Sletten gjenlød af de Saaredes Skrig,
— Hastingssletten: — blandt splintrede Faner,
Kløvede Hjelme og blødende Lig,
Red William med sine Normaner.
Slaget var endt; ved den synkende Sol
Svøbte han sig i en Purpurkaabe,
Satte paa Valen sin gyldne Stol,
Lod sig til Konge udraabe.
Harald var falden, og mangen en Helt,
Som med Drotten om Seieren drømte.
William sad i sit straalende Telt,
Og det skummende Bæger han tømte.
Hør! da lyder en Psalmesang,
Sees en Fakkels zittrende Funke;
Teltet sig nærmer med langsom Gang
Et Tog af saxiske Munke.
Fromt de sig bøie med Haand paa Bryst,
Bedende frem Crucifixet de strække,
Tale derpaa med ydmyg Røst;
„See Herre, vort Guld vi lægge
Her for din Fod! vi byde Dig
Denne Sum — det er Alt, hvad vi have —
Hvis Du vor Konge formener ei
Os hæderlig at begrave!
„Han var en christelig Herre saa god,
Var os en huld og from Velgjører;
Derfor vi bede, ved Christi Blod,
Du naadigen os bønhører!“
William bød dem at stande op,
Sagde med Smil og kongelig Tone:
„Tag kun den gode Christens Krop,
Jeg ønsker ei meer end hans Krone!“
Valen gjenlød af Ravnenes Skrig.
Alt fra den tidlige Morgenrøde
Munkene søgte det kjære Lig
Forgjæves — blandt tusinde Døde.
Ei de fandt ham; da sendte de Bud
Efter Edithe, den deilige Kvinde,
Harald engang havde favnet som Brud,
Men forladt for Kronen at vinde;
— Hun, som blandt Landets Kvinder og Mænd
Kaldtes den Skjønne med Svanebarmen; —
Ensom hun visned lig Rosen hen,
Naar svunden er Sommervarmen.
Taust fra Væven, som af en Drøm,
Svanehalsen hun sagtelig hæved,
Og Erindringens Purpurstrøm
Over Kinden funklende bæved.
Budet hun fulgte, og snart hun stod
Som en Valkyrie ved Munkenes Side,
Og de flammende Blikke lod
Hun hen over Valen glide.
Krigerne laae der som meiede Ax —
Den, som de med uendelig Møie
Ei kunde finde, opdagede strax
Den elskende Kvindes Øie
Der, hvor af dræbte Heste og Mænd
Høit paa Valen laa tættest Hoben,
Søgte hun, fandt hun sit Hjertes Ven
Mellem Lig og blodstænkte Vaaben, —
Knæled saa ned og bad for hans Sjæl,
Kyssed med Taarer hans Pande og Munden,
Vinked de undrende Munke Farvel,
Og atter — var hun forsvunden.
Harald og William Graven har gjemt,
Gjemt Edithes det kjærlige Hjerte.
Kongerne nævner Saga, men glemt
Er Kvindens Troskab og Smerte.
Længst alt vidt over Jorden kom
Rygtet om Slaget og Vaabenlarmen;
Sagnets Sangfugl kun synger om
Edithe med Svanebarmen.