig kun har været af forbigaaende og ephemerisk Natur, da vilde herved begaaes en Uretfærdighed. Som Danmarks frugtbareste og mest yndede Journalist er han endnu, om end usynlig, tilstede i den nulevende Slægts Dannelse. Hans Selskabs- og Drikkeviser synges vel nuomstunder sjeldent, men det er kun fordi den sorgløse cordiale Stemning, af hvilken de i sin Tid udsprang, er vegen for en mere cholerisk. I æsthetisk og litterær-historisk Henseende er deres Værd uforgængeligt, og neppe skal nogen anden Litteratur, i Friskhed, Lune, Vid og Jovialitet, kunne opvise Mage til de bedste af dem, f. Ex.

og mangfoldige andre.

        Som Forfatter af de første danske Noveller blev han, efter Evalds Forarbeider, Skaber af den danske fortællende Prosa. Han befriede den fra Holbergs latiniserende Vendinger og fra den Evaldske Tids Efterligning af tydske, engelske og franske Manerer. Det er dette Rahbekske Sprog, udmærket ved Simplicitet, Natur, Lethed og Klarhed, ved en mild Fylde, der undertiden steg til den skjønneste Veltalenhed, det er denne Prosa, der endnu lever og smigrer det danske Øre i vor nyere Novellelitteraturs bedste Frembringelser. Og svæver endelig ikke den Aand, som var Frugten af hans dramaturgiske Stræben, endnu over mange af den danske Scenes lysere Partier?

        Saaledes som nu hans Liv ligger udbredt for os, vil den historiske Physiolog kun sjelden finde et Exemplar af en Typus, hvori en heel Tidsalder og dens folkelige Grundtone saa fuldkommen har personificeret sig. I sin Ungdom og Manddom repræsenterer han aldeles den philantropiske Livsanskuelse fra forrige Aarhundredes sidste Halvpart. Gellert havde havt megen Indflydelse paa ham, og Rousseau betragtede han ligetil sin Død som sin dyrebareste Lærer. Skjøndt hans Poesi oftest var af elegisk Natur, udskeiede han, der overhovedet var fjern fra enhver Overdrivelse, kun flygtig til den sygelige Sentimentalitet, som en Tidlang var i Mode. Dog gjorde de tydske „følsomme“ Romaner og den hele Følsomhedsperiode et Indtryk paa Ynglingens bløde Gemyt, som aldrig ganske forlod ham, og som med hans republikansk-politiske Begeistring gav hans Væsen en egen Inconseqvents. Hans senere Liv repræsenterer ikke mindre fuldkomment den gemytlige Periode, der — under den almindelige europæiske Bevægelse, — i vort Fædreland dannede Overgangen til den egoistiske Livsanskuelse, som maaskee egentlig daterer sig fra den franske Revolution, fandt sine væsentlige Støttepunkter i Napoleon, Byron og den sildigere Göthe, og som, ved Vanskeligheden i at finde Erhverv, har udstrakt sig til alle Klasser. Som „Udg. af Danmarks ypperste Maanedsskrift, Ff. af Danmarks ypperste Ugeskrift“ (see Sanders polemiske Afhandling mod Rahbeks Bedømmelse af hans „Odeum“) slynger hans Navn sig overalt igjennem et halvt Sekulum af vor Litteraturhistorie, og knytter sig til ethvert stort og betydningsfuldt Navn i denne.

        Jeg skal først kortelig berøre de vigtigste historiske Momenter i hans Liv, og derefter meddele nogle faa Træk til Billedet af hans Charakter og det eiendommelige Privatliv, hvori han og hans Kone var Sjælen, — som udfoldede sig i en beskeden, tilsyneladende indskrænket Kreds, men hvis Indflydelse efterhaanden kom til at strække sig meget vidt.¹

        Rahbeks Forældre, som siden, da deres Omstændigheder forbedredes, flyttede til Bredgaden, (saavidt vides, der hvor senere det saakaldte Mac-Evoiske Palais blev bygget), boede den Tid, da han blev født, i det mørke, snævre Christenbernikovstræde i Kjøbenhavn.

        Det var den 18de December 1760, at Justitsraad og Toldinspecteur Rahbek blev Fader til en Søn, som snart udmærkede sig ved livlige blaae Øine og en stærk rødlig Haarvæxt, og som han opkaldte efter sin Morbroder, den rige Kjøbmand — ligesom han selv en Bondesøn fra Ribe Stift — Hr. Knud Lyne. Da Moderen, forhenværende Kammerjomfru hos en Grevinde Levetzov, Aaret efter døde, fik Drengen i sin jydske Farmoder en øm og kjærlig Opdragerinde. Han blev af sin strenge Fader holdt meget indsluttet, nød privat Underviisning, og skrev i sit 8de Aar sit første Vers. Hvorledes saae nu saadan en Dreng ud paa de Tider? — Han beskriver sig selv (Erindr. 1, 34) saaledes. Det ildrøde Haar, som senere voldte ham adskillig Ærgrelse, blev af Skriverdrengen daglig puddret med hvidt Pudder (i Tilfælde af Ligbegængelse med Kjønrøg, der stak skrækkelig af imod det blege Ansigt), og friseret i Toupee, — siden i „Hestesko“ — med Carosbukler og Pung i Nakken. Dertil havde han en rød Damaskes Kasseking med vedhængende Vest og rødt Multumsfoer, Krave med Kalvekrøds og Mansketter, Bind om Halsen, sorte Emses eller Manchesters Knæbuxer, sorte Strømper og Sko med Spænder. Indvendig var han bepandsret med en tyk Nattrøie og en Brystdug. Saaledes udrustet kom han i sit 12te Aar i Herlufsholms Skoles Mesterlectie. Først her fik han nogen Smag paa Friheden, her levede han sine lykkeligste Barndomsaar, og knyttede Bekjendtskabet med en af sine kjæreste Venner, Forfatteren af Sørgespillet Dyveke, O. Samsøe.

        Neppe 15 Aar gammel blev han dimitteret, tog de to første Examina med bedste Character, og underkastede sig Aaret derpaa (1777), da han „dog skulde have noget at tage sig til,“ med samme Held den nye af Struensees Efterfølger i Ministeriet, Statssecretæren O. Høegh-Guldberg, oprettede Examen for Skolemænd, der blev en Slags Forløber for den nuværende store Philologicum. Herved kom han i Gunst hos Guldberg, der dog neppe har fundet sig videre opbygget ved hans Interesse for Theaterlivet og de dengang fremspirende Frihedsideer. Senere gik Rahbek baade paa theologiske og juridiske Forelæsninger, dog uden Tanke om saaledes at erholde Adgang til en Embedsstilling.

        Men fra disse første Studenteraar skriver sig hans Bekjendtskab og snart fortrolige Venskab med Studenten Rosing, der til almindelig Forargelse gik til Theatret, med Jfr. Olsen, en udmærket Skuespillerinde, senere den berømte Rosings Kone, med Digterne Pram, Evald, Abrahamson, Thaarup o. m. fl. Han var den eneste, der i den stadige Litteraturkamp imellem den dybere Poesi (Evald og hans Tilhængere) og paa den anden Side Vittigheden og den franske Smags Forsvarere (det norske Selskab), uden at indvikles i Strid og Fjendskab kunde vedkjende sig baade sin Agtelse for det sidste Parti og sin Beundring af det førstes Formand. Noget mere end almindeligt maa der have været ved dette unge Menneske paa 17 Aar, som saa hurtig blev optagen i Kredsen af ældre og anseete Mænd, der ikke behøvede at være nøisomme i Valget af deres Omgang. En Slægtning indførte ham paa det bekjendte Neergaardske Caffehuus i Badstuestrædet, et dagligt Samlingssted for Skuespillere og Skjønaander. Navnlig blev han her Omgangsven af den bekjendte Dramaturg Rosenstand-Goiske. Rahbek sad her og læste Bladene ved et Glas Melk og Vand til 1, eller en Kop Caffe til 3 Skilling, og da han var meget færdig i Datidens Selskabsspil, Lhombre, Quadrille, Tritrille, Piquet o. s. v., som man her spillede ofte fra Kl. 9 om Morgenen, vandt han sædvanlig „ved ufortrøden Flid“ de to Mark til Comedie om Aftenen, og, naar han var meget heldig, kunde han endog nyde en Pegl Vin til sin Aftensmad paa Spisekvarteret.

        Hans Tilbøielighed drog ham især til Theatret. Som saa mange unge Mennesker ønskede han selv at blive Skuespiller, og agtede at forberede sig dertil i et „dramatisk-litterært“ Selskab. Men det gik uheldigt og — Skjæbnen var ham gunstig. Det nærmere Samliv, der i det dengang mindre folkerige Kjøbenhavn fandt Sted saavel mellem Familier, som mellem alle mere opvakte Hoveder, lettede ham Veien til det rette Udløb for hans Skuespilinteresse, og udviklede, i Forening med flittigt Studium især af Lessing og den engelske Æsthetiker Home, en overordentlig tidlig Modenhed hos ham, ikke som Acteur, men som Dramaturg og Kunstdommer. 16 Aar gammel havde han oversat en af Racines Tragedier og et Stykke af Diderot, og i sit 18de Aar skrev han et originalt Stykke, „den unge Darby,“ der dog ved Opførelsen 1780 ligesaalidt som hans senere Originalarbeider for Scenen gjorde synderlig Lykke. Men omtrent paa samme Tid havde han i „Alm. dansk Bibliothek“ kritiseret „de danske Skuespillere“, og til samme Tidsskrift (under Maske af Oversætter) leveret de i sin Tid berømte „Breve fra en gammel Skuespiller,“² som optoges med almindeligt Bifald, udkom særskilt 1782, oversattes senere paa Tydsk, og gjorde snart den 21aarige Student, da han aflagde Anonymiteten, til en anseet Forfatter.

        Han begyndte nu i Forening med Pram, og understøttet af samtidige Digtere, at udgive de første danske poetiske Nytaarsgaver (de Iversenske), som udkom i Odense; men medens han tumlede sig rastløst mellem Digtere og Skuespillere og bragte sine første Offre til den Periode, hvori

grebes han ogsaa stærkt af Tidens Rørelser, og havde saaledes engang fast besluttet at gaae som Frivillig i den amerikanske Frihedskrig. Men hans Familie, der frygtede for den altfor megen Distraction, allierede sig mod ham med Ministeren Guldberg, der gjerne vilde have en dygtig Statsborger af ham, og disse to Magter nødte ham, saameget det end var ham imod, til at gjøre en Udenlandsreise, hvilket paa den Tid kunde skee med 300 Rbd. aarlig. Han opholdt sig det første Aar ved Universitetet i Kiel, reiste derpaa, ledsaget af sin Ven, Digteren Samsøe, med stadigt Hensyn til Theatrene og uden at omgaaes Andre end Skuespillere og dramatiske Forfattere, over Leipzig, Prag, Wien, München til Mannheim, og da han her skrev et Efterspil paa Tydsk, som blev opført, besluttede han halvt om halvt at sætte sig ned som tydsk Theaterdigter. Imidlertid fik Samsøe ham med til Paris, hvor han dog med Undtagelse af Theatrene Intet saae, og aldeles ikke fandt Smag i Opholdet³.

        Da han 1784 kom hjem, havde her i al Stilhed været en Revolution, idet Kronprindsen havde grebet Statens Roer, og hans høie Patron, Guldberg, var afgaaet som Stiftamtmand til Aarhuus. Anmodet af Pram blev han nu (1785) Med- og siden Ene-Redaktør af Maanedsskriftet „Minerva“ og lagde her, navnlig ved den historiske Oversigt⁴, han foruden Theaterartiklen leverede til hvert Hefte, Grunden til sin Berømmelse som Journalist. Men denne naaede dog først sit høieste Punkt, da han 1791 begyndte sin „Tilskuer,“ (en Idee, hvormed han alt tidligere havde sysselsat sig), og steg til en Popularitet, der i Danmark endnu staaer uden Mage, og som man i Omfang og Varighed kun finder Exempel paa i England, hvis Litteratur ogsaa laante ham Forbilledet til hans Foretagende. Æmnet i dette Blad, som udkom to Gange om Ugen, hvortil Samtidens første Forff. leverede Bidrag, men hvis fleste Artikler dog ere af Rahbeks Pen, var ikke blot patriotisk, men æsthetisk og populær-philosophisk. I digtede Breve, Fortællinger og forskjellige andre Former, snart alvorlig, snart skjemtende og ironisk, skildrede det Sæderne, revsede Daarskaber, knyttede Betragtninger til de mærkeligste Begivenheder, og virkede i det Hele paa den Maade, som netop mest tiltalte den danske Nationalcharakter, greb ind i Tiden, og kunde vække og nære en virkelig Almenaand. „Tilskueren“ er endnu et høist vigtigt Bidrag til den Tids Historie, et næsten fuldstændigt Billede af hin Periode og dens eiendommeligste Interesser. Det er aabenbart, at det Talent, der ligesom famlede efter Frembrud i hans dramatiske Arbeider, her havde fundet sin rette Form. Derfor kunde dette Tidsskrift, som vel især var indbringende for Forlæggeren (R.s ringe Honorar suppleredes dog siden ved en aarlig Understøttelse af Selskabet for de skjønne Videnskaber), i den lange Række af 18 Aar, hvorvel de senere Aargange vare svagere, vedligeholde Publikums Kjærlighed og Agtelse, saaledes at det paa sine sidste Dage væsentlig bestod ved sin tidligere grundfæstede Celebritet og Yndest.

        Men inden han begyndte paa dette sit store Nationalværk, havde han leveret kritiske Bidrag til „de Berlingske lærde Tidender,“ udgivet (1785) første Bind af sine „Prosaiske Forsøg,“ som siden voxede til 8 Bind og indeholdt originale Fortællinger samt noget Dramatisk, skrevet to ret vakre Skuespil, „Sophie Brauneck“⁵ og „den Fortrolige,“ og 1788 med stort Bifald begyndt en Række offentlige Forelæsninger over Æsthetik og Rhetorik. 1789 tilfaldt ham en Arv paa 12,000 Daler efter Grandonklen Knud Lyne. Han gjorde nu atter en Reise til Tydskland, og fornyede sit Bekjendtskab med berømte Forfattere og Skuespillere (deriblandt de to Skuespillere og Lystspildigtere Schröder og Iffland), men da han Aaret efter kom tilbage, fandt han, hvad han ikke synes at have betænkt, at Arven, (paa hvilken, foruden Reiserne, hans Udgifter i alle Universitetsaarene bleve aftrukne), for det Meste alt var medgaaet, og han fik saaledes ogsaa en oekonomisk Grund til at begynde paa „Tilskueren.“ Han blev nu ved Ministeren, Hertugen af Augustenborgs Indflydelse, extraordinær Professor i Æsthetik — en Læreplads, der hidtil ikke her existerede — med 200, og fra 1793, 400 Rdlr. Gage. Kort i Forveien var hans Forfatning ikke gunstigere, end at han søgte om et Rectorat i Vestindien.

        Han havde allerede boet en halv Snes Aar paa det ved ham saa bekjendte Bakkehuus, ¼ Miil udenfor Kjøbenhavns Vesterport, i Nærheden af Frederiksberg. Skaffede dette Opholdssted ham end større Ro til at udvikle sin overordentlige litterære Frugtbarhed, saa afholdt det ham dog ikke fra stadigen at bivaane de for den Tid saa charakteristiske Vennegilder og Drikkelag. Det for vor Tid Odiose ved saadanne hyppige Gilder falder for en Del bort, naar man betænker, at Deltagerne næsten alle var aandrige og dannede Mænd, og Tonen saaledes vanskelig kunde udarte til Cynisme. Da R. var kjendt og yndet saa godt som af Alle, maatte han overalt være med, og hver Gang medbringe en ny Drikkevise, saa at han med Føie siden parodierende kunde anvende Titus’s Ord paa sig: „Nulla dies sine — cantilena potatoria.“⁶ Saaledes udsprang den dithyrambiske Poesi, der alene har givet ham et blivende Navn som Lyriker, men som saavel han, som hans Samtid, neppe satte saa høit som de andre Digte i hans „poetiske Forsøg“ (to Bind 1794 og 1802), hvis blide Melankoli, Patriotisme og sædelige Reenhed ganske tilfredsstillede Tidens poetiske Fordringer. Dog havde Baggesen bedre Forstand, som man seer af et af hans „Riimbreve“, hvor han netop kun omtaler Viserne:

Han, der baade var Poet og liberal Politiker, mødtes i disse Kredse med, og — hvad der fast altid for ham faldt sammen hermed — blev fortrolig Ven af Baggesen⁷ og en Mængde Andre, der gik under Navn af Digtere, saavel som af de unge Sønner, den franske Republik her som andensteds bragte til Verden, navnlig Skribenterne Malthe C. Brun og P. A. Heiberg, der begge leverede Bidrag til Tilskueren. Han viste saaledes den Første levende Deltagelse under de farlige Pressesager, hvori han snart blev indviklet, besøgte ham efter hans Flugt til Hveen, og deltog indtil Bruns Tilbagekomst i Redaktionen af hans Ugeblad „Svava.“

        1795 var et uheldigt Aar for R. Mange i hans udstrakte Vennekreds lede Meget ved den kjøbenhavnske Ildebrand, han mistede sine Velyndere Carstens og Tyge Rothe, sin elskede Fader og sin tro Ven Samsøe. Smertelig berørt af disse Dødsfald, kom han, ved i Tilskueren at optage et Vers i conservativ Retning af Digteren Zetlitz, i en ubehagelig Spænding med Heiberg. Denne forøgedes endmere ved den kort efter udbrudte „Dyvekefeide,“ en Theaterstrid, der dreiede sig om, hvorvidt Sigbrits Rolle burde besættes med Mad. Rosing eller Mad. Preisler, og hvori han uden egen Medvirkning blev indviklet ved Malthe-Brun, som nu atter var Theaterrecensent. Dog blev han snart forligt med Heiberg, men han havde ved denne Leilighed havt saamange Ærgrelser, — deriblandt den at see sig selv tilligemed de andre Deltagere i Striden afbildet paa en i den Anledning udkommen Karikatur, — at han for Alvor besluttede „aldeles at forsage Skuepladsen og alle dens Gjerninger og alt dens Væsen.“ Hertil kom endnu et nyt Uheld. Rahbek var forelsket, hvilket allerede oftere var overgaaet hans følsomme Hjerte. I Skolen havde han havt sin første Inclination, og paa sin første Udenlandsreise sværmet for en skjøn og talentfuld tydsk Skuespillerinde. Men denne Gang var det Alvor. Gjenstanden for hans Følelser kjendes fra hans Erindringer kun under Navnet Polly⁸; han friede og — fik en Kurv. Han har helliget hende et Digt: „Den fortvivlende Elsker“ (1796), hvori det bl. A. hedder:

Men i 1785 følte han i et Digt ligesaa varmt for en vis „Nancy“, ikke at tale om de mange af hans Digte, der efter Datidens Skik have den Overskrift: „Til en Veninde“, „Til en kjær“ eller „Til min kjæreste Venindes Fødselsdag“ osv. R. gjorde, hvad der i dette Tilfælde vistnok var det Allerrigtigste. Han forelskede sig paany.

        Allerede i flere Aar var han en kjær Husven hos Justitsraad, siden Conferentsraad, Heger, en meget original Mand⁹, hvis Familie siden blev saa bekjendt paa vor Scene, og tildeels endnu lever her i Byen. Hans Huus var meget besøgt af Forfattere og Kunstnere. Thorvaldsen sad her som ungt Menneske jævnlig om Aftenen og tegnede Billeder til Børnene. En ung, yndig Pige, Husets ældste Datter, Karen Margrethe, der siden blev saa bekjendt under det Navn (Camma) hendes lille Søster gav hende, havde alt længe med Interesse fulgt Rahbeks literære Virksomhed. Hun vandt hans Hjerte, og her fik han ingen Kurv. Hans Frierscene, som maaskee i vore Dage kan synes noget curiøs, skjøndt begge Parter vare Naturen selv, er saa charakteristisk for den Tids Sæder, at jeg skal meddele den med hans egne Ord: „„Da jeg en Aften vilde gaae fra Hegers, og tog min Frak paa, kom K. M. og hjalp mig. Undseelig herover sagde jeg: Tak min gode Pige! men besindede mig, at denne Tiltale, som jeg fra Rosings halvvorne Døttre havde vant mig til, ikke passede til en fremmed stor Jomfru, og gjorde Undskyldning. „Det maa De gjerne sige,“ sagde hun saa huldelig, at „maa jeg da ogsaa sige: kjære gode Pige!“ uvitterlig slap mig af Munden. Svaret blev et Ja! og da hun gik op til sin Moder, sagde hun: naar Rahbek kommer til Moder imorgen, kommer han som hendes Søn!““ —

        Samme Aar havde han skrevet et nyt Lystspil, „Sommeren“, der blev brugt som en Prøveklud for Begyndere og saaledes ogsaa gik Glip af det Bifald, det ved sin Livlighed og Nationalitet nok kunde have fortjent. 1797 begyndte han det tredie periodiske Skrift fra hans kraftfulde gyldne Dage, den poetiske Nytaarsgave Charis, hvortil han gjerne hvert Aar selv leverede en ny Fortælling. Næste Aar førte han sin unge Brud ind i det venlige Bakkehuus, og her udviklede sig nu et Samliv, der er blevet navnkundigt ved sin Reenhed, Ømhed og Varighed og ved det gjæstfri Hjem, det aabnede for Alt, hvad der ikke var ganske forladt af Skjønhedens og Dannelsens milde Genier. Her, i Cammas Aftencirkler, naar Theemaskinen snurrede, og hun fremtryllede den vittige, aandfulde Samtale, udfoldede sig dette paradisiske, parnassisk-idylliske Liv, der har faaet en uforgjængelig Plads i hine Tiders Erindringer. Alt blev til Aand ved hendes Berørelse, selv de sløvere Naturer maatte ved hendes Væsen begeistres og aandig elektriseres. I denne Kreds afløste den ene Generation af opvakte Aander den anden. Her kom Baggesen, Pram, Heiberg, C. A. Lund, Zetlitz, Thaarup, Frankenau og den unge Digter F. H. Guldberg, alle meer og mindre Medarbeidere af „Tilskueren“, her boede en Tidlang den norske Digter Rein, her forelæste Oehlenschläger sine første Værker, og hentede sig siden i Cammas Søster en Brud. Her mødtes han med den ildfulde Steffens; de to Mynstere, de to Ørsteder og andre Mænd, som siden bleve Fædrelandets Pryd, forfriskede sig her fra deres Studier, og henlevede glade Timer i deres gjærende Ungdoms Kraft. Det var Glandspunktet af dansk Selskabsliv.

        Rahbek kalder selv dette Tidsrum, fra hans Bryllup til 1806, sine lykkeligste Aar. Dog var Lykken i Begyndelsen ikke ganske ublandet. Som uforbeholden Tilhænger af liberale Anskuelser, eller „uroligt Hoved“ stod han allerede, — efter den Tids Udtryk — paa den indflydelsesrige Generalprocureur Christian Colbjørnsens „sorte Tavle“. To Gange blev Tilskueren (for nogle skarpe Yttringer om den engelske Gesandt, og en Vise af P. A. Heiberg) tiltalt, men frifunden. Nogle stærke Udtryk i den historiske Artikel i „Minerva“ paadrog ham 1799 af Cancelliet en krænkende Irettesættelse, som man ogsaa dengang kaldte „en Næse.“¹⁰ Han fandt dette uforeneligt med sit Embedes Værdighed, og tog sin Afsked fra Professoratet¹¹. Nu maatte han give historiske Timer i et Institut, og med fordoblede Anstrængelser, for at bestride sine Udgifter, slide i Litteraturen paa de forskjelligste Maader, saa at Rein paa et Besøg fra Norge med Føie kunde sige: „Rahbek, du drukner dit Genie!“ — Presseloven af 1799 smertede ham meget, men endnu mere den Dom, som i Følge heraf ramte hans Ven Heiberg. Paa den bevægede Aften først i næste Aar, da denne tiltraadte sin Forviisning, vare Rahbek og Kone med en Del Venner samlede hos ham i St. Kongensgade, og kjørte begge, til Forargelse for „mange Mægtige“, i Kareten med ham og Wedel Jarlsberg, gjennem de tæt opfyldte Gader, under Folkets Larm, Hurraraab og Afskedshilsener, ud af Vesterport.

        Med alt dette var han dog lykkelig i sit lille Bakkehuus, som han i et af sine Digte beskriver saa smukt:

        Hans „Erindringer“ afbrødes ved Døden, og det sidste Bind gaaer, (med Undtagelse af den rørende Episode, hvori han beskriver sin Cammas 1829 indtrufne Sygdom og Død) kun til Slutningen af Aaret 1800. Men den vigtigste Deel af hans offentlige Liv var ogsaa her afsluttet.

        Dersom han med sin Utrættelighed og Hurtighed til at arbeide, havde forenet Talent for Oekonomien, kunde han maaskee have erhvervet nogen Formue, hvorimod han altid meer eller mindre var plaget af Gjæld. Dog saae han sig 1802 i Stand til at kjøbe Bakkehuset, hvor han hidtil havde boet tilleie, og Glæden over at være bleven dets Eier har han udtalt i en hjertelig Elegi:

        Men selv det hyggelige Hjem og den Masse litterære Arbeider, som næsten overvældede ham, afholdt ham ikke fra at deltage i det Liv i Klubber og Privattheatre (især Dreiers Klub og Borups Selskab), som var bleven ham til Vane, og endnu stedse hørte til Datidens Fornødenheder.¹² Den gamle Forkjærlighed for Skuespilvæsen og Skuespillere, dem han engang ansaae for en Slags „høiere Væsener“, forblev han tro, ligesom alle sin Ungdoms Idealer. Derfor, da han 1804 tilligemed Rosing blev Lærer ved den nyoprettede dramatiske Skole, omfattede han dette Institut med stor Varme, og skrev til dets Forestillinger (paa Hoftheatret) en Række fædrelandshistoriske Skuespil, f. Ex. Anna Colbjørnsen, Frederik den Anden i Ditmarsken, Hans Rostgaard o. fl., der ikke ere uden Fortrin, — nogle opførtes endog paa det kongelige Theater — og langtfra fortjene den Glemsel, hvori de synes sjunkne. Ja hans Interesse for denne Skole, som dannede udmærkede, især kvindelige, Elever, var saa stor, at han, der ellers var meget fredelig, engang skal have været med til at afprygle en stakkels Skribler, Gunnerus, der i sit Blad (en Slags „Raket“ paa den Tid) havde paa en fornærmelig Maade angrebet en ung fra hint Institut udgaaet Skuespillerinde.

        Han havde udgivet to meget fortjenstlige Skrifter: „Om den danske Stil“ (1801, senere udkom andet Oplag) og en „Haandbog i den europæiske Statshistorie“ (1803), og begyndte (1804) en samlet Udgave af sine Fortællinger, der hørte til vor poetiske Litteraturs allerbedste Frembringelser i den Periode, som gik forud for Oehlenschläger. Men hans Tidsskrifter tabte efterhaanden den forrige Glands og Popularitet. Hertil kom Bombardementet og den ulykkelige Krig, hvis Virkning, navnlig den nationale Velstands Aftagen, viste sig høist ugunstig for Litteraturen i materiel Henseende. 1809 maatte baade Tilskueren, Minerva og Charis ophøre, og Rahbek tabte derved en aarlig Indtægt af 1500 Rdlr. Samme Aar blev han udnævnt til Theaterdirecteur. 1812 fik han fra Kiel Diplom som Dr. phil., og af Pengetrang, men uden Held, redigerede han 1811—14 Bladet „Dagen“. Endnu engang skrev han et Stykke, „Forføreren“, en Slags Don Juan, som inden sin Død bliver moralsk forbedret. Men Stykket var ikke i Tidens Smag, og Opførelsen (1814) skaffede ham kun Ubehageligheder, navnlig af hans Ungdomsven Baggesen¹³, hvis Stiklerier især over hans slappe Kritik og Lyst til at rose Alt, tidligere imellem disse to Mænd havde fremkaldt Spændinger, der dog gjerne atter bilagdes.

        Rahbeks „Miskjendelses og Forfølgelsesperiode“ var indtraadt. Hans Standpunkt var forældet, hans hele Forestillingskreds var i hans mange Skrifter alt udtalt og udtømt, og han kunde ikke leve eller læse sig ind i den nye Tid. Hverken hans Forelæsninger over „den danske Digtekonsts Historie“, som han holdt i Forening med sin Ven Nyrup (1800—8), eller de gamle Kæmpeviser, som han med Nyrup og Abrahamson udgav¹⁴ (1812—14), eller hans 21 Binds-Udgave med oplysende Anmærkninger (1804—14) af Holbergs udvalgte Skrifter¹⁵, som blev Anledning til hans interessante og lærerige, litterær-æsthetiske Skrift „Om Ludvig Holberg som Lystspildigter“, (1815—17), — Intet af alt dette formaaede at oprette hans engang sjunkne Credit. Og dog vare disse Arbeider, uagtet nogen Mangel paa Orden, Critik og Correcthed, høist vigtige Nationalværker, som afhjalp længe følte Savn i Litteraturen. Men dels havde Publicum ikke ret Sands for den Slags Fortjenester af Litteraturen, dels frembød denne Aar for Aar Gjenstande af høiere og friskere Interesse. Oehlenschläger var fremtraadt som et Meteor, havde givet Smagen en heel ny Retning, en anden Maalestok og paa sin glimrende Bane fordunklet Alt, draget Alles Begeistring til sig. Der var saa at sige ingen tilovers for Andre.

        Litterær Beskjæftigelse var imidlertid bleven Rahbek til en Fornødenhed, til hans anden Natur. Han syntes ikke ret selv at ville indsee, at han ei var Skribent for det 19de Aarhundrede. Han prøvede med nye Titler paa atter at fortsætte sine gamle Tidsskrifter, som i sin Tid fandtes paa ethvert Læsebord. Men Formen fandtes meer og meer negligeret, og baade „Ny Minerva“ og „Ny Tilskuer“ (1815—18), „Sandsigeren“, „Hesperus“ og „Tritogenia“ (1828) strandede efter en kort Skintilværelse paa en Slægt, der ikke tilhørte Rahbeks „Fædreland i Tiden“. Han tærede paa Skyggen af sin fordums Hæder. I den Baggesenske Feidetid holdt han sig som Ven af begge Parter neutral, uagtet han selv blev meget grovt medtaget af Baggesen i det satiriske Digt „Pindsvinet“¹⁶. Hans mærkeligste Skrift fra denne Tid var et Forsvar til Publikum for, at han som Theaterdirecteur havde forkastet Oehlenschlägers „Freias Alter“ (som Lystspil), hvilket foranledigede et to Aars Brud imellem Svogrene.

        Men til Løn for sin rastløse Utrættelighed blev det hans Lod ogsaa at overleve denne Periode, ligesom han før havde overlevet sin Hæder. Han blev 1817 udnævnt til ordentlig Professor i Æsthetiken ved Universitetet, og fik fra 1819 Sæde i Consistorium. Ved sine Forelæsninger traadte han i nærmere Forhold til den yngre Slægt af Studerende, for hvilke han alt var bleven fremmed, og hans hjertelige, venlige Personlighed, fri for alt pedantisk Professoraristokrati, vandt let deres Hjerter. Det var i 1820, at en Del Studerende, ældre og yngre, traadte sammen, og indledte Forhandlinger til Oprettelsen af det under Navn af „Studenterforeningen“ bekjendte Selskab. Dette Skridt blev i Førstningen heel forskjellig bedømt, og af Mange betragtet som høist misligt. Ogsaa Consistorium fandt sig dengang forpligtet til at omdebattere Sagen, og det manglede ikke paa dem, der søgte at give den Udseende af et farligt Foretagende, som under et tilsyneladende uskyldigt Ydre skjulte Sæden til intet Mindre end Carbonariklubber, Frihedstræer og Gud veed hvad. Men her var det væsentligst Rahbek, der med Varme og Liberalitet varetog Studenternes Interesse og Ære, ligesom han og var den første Professor, der indtraadte i den unge Forening. Herved forhøiedes end mere de Studerendes Kjærlighed for ham, de flokkedes om ham som om en ældre Broder, naar han besøgte deres Kreds, og det varede ikke længe, før han paa en Generalforsamling næsten enstemmig blev valgt til Æresmedlem, hvilket fremkaldte en skjøn Fest¹⁷, som dog i høitidelig Munterhed og Begeistring stod tilbage for en senere, da man sammesteds (1825) feirede hans halvhundredaarige Studenterjubilæum.

        Han besørgede nu (1824—27), med Bistand af sin Ven A. E. Boye, en ret omhyggelig Udgave af Holbergs Comedier, og begyndte samtidig paa sine „Erindringer“, denne hans sidste Dages mærkeligste Frembringelse, hvoraf han kun fik fem Bind færdige, tildels fordi Værket ikke mødte fortjent Understøttelse hos Publikum. Uagtet den Uorden, hvormed den store Masse af Stof her er kastet mellem hinanden, uagtet de uoverskuelige, knudrede og slæbende, men dog stedse grammatisk rigtige, Perioder, hvori man forgjæves søger at gjenkjende den forhen saa fortrinlige Stilist, har Læsningen af disse Memoirer dog noget høist Tiltrækkende, noget ved den simple Naturlighed Gribende og ofte i Sandhed Rørende. Man seer en heel Tidsalder udfolde sig i et tro Speil, seer stedse lyslevende den samme godmodige aandfulde Personlighed, som kjender Alle, staaer i Berøring med Alt og fremhæver de gode Sider ved Alt. Naar man læser denne Bog, er det som om man vandrede paa en omhyggelig vedligeholdt Kirkegaard med en Ledsager, der oplæser Indskriften paa ethvert Gravmæle, og veed at fortælle charakteristiske Træk fra enhver af de Hedengangnes Liv. Denne Tanke paatrænger sig paa hver Side, og navnlig ved de hyppig forekommende, næsten staaende Epitheta, f. Ex. „godmodige Tode“, „ædle P. F. Suhm“, „retskafne Heiberg“, „eiegode Balle“ osv. Dog var selv R. ikke altfor indtaget af den sidstes Eiegodhed, dengang han havde angivet hans Ven M. C. Brun for den Presseforseelse der paadrog ham Landflygtighed. Der ligger en eiendommelig Colorit, en heel Livsperiodes særegne Afpræg, ja jeg kunde fristes til at sige: noget Homerisk, i disse Tilnavne og meget Lignende, — naturligvis ikke som Homer taler i sin heroisk-kraftige, men som han mulig vilde have udtrykt sig i en gemytlig-blodagtig Tid, som den, vi her have for Øie.

        Naar man samlede Alt, hvad Rahbek har befordret til Trykken, vilde det udgjøre henved 200 jevne Octavbind. Ved Siden af sine større Arbeider havde han sit hele Liv igjennem leveret Smaartikler, navnlig kritiske, næsten til alle danske Tidsskrifter, en uoverskuelig Masse Oversættelser, rigtignok besørgede med stedse tiltagende Skjødesløshed og — hvad der ikke er hans mindste Fortjeneste — en Række Udgaver af danske Digteres Værker, (f. Ex. Samsøe, Wessel, Brødrene Trojel, Riber, Thaarup og Pram) som saaledes tildels skylde hans Kjærlighed, at de ere opbevarede for Fremtiden, skjøndt undertiden denne Kjærlighed forledede ham til at medtage Meer i Samlingerne, end Forfatteren selv kunde ønsket.

        Men hans virksomme Liv nærmede sig sit Maal, hans kjæreste Venner bortreves efterhaanden. Han havde forlængst overlevet sin Tid, og ikke Alle vare skjønsomme nok til at erindre, hvad han havde virket. Vel maatte han da føle sig ensom og forladt som „Veteran paa det danske Parnas“, og vel kunde han i et mørkt Øieblik anvende paa sig selv (Fortalen til Erindr. 5te Bd.) Digterens Ord:

        Camma havde længe skrantet. En haardnakket Hoste fortærede hendes Kraft. Hun døde den 21de Jan. 1829. Samme Aar mistede han sin gamle Ven Nyerup; han længtes selv efter Hvilen¹⁸ og Sorgen svækkede saaledes hans Helbred, at han næste Aar, den 22de April, fulgte dem begge i Graven. Hans Død vakte en dyb og almindelig Deltagelse; alle de gamle, halv forstummede Følelser, han engang havde fremkaldt hos Folket, blussede op som en klar Flamme. Sjelden har en talrigere Skare af de ædleste Landsmænd ledsaget en Jordefærd. Aaret efter reiste man ham og hans Kone et Monument ved den Vei, som naar man har passeret Vesterbro og et Stykke af Roskildeveien, dreier af fra denne og fører forbi Bakkehuset til Valdby.

        Rahbek var ikke smuk, uden forsaavidt hans Hjerte afspeilede sig i de kloge livlige Øine, i det milde, godmodige Udtryk i Ansigtstrækkene, og gjorde det muligt for ham at have nogen Lighed med hans yngste Søster, der til sin Tid gjaldt for den smukkeste Pige i Kjøbenhavn. Det forhen omtalte røde Haar har han maaskee selv gjort vel rødt i sine Skildringer, skjøndt det vel stundom kan have generet ham; thi endnu ind i dette Aarhundrede betragtede man en Rødhaaret næsten som en Judas, og Lafontaine fandt endog Grund til i en Roman (der Rothkopf) at tage de Stakler i Forsvar. Dog stødte det aldrig dem, som kjendte ham; paa hans ældre Dage blev det efterhaanden hvidt, og han havde desuden ikke meget af det. Han var neppe af Middelhøide, men bredskuldret, undersætsig af Bygning og af en stærk Constitution.

        Man kan sige, at han for en Del har forfeilet sin Bestemmelse, idet han ikke med udelt Kraft har forfulgt et enkelt Formaal. Men saaledes var hans Natur, blød og modtagelig for forskjellige Indtryk, og dog haardnakket i at bevare det engang Modtagne. Hans Ungdoms Hovedinteresser, som ogsaa meer eller mindre synlig gjennemkrydse hans Journalvirksomhed, var fornemmelig Dramaturgien, og ved Siden heraf det menneskelige Samfunds Forædling ved tydsk Philantropi og franske Frihedsideer. Men i Politiken var han dog i Grunden Maadeholdets Mand; om han endog mundtlig kunde bruge de stærkeste Udtryk, som det synes, ofte med en Slags Selvironi, skrev han dog ikke saaledes. I Frankrig var han i Tanken Jacobiner, men i sit Fædreland loyal Borger, tro Tilhænger af Regjering og Kongehus, men netop saaledes, ved denne neutrale Holdning og Mangel paa skarp Conseqvents, repræsenterer han bedre Nationen paa den Tid, end f. Ex. Heiberg, der stedse gik til Yderligheder. Han vedkjendte sig Rousseaus Overbevisning, „at endog den lykkeligste Forandring var for dyrt kjøbt med een Draabe Borgerblod,“ men fandt „naturligvis Intet mere vederstyggeligt, end naar det, Strømme Borgerblod havde tilkjøbt, var blot et Skin, et Navn, en Skygge.“ Kun naar han kom ind paa et enkelt Gebeet af overveiende Interesse for ham, der mindre kunde beherske et større Hele, end med Varme hengive sig til Details, hældede han til Ultraerne; saaledes, naar Talen var om Trykkefriheden. Da den af vor Trykkefrihedslitteratur saa fortjente Forf., den længe tilsidesatte Birckner, var død, og man til samme Tid ventede Presseloven af 99, skrev han en meget frimodig Artikel i Tilskueren, som endte med de Ord: „vor Presselov — siger Rygtet — skal være i Vente; Birckners Aand svæve for Eder, saa ofte I lægge Haanden derpaa!“ Men hvor betydelig en Andel han med sin moderate Liberalisme har havt i det danske Folks politiske Udvikling, kan tildels skjønnes deraf, at dets Interesse for Politik syntes at hendøe i samme Grad, som han ophørte at være Ordfører, og først atter vaagnede ved den store Begivenhed, Julirevolutionen, der indtraf tre Maaneder efter hans Død.

        Som Philosoph ɔ: theoretisk Æsthetiker, hyldede han ikke noget System. Han tilstaaer selv, at den Kantiske Philosophi var for haard en Nød for hans „ikke utænksomme, men ingenlunde speculative Hoved.“ Han var en Slags æsthetisk Eklektiker, d. v. s. paa en Tid, da Theorien om det Skjønne ikke var construeret til Videnskab eller System, og man indskrænkede sig til empirisk-psychologisk Betragtning af enkelte Partier, tilegnede han sig, her som i Politiken, ikke ved streng Granskning, men tildels bestukken af sin Følelse, hos Datidens bedste Smagslærere (Sulzer, Eschenburg, Lessing o. fl.) det, der syntes ham rigtigst hos hver især. Han dannede sig heraf en Anskuelse, hvis Princip var Sandhed og Naturlighed (efter hans Valgsprog „la verité, rien que la verité“), og som i visse Henseender viste sig grundig og billig i hans Domme, i andre derimod høist ensidig.

        Følgen var, at han baade som Universitetslærer, Theaterdirecteur og Kritiker, bidrog meget til at aabne Sandsen for det Poetisk-Skjønne, til at forædle Smagen og rense den med Hensyn til Unatur og Svulst. Men den Tolerance, der ellers udmærkede ham, bevarede han ikke ganske her; han vedblev saaledes stedse, ifølge sin Ungdoms noget overspændte Ideer om Skuespilkunsten, at ansee Opera og Ballet som en Vanhelligelse af Theatret. Han forhindrede vel megen Usselhed i at trænge ind paa Scenen. Men han fjernede derhos ogsaa adskilligt Godt, navnlig ved sin indgroede Afsky for det saakaldte Lavt-Komiske. Manglede han overhovedet i visse Henseender Sandsen for det Komiske og dettes høiere Betydning, saa var det Burleske ham næsten en Pest, og han var aldrig at bevæge til at see den berømte Casortis Pantomimer paa Vesterbro. Hvad der nærmede sig Farcen var i hans Øine en Vanhelligelse af Theatret, og han gjorde kun en Undtagelse med Moliere og Holberg. Derfor var han saa ubøielig imod „Frejas Altar“, og det skete ikke med hans gode Villie, at de Heibergske Vaudeviller enten bleve opførte, eller gjorde saa megen Lykke. „Hvad der henriver Pøbelen,“ sagde han „kan ikke have sandt Værd.“ Heller ikke med det Lyrisk-Ophøiede i Tragedien og det høiere Drama sympathiserede han. Det stred imod hans høieste Princip, Naturligheden, og de største Skjønheder i den nyere Poesi kunde ikke bringe ham til at oversee Ubetydeligheder, som stødte an imod hans Smagsanskuelse. Da Doctor Ryge første Gang optraadte i en Tragedie, sagde han med sin eiendommelige, langsomme, pibende Stemme: „Ja, det er godt nok, — men Naturen er dog ikke tydsk.“

        Dertil kom, at han aldrig hævede sig til et reent æsthetisk Synspunkt. Han betragtede stedse Sædernes Forbedring som den dramatiske Kunsts nærmeste og høieste Formaal, og Theatret var i hans Øine et moralsk Institut. Derfor vedblev han til sin Død at nære udelukkende Forkjærlighed for det rørende, selv noget grædende, borgerlige Skuespil, den saakaldte comédie larmoyante. Herhen hørte ogsaa, med Undtagelse af de fædrelandshistoriske Skuespil, hans egne Forsøg i dramatisk Poesi; men jo længer han vedblev at fastholde denne forældede Retning, desto mere maatte hans Arbeider strande paa den med Tiden ganske forandrede Theatersmag. Det var en almindelig Mening, at han i sit Hjerte til sine sidste Dage satte Lessings Emilie Galotti over Göthes, Schillers og Oehlenschlägers Tragedier.

        Man har sagt, at han som æsthetisk Kritiker var for villig til at beundre Alt. Dette gjælder dog ikke med Hensyn paa Theatret, men kun i Litteraturen. Her gik vistnok Nøisomheden i hans Fordringer til Poesien, hans Overbærelse med det Middelmaadige, og hans Mildhed i at vurdere smaa Talenter, noget for vidt. Dog havde dette vel ogsaa sin gode Side:

sang Oehlenschläger over ham, og i alt Fald skaffede denne hos en Kritiker saa sjeldne Godmodighed ham den private Nydelse, at kunne glæde sig næsten ved alle Digtere. Da nu hans Navn længe var en Autoritet, kan man imidlertid ikke undres over at Baggesen ved sin Spot søgte at svække den. Hermed begyndte han først 1808 i „Gjengangeren“:

        Og dog var Rahbek omtrent vor bedste Kritiker paa den Tid, som B. selv længer hen tilstaaer saaledes:

En Tidlang skjænkede Rahbek kun den første Række af Göthes Værker sit Bifald, dog blev han siden en ligesaa varm Beundrer af de senere, og oversatte selv flere af disse. Man skulde troet, at han der næsten var Olding, da Byron som en ny Tids Apostel fremtraadte, maatte følt en afgjort Aversion for den fuldstændige Contrast i Væsen og Anskuelser, han mødte hos denne Digter. Men langtfra. Ogsaa Byron henrev den let bevægelige Gamle i den Grad, at han fordanskede et Par af hans mindst heldige Værker — skjøndt saaledes, at Ff. just ikke skulde glæde sig derved. De ere ved Mishandlingen næsten blevne ulæselige.

        Hvad der gjorde det muligt for ham, med saa store Udgifter, i et saa lille Land, at kunne leve for største Delen af litterær Virksomhed, var hans overordentlige Hurtighed til at læse og skrive, der atter understøttedes af en mageløs Hukommelse²⁰. Paa den Maade kunde han f. Ex. til ethvert Nr. af Tilskueren have et nyt Motto af forskjellige Landes Forfattere, som paa det Fortræffeligste passede til Indholdet. Heri understøttedes han ogsaa af et ualmindeligt Sprogtalent. Saavel han som hans Kone forstod, foruden de sædvanlige levende og døde Sprog, Italiensk, Spansk og han tillige Islandsk.

        Spørger man nu, hvorved Rahbeks Indflydelse blev saa betydelig, hvorfor han, uden at være noget chorførende Geni, staaer som et saa mærkeligt Phænomen i vor Litteraturhistorie, da var dette i Almindelighed, fordi hans Virksomhed var saa udstrakt og uafbrudt, og det ikke blot som Skribent, men ogsaa som Menneske. Om end hans Forfatternavn²¹ sank i Prisen, indvirkede han dog ved sit mundtlige Ord fra Kathedret og i Klubberne paa den opvoxende Slægt, som gjerne flokkedes om ham, og følte sig fængslet af hans eiendommelige Væsen, hans venlige Vid, hans Hoved og hans Kundskaber, som gjorde ham afholdt og agtet, hans følsomme Hjerte og Begeistring for det Ideelle, hans strengt retskafne og dog for Glæde og Munterhed aabne Gemyt, hans jævne Fordringsløshed, hans imødekommende Brodersind, og den evige Ungdom, som han beholdt til sit Yderste. Men det væsentligste litterære Udbytte af hans Liv var Dannelsen af den danske Prosa, som han endog berigede med mange nye Ord, (f. Ex. „Omegn“) der af sig selv gik over i Sproget, og hvori han først indførte en naturlig og ægte national Sprogtone, der, fri for al Svulst og fremmed Paahæng, viser sig som det reneste Udtryk af Folkecharakteren.

        Hvad hans indre Egenskaber angaar, da var han i Livet som i sine Skrifter et Gemyt af idel Kjærlighed, og „en skikkelig Mand“ i Ordets bedste Betydning. Vid og Lune krydrede hans Sinds Blidhed, og paa denne Maade gav selv hans Misfornøielse sig Luft. Han udmærkede sig ved en usædvanlig Godmodighed, Forsonlighed og en ofte lykkelig Jovialitet, ved Siden af adskillig Særhed og Ensidighed, Egensindighed i Noget og Foranderlighed i Andet. En af hans høieste Ideer var Venskabets. Dette Forhold var ham et af de helligste. Derfor var det heller ikke fra hans Side, hvad det saa hyppig er hos dem, der have en Legion af Venner, en Trivialitet; men det var sandt Venskab, inderligt, hengivende, opoffrende. Havde han saaledes det Held at være Ven saa at sige af alle dygtige og hæderlige Mænd paa hans Tid, saa fortjente han det ogsaa ved den urokkelige Troskab, der var et væsentligt Træk i hans Charakteer, ikke blot i Forhold til sine nærmeste Omgangsvenner, men ogsaa udenfor denne Kreds, f. Ex. som Redacteur til sine Medarbeidere. Han erklærer saaledes uforbeholden i Anledning af en indsendt Artikel, hvorfor han var sat under Tiltale, i et Brev til Grev A. P. Bernstorff, at han var fast besluttet paa at blive den Forpligtelse tro, som han i Minerva havde vedkjendt sig: „at bevare Hemmeligheden, endog paa sin Friheds og sit Hoveds Bekostning, om saa maatte være, for hver anonym Ff. der maatte betroe ham sine Skrifter.“

        Han var en sand og begeistret Patriot. Han var en af de første, der indtraadte i det 1801 oprettede Studentercorps, og vedblev at være Medlem deraf til sin Død; han avancerede til Capitain og viste sig hvert Aar i Mundering ved Mønstringen paa Fælleden. Ved Krigens Udbrud 1807 var han flyttet til Byen, og gjorde sine Vagter med Studenterne under Bombardementet, dels paa Universitetet, dels paa Rundetaarn. Fædrelandskjærligheden slukkedes aldrig hos ham; den aandede i hans Pen og laa til Grund saa at sige for enhver af hans Handlinger. Han nærede stedse en ædel, ridderlig Følelse for Damerne, hvilket maaske stod i Forbindelse med de Elementer af det 18de Aarhundredes Livsanskuelser, han optog i sin Udvikling, og som synes at blive sjeldnere i det 19de Aarhundrede. Endnu vissere er det, at han hos sin Tidsalders aandige Anførere og den Skole, hvortil han hørte, har inddrukket det Ideal af en idyllisk Selvstændighedstilstand, som fjernede ham fra ethvert Brødstudium, og lod ham til sin Død forblive daarlig Forretningsmand, fritalende Skribent, gemytlig Vært og — gammel Student. Saaledes forfægtede han stedse den Grundsætning, „at man ikke maatte vente Musernes Gunst, naar man bragte dem et delt Hjerte“; men han delte dog sit eget mellem formange af Muserne. Ligesom hans Skrifter ikke bære Spor af synderlig rig eller skabende Phantasi, saa udmærkede han sig heller ikke i Livet ved en stærk, overskuende Forstand, hvorimod han ofte i Specialundersøgelse kunde vise megen Skarpsindighed. I det selskabelige Liv viste han altid en særegen Aversion for Disputer; han trak sig enten tilbage for en saadan, eller afbrød den med et vittigt Indfald, en lunefuld Bemærkning.

Men Hoveddrivfjæren til hans bedste Virken, som og til hans Svagheder, var en ualmindelig blød og letbevægelig Følelse, der for det meste ledede ham rigtig, men vel og stundom paa Afveie. Mærkværdig var dog især den Troskab, hvormed han hang ved gamle Tilbøieligheder, gamle Indtryk og gamle Minder. Den fremtraadte ofte hos ham med Bevidsthed endog om det Ensidige deri; men lige saa ofte overlistede den ham uvilkaarlig paa en elskværdig og næsten rørende Maade, som naar han i Erindr. (2, 146) taler om „det herlige, hensvundne Aarhundrede.“ I Forbindelse hermed stod maaskee den Mangel paa Pyntelighed, man bemærkede hos R. og hans Tendents i det Hele til Cynisme, som vilde været anstødelig, naar den ikke havde været parret med saamegen Bonhommie og Lune. Han havde en afgjort Forkjærlighed for sine gamle Klæder²², og aflagde dem ikke uden høi Nødvendighed. Ja selv, naar han efter Husets Orden skulde skifte Linned, maatte hans Kone ved mangehaande sindrige Paafund bringe ham dertil. Saaledes skrev hun undertiden en ærbødig Ansøgning paa et helt Ark Papir, i de formelleste Udtryk, om, at det maatte behage Hr. Etatsraaden at modtage og afbenytte medfølgende Chemise. Naar han var tørstig, tog han det første det bedste Glas Vand, uden Hensyn til om det var koldt eller ganske reent, og inden man kunde give ham noget andet, havde han allerede drukket det med den Bemærkning: „det er dog altid noget Vaadt!“ En Egenskab hos ham, som han har skildret i sin Fortælling „den danske Eneboer“, var ogsaa det, at han ikke taalte, at man aflivede noget Huusdyr. Han lod dem leve ligesom andre Mennesker indtil Alderdoms Svaghed gjorde det af med dem. Saaledes havde han i sit Studereværelse et Menageri af fritflyvende Kanarifugle. Han havde en gammel Gaas, som blev gal af Alderdom og stedse med Skrig og Bid overfaldt Folk, som passerede Valdbyveien, der gik igjennem hans Gaard. Men trods alle Forestillinger var han ei at bevæge til at lade den²³ slagte²⁴.

        Det er en aldeles falsk Mening, som vist ikke Faa have dannet sig ved hans mange Drikkeviser og hyppige personlige Deltagelse i de Gilder, hvor de afbenyttedes, at han selv var en passioneret Ynder af Bacchi Gaver. Tværtimod; ogsaa dette henhørte til hans Offre paa Venskabets Alter. Naar han blev inviteret ud, ansaae han det, saa meget det end stred imod hans Tilbøielighed, for sin Skyldighed engang imellem at drikke sig en lille Ruus og saaledes bidrage til at forhøie den fælles „broderlige“ Lystighed. I disse Selskaber, saavelsom hjemme, pleiede han en Tidlang at være stille og taus, men naar Glassene eller Thekopperne gik rundt, fik han Munden paa Gled, og var især uudtømmelig i sine Anekdoter fra gamle og nyere Tider. At han undertiden fortalte Noget flere Gange for de samme Tilhørere, holdt Man ham gjerne tilgode. En stor Del af sin Tid og sine Kræfter opoffrede han i de forskjellige Klubber og dramatiske Selskaber, hvoraf han var Medlem. Men især viste han som Frimurer en utrættelig Iver og Virksomhed²⁵.

        En væsentlig Aarsag til de mange hans Navn uværdige Skrifter, han befordrede til Trykken, var som man kan tænke, hans store Pengeforbrug, der langt oversteg hans regulære Indtægter. Ikke sjelden laante han efter et flygtigt Gjennemsyn sit Navn til Andres skjødesløse Arbeider, ja undertiden skal han have seet det, uden hans Vidende, anbragt paa Titelbladet af en Oversættelse eller Sligt. Baade han og hans Kone vare daarlige Oekonomer. Deres Tjenstagtighed og Godgjørenhed var overordentlig og de tænkte ikke paa den Dag imorgen. Var en af R.s Venner i Pengeforlegenhed og henvendte sig til ham om Bistand, saa sagde han gjerne: „Jeg troer, jeg har Noget derhenne i Skuffen; vil Du selv see ad, og tage, hvad Du behøver“.

        Men Perlen i hans Huusliv var dog hans Camma, hvis trofaste Kjærlighed forsødede ham enhver Livets Bitterhed, og hvis Aand var en Prydelse for Danmarks Kvinder. Det var en mager, fiintbygget Dame, af en svag Constitution, som Frederike Brun sang ved hendes Død:

Hun havde et meget ædelt Ansigtsudtryk, skjønne store blaa Øine, stundom lidt melankolske, men atter muntre og spillende, naar Noget vakte hendes Lune. Om Dagen sad hun gjerne, sysselsat med Læsning eller Tegning, hjemme paa Bakkehuset. Ogsaa Blomsterhaven gav den kyndige Gartnerinde en kjær og smuk Beskjæftigelse. Saaledes see vi hende i Oehlenschlägers smukke „Vaarelegi“, som han sendte hjem fra Udlandet:

Og Billedet suppleres i det Følgende:

Mod Aften ventede hun paa sin Rahbek, naar han var i Byen, og de Venner, der jævnlig besøgte dem. I disse Aftenselskaber og i sine ovennævnte Sysler fandt hun Adspredelse nok i den Ensomhed, der for mangen mindre gehaltfuld Aand vilde været trykkende; thi Rahbek tilbragte største Delen af Dagen i sit Studereværelse eller i Byen, og i sin Forfattervirksomhed taalte han ikke, at man forstyrrede ham. I Besiddelse af en ualmindelig Dannelse og udbredt Bekjendtskab med de største Digtere, med Homer, Shakspeare, Cervantes, Ariost, Byron, var hun gjennem flere Decennier en begeistrende Muse for ældre og yngre begavede Mænd. Kaldte Skjæbnen Nogen bort, optoges hans Plads i Kredsen snart af Andre; men have end fast Utallige for en enkelt Gang været Gjæster paa Bakkehuset, saa vare de, der jævnlig her samledes, dog neppe altfor mange. Til disse hørte foruden de tidligere nævnte, og forskjellige Andre — som man seer af „Erindringerne“ — Collin, Brøndsted, Werlauff, Mohl, Ingemann, Thiele, Chr. Winther og Poul Møller. Den Sidste boede endog i nogle Aar paa Bakkehuset, og befandt sig her saa godt, at, naar Nogen spurgte ham om, hvorlænge han endnu blev boende der, gav han kun det korte og bestemte Svar: „Altid“. Phantasie til at fastholde en enkelt Forestilling længe og grundig, havde Camma, som Damer i Almindelighed, ikke. Men hendes Vid og Lune var uopnaaeligt, især i den særegne Form, hvori det fremtraadte. Ofte steg det til den skalkagtigste Overgivenhed, og naar hendes Aand begyndte sin Vandring i det forsamlede Selskab, gik det rask løs med den Slags aandrige, undertiden skarpe, Stikpiller, som ere en Skræk for Spidsborgere og Udannede, men som netop bidrage til at krydre Livet og Samtalen for Folk af virkelig Dannelse. Gav nogen af de lærde Herrer en Blottelse, strax „faldt hun dem i Flanken med sine bevingede Vittigheder“ saa hurtig og tappert som en „Murat med sit Cavallerie“²⁶. Sine Venner og Tilhængere drillede hun uophørlig, efterlignede med et skuffende Talent deres Stemme og Manerer, aflurede dem deres Egenheder, og med Hentydning hertil fik enhver af hendes Gjæster sit Øgenavn, der havde enten en historisk, allegorisk eller en reent overgiven og betydningsløs Oprindelse. Men det skete paa en saadan Maade, at Enhver ønskede sig sligt et Tilnavn. Rahbek selv havde naturligviis de fleste. Ved at anvende det samme Princip paa en Mængde af de sædvanligst forekommende Gjenstande, uddannede hun efterhaanden et eget „Bakkehuus-Sprog“, som var aldeles uforstaaeligt for Uindviede. I dette Sprog brevvekslede hun med sine talrige Venner og Veninder i Kjøbenhavn; thi selv kom hun næsten aldrig til Byen. „Hun lod“, som Biskop Mynster siger i Indledningen til Mindeskrifterne om Rahbek og hans Kone, „Kjøbenhavn komme ud til sig“. Og der var her „i de dannede Kredse kun Faa, som ikke idetmindste en eller anden Gang havde været paa Bakkehuset“. Men, med sin usædvanlige Opfattelsesevne og — saa at sige — Charakter-Hukommelse, vidste hun at behandle selv dem, der kom sjeldnest, saaledes, at de befandt sig som hjemme, som gamle, daglige Venner. I Modsætning til Rahbek havde hun en Tilbøielighed til Elegants uden Overdaadighed. Hendes dannede Aand kunde ikke andet end meddele hendes Huusliv og hele Væren et smagfuldt Præg. Men i den egentlige Oekonomi havde hun som sagt ikke Stort at lade R. høre. Hun forstod ikke ved sin egen Kraft at holde Næringssorgerne aldeles borte; men naar de indfandt sig, havde hun en Magt, bedre end alt Andet, til atter at jage dem fra Døren; og det var hendes glade Hjerte, hendes muntre Sind og den uforanderlige Kjærlighed, hvormed hun hang ved sin gamle Rahbek (han var 15 Aar ældre) og bar over med hans Svagheder. Uagtet deres Forskjellighed i Charakter, hun med sin levende Sympathi for det Nærværende, han med sin Dvælen ved det Svundne og stadige Opposition baade for Spøg og Alvor, mod den nye Tid og dens Anskuelser, førte de det lykkeligste Liv af Verden, idet de tilfulde vidste at skatte hinandens Fortrin. Modsigelser endtes gjerne med Spøg, og da de begge vare Fjender af det Trivielle, havde de ophævet Meget af den sædvanlige Convenients, og tilstode sig selv og Andre i den Henseende, inden Anstandens Grændser, en Frihed, der for mindre ædle Naturer kunde blevet farlig, men som gav Livet her den eiendommelige Tillokkelse, der for alle Deltagere blev uforglemmelig. Men i al denne Frihed fornægtede hun ingensinde den elskelige Beskedenhed og Blufærdighed, som, da R. paa hendes sidste Dage forelæste hende et Ark af „Erindringerne“, bragte hende til at udbryde: „Hvem veed, hvormeget man endnu her vil faae at læse, som man kommer til at blive rød over?“ Af de i samme Skrift hist og her meddelte Breve lærer man, bedre end af nogen Beskrivelse, at kjende det rørende, ømme og rene Forhold, der for begge vistnok var Kilden til en misundelsesværdig Lykke.

        Hvad Under, at Alle de, der have været indviede i dette Liv, ere uudtømmelige i at fortælle derom, at Tradition og Phantasi gjerne fremstiller det i et idealiseret Lys, som dog ikke maa tænkes uden de Mangler og Svagheder, der ledsage al Virkelighed —, og at de Digtere, der fra alle Landets Egne besang Cammas og Rahbeks Død, mødtes, som i et fælles Midtpunkt, ved den vemodige Erindring om hendes „venlige Dagligstue“:

Da hun var død, var det forbi med Rahbeks Livslyst. Intet vilde ret lykkes ham, Besøgene fra Byen bleve sjeldnere, og det sidste, der udkom af hans „Erindringer“, slutter han afbrudt med Göthes Ord:

        Snart stod Bakkehuset tomt og øde. Den fortrinlige Bogsamling adspredtes ved Auction. Bygningen har faaet en ny Eier, er for en Del nedrevet og Facaden ombygget i modern Smag. Det gamle Bakkehuus er forsvundet, det Hjørne, som sees paa foranstaaende Tegning, og hvor R. i Stueetagen havde sit Studereværelse (de øvrige Leiligheder udleiede han) — er saavidt vides, Alt, hvad der er tilbage deraf, og selv dette har ikke længer det oprindelige, ærværdige, halvforfaldne Udseende; men — som Oehlenschläger siger i sit Levnet — „den skjønne Beliggenhed, den herlige Plads, hvorfra man med Søndermarken i Nærheden, skuer ud over Stad, Hav og Land, forsvinder aldrig. Og i kommende Tider vil der dog undertiden træde Mennesker hen paa dette Sted, som ville sige: Her paa denne Høi var det lille danske Parnas! her traf Digterne hinanden og levede mange Aar venlig sammen, hos Philemon og Baucis, naar Bacchus perlede i Glasset, og smykkede Hyttens Vinduer derudenfor med sine svulmende Druer.“