Den dybe Aa sig krummer
Hen under Havens Rand,
Og Myggeskaren summer
Over det stille Vand.
Solen bag fjerne Høie
Beskinner Slottets Fløie,
Som om de stod i Brand.
Aakandens Blomst sig hæver
Op af den dybe Aa,
Fast som af Længsel bæver
Den efter Himlens Blaa.
De store grønne Blade
Sig brede som en Flade,
Lagt til at træde paa.
Med gyldent Haar da kommer
En Dreng, — han synger, leer,
Skjøn som den første Sommer,
— Nu synger han ei meer.
Han kaster sine Krandse,
Han kan ei længer sandse,
Da Bølgens Blomst han seer.
Den staaer saa selsom fager,
Som ingen før han saae,
Den lokker og den drager —
Han kan den ikke naae.
De store grønne Blade
Laae stille som en Flade —
Han træder ud derpaa.
Et Rør han greb til Støtte,
Da brast den skjøre Vaand,
Da sank han som et Bytte
For Dybets skumle Aand.
Man drog ham op med Møie
Som Lig, med brustent Øie, —
Med Blomsten i sin Haand.