Da ved Gudernes Gunst det helleniske Folk
Stod i Kraftens herligste Dage,
Gik som Sol over Landet Arions Ry,
En Sanger han var uden Mage.
Fra sin Fædreneby med sit modige Bryst
Over skummende Bølger han drog,
Og for lyttende Møer paa Hesperiens Kyst
Sine klingende Strenge han slog.
Hist sig hæver et Fjeld mod den svævende Sky,
Og helt op ad dets takkede Side
Ligger Huus ved Huus mellem grønnende Træer,
Mellem Templer af Marmor hvide.
Gjennem Søilehaller gaaer Echoet af
Høie Vandsprings trodsige Mod.
Dybt nede ruller det mørke Hav
Og bryder mod Fjældets Fod.
Det er Cyprias By, det berømte Korinth;
Foran Slottet blandt sine Drabanter,
Hvor man skuer saa vidt over Hav og Strand,
Sad den vise Kong Periander, —
Han sad i sin prægtige Ibenholtsstol,
Ved en skyggefuld Terebinth,
Og stirred i Aftenens rødmende Sol,
Som belyste det rige Korinth.
Hvor han bliver fra Hjemmet længe!
Jeg har Længsel efter hans mandige Sang
Til Lyrens omtsvarende Strenge.
Jeg savner hans Røst i den dæmrende Kvæld,
Naar jeg hæver den blanke Pokal,
Hans bevingede Ords dets begeistrende Væld,
Ja, jeg savner Arion, min Skjald!“
Hør, da lyder fra Havnen en jublende Larm,
Og Folket bølger i Masse,
Og iblandt dem skrider Arion stolt
Op ad den steile Terrasse.
Høit svinger han Lyren som i en Dands,
Og synger et festligt Kvad;
Af drevet Guld en Laurbærkrands
Om hans Pande funklende sad.
Og af Guldkjæder dækkes hans Hals og Bryst,
Og hans Arm Guldringe omfatte.
Men de sorte Haar, som om nylig han steg
Af et Bad, hang vaade og glatte.
En Purpurkaabe med gylden Rand
I Folder omflagred hans Lænd.
Men trindt neddrypped det salte Vand
I strømmende Draaber fra den.
Huldt mælede Kongen: „Jeg frygted, vor Skjald
Havde glemt os?“ — med bævende Stemme
Arion svarer: „Min høie Drot,
O, hvor kunde Din Naade jeg glemme!...
Tak skee de evige Guder!... tilgiv,
Periander, mit stammende Ord...
Et guddommeligt Under har reddet mit Liv
Og frelst mig fra Rov og fra Mord!
Nu Kongen: „velan, erfare jeg vil,
Hvad dit Sind saa selsomt bevæger!
Den ældste og dyreste Cyperviin
Skal perle for dig i mit Bæger.
Dit Eventyr nu os, Arion fortæl
Ved Strengenes herlige Klang!“
Og han tømte paa Stand det forfriskende Væld,
Greb Plektret, spilled og sang:
„Jeg vandred omkring paa den fremmede Strand,
Vandt Hæder og Gunst hos Mange,
Og Begeistringens Smil og Beundringens Kys
Jeg erobrede med mine Sange.
Jeg hentede paa den sikeliske Ø
Af Guldet saa rig en Høst,
Og saamangen bly og sortøiet Mø
Blev dristig og øm ved min Røst.
„Fra Kroton jeg gik til det rige Tarent
Med Dithyrambernes Tone,
Der seirede jeg i en Sangerkamp,
Det var der, jeg vandt denne Krone.
Da gik jeg ombord, thi en Længsel mig drog
Til mit Hjems den blomstrende Kyst, —
Ak ingen Plet er i Verden dog
Som Hellas min Fryd og min Lyst.
„Og Søen gik høit, under Vindens Klo
Sig mægtig Seilene krummed,
Som Ørnevinger ustandset de fløi
Med os hen over Bølgeskummet.
Skibsfolkene muntred jeg med min Sang,
De priste mit kunstige Spil,
Stormfuglene kom, og Delphinerne sprang
Om Skibet og lytted dertil.
„Men den følgende Nat, før Solen steg frem
Af den østlige rødmende Vove,
Kom i Drømme til mig Apollon, og lød:
„Arion ei længer du sove!“ —
Da vaagned jeg, Vee! jeg omringet mig saae,
En svang alt den blinkende Kniv, —
Og sagde, „dit Guld vil vi have, nu maa,
Arion, du lade dit Liv!“
„Da tænkte jeg paa min Fædrenestad,
Paa dig, min Drot, og den Ære,
Fra den fremmede Kyst jeg haabede hjem
Til det gyldne Hellas at bære.
Jeg tænkte paa hver en forsvunden Lyst,
Paa en herlig korinthisk Mø,
Og min Lyre jeg drog saa fast til mit Bryst,
Og saae i den dybe Sø.
„Og jeg vendte mig til den forræderske Flok:
En Bøn I end mig tilstede!
Lad Strengen mig slaae kun en eneste Gang,
Da døer jeg med mere Glæde! —
Det nægted de ei; — da jeg smykte mig glad
Med Purpur, Guldkjæder og Krands,
Og Strengen jeg slog og begyndte mit Kvad,
Mens Phoebos steg i sin Glands:
„Død, du er skjøn,
Naar i Slagbulder Sværdhugget falder,
Og med Krandsen som Seierens Løn
Du paa Heltene kalder!
Skjøn er du Død,
Naar Bedrifter har graanet den Gamle,
Og de blomstrende Børn om hans Skjød
Sig med Taarer forsamle!
Skjønnere dog
Var du, Liv, med de brusende Vinger,
Med din Ild, som i Sangerens Sprog
Til Olympen sig svinger!
Skjønnere dog
Var du, Liv, paa helleniske Sletter,
Naar til Daphnes Hytte jeg drog
I ambrosiske Nætter.
Eller i Dands
Henad Banen Løberne bruste,
Og de seirende Ynglingers Krands
Dem om Lokkerne suste!
Aldrig mig meer
Skjænkes Vin af en rødmende Terne,
Ingen Lund, ingen Roser — jeg seer
Ei fra Dybet en Stjerne!
Herlige Liv!
Nu Farvel! snart Jordbæltets Ryster
Gjør mig stum, og hans tangkrandste Viv,
Amphitrite, mig kryster!
Phoebos Apol!
Naar sin Vellyd Lyren mig nægter,
Slyng mit Navn fra dit skinnende Skjold
Til de fjerneste Slægter!“
„Og ak, saa stor er Sangens Magt, — jeg skued
En pludselig Forandring hos Enhver.
Af deres Blik en bedre Flamme lued,
De taug, som om de vilde høre Meer.
Selv han, som nys mig vildt med Kniven trued,
Sit Vaaben tankefuld jeg sænke seer.
Min Sjæl Apol alt for min Redning priste,
Dog atter jeg det svage Haab forliste.
„De onde Lyster snart tilbagevende,
Guldtørsten seirer over Sangens Magt.
Da monne Guden mig en Tanke sende,
Mens endnu Nogle vaklede forsagt:
Frivillig vilde selv mit Liv jeg ende,
I Dybet styrte mig med al min Pragt, —
Den vilde Flok alt sine Hænder hæved,
Da sang jeg, saa de gyldne Strenge bæved:
„Nu vil jeg døe!
Gid det skee uden Smerte! — jeg gruer
Ei for Charon, naar stygiske Sø
Og naar Hades jeg skuer!
Guld skal han faae,
Og min Krands, mine Kjæder de skjønne,
Dyre Skatte, saa Ingen man saae
Ham saa rigelig lønne!
Kalde han skal
Paa Homeros, Orpheus og Bion,
Og forkynde i Skyggernes Hal,
At nu kommer Arion!“
„Da sprang jeg ud, men som min Fod berørte
Det fraadbedækte, kolde Dødens Bad,
Jeg Larm af boltrende Delfiner hørte,
Som trindt sig havde flokket ved mit Kvad;
En mægtig Kraft mig hen ad Dybet førte,
Paa en af Havets Gangere jeg sad.
Høit Vredesskrig fra Skibet til mig løde, —
Men for mig laa den lyse Morgenrøde.
„Min Genius foran fløi med Guddomsminer,
— Saa syntes mig, ei veed jeg det forvist. —
Den styred de krumryggede Delfiner,
En sød Musik rundtom mig klang, og hist
Blandt Nymfer og et Tog af Amoriner
Poseidons gyldne Trefork saaes; — tilsidst
En Taage lagde sig for mine Blikke, —
Her staaer jeg blandt Jer — Mere veed jeg ikke.“
En hellig Undren greb den hele Skare
Og Ingen tømte meer Pokalen ud,
End kasted Solen mildt med Luer klare
Paa Lyrens Guld sit sidste Straalebrud.
Lyksalig han, hvem Guderne bevare!
Hans Blik var Ild, han tyktes dem en Gud; —
Men mellem sine Hofmænd og Drabanter
Sad tankefuld og taus Kong Periander.
