P.L. Møller (1814–65)

Vandfladen glimred. Solen paa sit Tog

        Lod just de første Pile spille.

        Og Tempes Dal sin Aande drog

        Med sagte Suk. Kastales Kilde

        Sit Sølv udvikled. Ensom slog

        En Nattergal sin sidste søde Trille.

        Og Lyset ind sig stjæler

        I Hallen med de gyldne Kapitaler.

Med hvide Søiler Marmorslottet staaer,

        Flodnymphen hist i Kløften bruser,

        Men stille som den hulde Vaar,

        Dengang hun hørte Gratier og Muser, —

        Med letbevæget Bryst, som naar

        En Morgenvind de sjælne Bølger kruser,

        I Ungdoms friske Smykke

        Paa Leiet hvilede den unge Psyche.

I Søvne krummer sig den høire Arm,

        — Et saligt Smil om Læben dirrer —

        Den synker mod den nøgne Barm,

        Den famler og i Bolstret sig forvirrer.

        Da vaagner hun. Var det en Larm? —

        Bort Smilet veg, og selsomt Øiet stirrer.

        Var det et Liv i Drømme,

        Hvis Sødme hun ei mægtig var at tømme.

Hun drømte om et bundløst Dyb af Savn,

        En ukjendt Magt, som Længslen stilled;

        En Sølvrøst nævnte hendes Navn,

        Paa hendes Bryst en ildhed Taare trilled.

        Hun vaagned, — til en lodden Faun

        Forvandlet var med Et det hulde Billed.

        Han stod i Laurbærlunden,

        Og logred med et hæsligt Smil om Munden.

Da hæved hun sin Skulder klar og hvid,

        End ei af slukte Længsler rundet,

        Og Brystet svulmed som til Strid,

        Nyshvælvet, pragtfuldt, kjækt, uovervundet

        Det kæmped — ak en flygtig Tid —

        Bevinget, urørt, frit, ubundet.

        Da foer hun op forskrækket,

        Og bly sin Skjønhed med Gevandtet dækked.

Misundes høit bør Eders Salighed,

        I altfor lykkelige Terner,

        Der flokkedes ved hendes Fjed,

        Som Hesper vinker frem de mindre Stjerner!

        I Badet nu hun salves med

        Ambrosisk Balsam. En sig hurtig fjerner,

        Til hendes Fod den bløde

        At hente frem Sandaler rosenrøde.

Men Psyche sad mismodig, tankefuld;

        En Verdens Byrde hende tynger.

        Alt Ringen af phønicisk Guld

        Sin Straaleflod om Armen slynger.

        Hun seer den ei. Et nyfødt Kuld

        Af Tanker under hendes Hjerte gynger.

        Snart isner det af Kulde,

        Snart gløder det, som om det briste skulde.

„O, skjønne Psyche, siig, hvad martrer dig,

        Saa at dit Aasyns Purpur svinder?

        Siig, har Du mødt paa eensom Vei

        Artemis med et Tog af Jægerinder?

        Har Pan sig viist? o, er det ei

        En Dæmon, som din Læbe binder?“

        Men stum er hendes Klage:

        Hun synker atter i sin Drøm tilbage.

Her er saa lummert, mat er hendes Blik,

        Saa klart og frit i svundne Dage,

        Og kvalt er hendes Røsts Musik;

        Hun flygte vil, men Kræfterne forsage.

        Da var det, som et Slangestik

        Gav hendes Sjæl den fulde Kraft tilbage.

        Hun iler ud i Lunden,

        Og, som en anskudt Hind, hun er forsvunden.

Den dybe Strøm sin friske Køling sender

Hun øser ei som før den klare Drik.

De blide Lilier ømt om hendes Lænder

Sig slynge, hun dem skjænker ei et Blik.

Og Hyrden standser, næsten ei han kjender

Den tause Mø med saa forvandlet Skik.

Forgjæves stammer han: „Hil Dig, o Psyche!“

Hun iler rastløs frem i Løvets Skygge.

Hvad var da hendes Maal? var grumt forvirret

Med Trolddom dette hulde Barnesind?

Har i sit eget Bryst for dybt hun stirret?

Var hun berørt af Maanens onde Skin?

Var som Løvinden hun til Blodhævn tirret?

See igjennem Haaret brænder hendes Kind,

Og Barmen stormer! Drev en Villie hende,

Eller et Vanvids vilde Hvirvelvinde?

Der gik et Sagn trindt i de græske Dale,

Som bange Qvinder lytted til i Løn:

„At høit i Luften, i krystalne Sale

Der boede en mægtig Gudesøn,

Hvis Bue klang som Sang af Nattergale,

Men med et Hjerte koldt mod Suk og Bøn,

Og at han nedsteg fra sin Æthers Skyer,

Og gjæsted tidt de Dødeliges Byer.

„En Yngling var han, smykt med gyldne Vinger,

Med en forførerisk, melodisk Røst.

Hver Gang en Piil fra Buestrengen springer,

Skal Freden myrdes i et skyldfrit Bryst.

Han har en Magt, som engang Alt betvinger,

Han har et Sind, som aldrig sender Trøst;

Han har et Hjerte, som . . . Nei intet Hjerte,

Hans første Favntag avler evig Smerte.

„Men deilig er han fremfor Dødelige,

Og ingen Gud i Skjønhed ligner ham.

Alt Universet hører til hans Rige,

Fra Zeus og Ares til det usle Lam.

Hvor han sig nærmer, Alt paa Flugt bør vige,

Thi aldrig han Medlidenhed fornam.“

Saalunde talte alderstegne Fædre,

Og Ingen voved høit hans Navn at hædre.

Hvad var hans Navn? ja, hvor er den, som magter

Ret at udtale dette dunkle Ord? —

Og hvor er den Forvovne, som fornægter,

Eros! den Vælde, som i Buen boer?

For den sig bøied alle Jordens Slægter,

Hvert Liv fra Niger til det fjerne Nord.

Til Firmamentet har han Vei sig banet,

En Musling bar ham over Oceanet.

I Buestrengen boer hans Guddoms Flammer,

Og i dens Susen dølger sig hans Magt:

Den slutter inde større Lyst og Jammer,

End der endnu er over Jorden bragt.

Naar som en Jubelsang den Hjertet rammer,

Naar som et Klagesuk den klinger svagt,

Skal Sjælen en elektrisk Zittren kjende,

Og Liv og Død sit Udspring har af denne.

Forlængst har Psyche dette Sagn erfaret,

Og lønlig Rædsel rysted hendes Sjæl.

Men ubevidst et Billed den bevared

Med barnlig Undren, uden Taarevæld.

Da drømte hun hin Morgen. Som forklaret

Han Himlen gjennembrød, — det var ham selv.

Han paa en mægtig Ørn red gjennem Luften,

Og af hans Rosenkrands fornam hun Duften.

I hvert et Træk den Frygtede hun kjendte,

Med Kogrets Purpurbælte om hans Bryst.

Ei skjalv hun, da hun saae, hvor Øiet brændte,

Hun gøs, betagen af en himmelsk Lyst.

Buen var skjult, da han til hende vendte

Sin bævende, sin tonefulde Røst,

Og sagde: „Hil Dig, Du min Sjæls Udkaarne!

Mit Hjertes den fra evig Tid Eenbaarne!“

Og Stemmens Sødme skjulte Strengens Susen,

Og Blikkets Glands fordulgte Pilens Flugt.

Hun vilde græde; lukt var Taareslusen,

Hun vilde smile, Smilets Ild var slukt.

Hun vilde svælge vaagen i de tusind

Fornemmelsers fuldmodne, søde Frugt:

Da bøied hun sin Arm, — det var forsilde,

Og Skuffelsen blev hendes Tungsinds Kilde.

Dybt inde i det Dunkleste af Skoven,

Hvor der er Nat i lumre Middagsstund,

Og ei en Plet af Himlen sees foroven,

Der hvælved sig for Zeus en Offerlund; —

Hvor intet ædelt Dyr tør fæste Hoven,

Kun Øglen lurer i den skumle Grund,

Did den Fortvivlede sit Løb nu vender.

Der rinder Blod af hendes Fod og Hænder.

En tusindaarig Eg i Mulmet stander,

Og ved dens knudrede, mosdækte Rod,

Som Aftenduggens Kvægedrik ei vander,

Der stod et Alter, vaadt af Offerblod.

En panisk Skræk fast hende overmander;

Dog samler hun med sidste Kraft sit Mod.

Hun sine hvide Knæ mod Jorden sænker,

Da bryder hendes Røst de tunge Lænker:

Ei svarte Fader Zeus, men mildt han smilte:

En Straale faldt i Skumringen den tætte.

Ved Varslet trøstet Psyche hjemad ilte,

Hen over Sten og Kløfter sprang den Lette.

Som en ved Dugfald tillukt Rose, hvilte

I Aftenskyggens Kølighed den Trætte

Paa Leiet; og i fulde Drag hun nød

Den Styrke, Søvnen over hende gød.

Men hendes Søvn var rolig. Ingen Drømme

Det unge Sind med deres Gjøglen skrække.

Og Aarernes de rosenrøde Strømme

Sig bølged sagtelig som stille Bække.

Phobos tilbageholdt den gyldne Tømme,

At Vognens Glands ei skulde hende vække,

Og Stjernerne med de lydløse Fjed

Saae venlig ned til hendes Hvilested.

Men, mens hun slumred, var det som om Livet

Fornyet rulled gjennem hendes Lemmer,

Som Nakken, Armen, Benet nu var givet

En Kraft, som kun den frie Villie temmer.

Den skjønne Hals, før bøielig som Sivet,

En Fylde fast af sværmersk Stolthed gjemmer.

Barmen var mere kraftig, perlehvid;

Meer gløder Læben, end i fordums Tid.

I Purpurkaaben med de gyldne Stjerner

Sad Kongen, hendes Fader, høit i Hallen.

Fra Datteren sig ei hans Tanke fjerner,

Og hendes Dvælen gjør ham heel modfalden.

Ved Døren flokkes de nysigne Terner,

Hun hører ikke deres sagte Kalden.

De vente spændt og længselfuldt den Stund,

Da Psyche selv skal aabne deres Mund.

Høit Solen staaer paa Himlen. End hun blunder.

Men pludselig hun sig fra Leiet svinger.

Paa Panden hviler Haanden, som hun grunder;

I Lokkerne en dæmpet Susen klinger:

O, see! af hendes Skuldre, store Under! —

Er spiret frem det deiligste Par Vinger,

Just der, hvor to Fordybninger før sad,

Som Zephyr aander dem i Liliens Blad.

Et Sølverspeil med Glands som Kildevandet

Ved Væggen stod; der saae hun halv forskrækket,

At hendes Haab, med Tvivl og Uro blandet,

Var som en yndig Blomst til Live vækket.

Som Sommerfuglens Vingerne var dannet,

Med tusindstraalet Farvestøv bedækket,

De funklede i broget Sommerpragt,

Og tvivlende hun prøver deres Magt.

Hun slaaer dem ud; i Solens Glands de spille

Med Purpur, Guld og Sølvflor blankt som Bækken,

Saa svæver hun med Miner salig-milde

Ud i det Frie, foran Søilerækken,

Der rører hun dem, som hun flagre vilde

Ad Marmortrappen ned mod Laurbærhækken.

Hun hæver sig som Rosen fra dens Rod —

Ei meer berører Jorden hendes Fod.

Men see, de lette skrøbelige Flader,

Som syntes knap en Fugl at bære kunne,

Udfoldes kjækt, og Hjemmet hun forlader;

Paa Luftens Bølger synes hun at blunde.

Hun tænker ei paa Moder, ei paa Fader,

Ei paa sin Barndoms skyggefulde Lunde.

Og, lig en Sjæl, der Døden overvandt,

Bortkaster hun det jordiske Gevandt.

Let svømmed hun i Ætheren, den klare;

Men da paa Jord sig nærmed Middagsstunden,

Da frygted Ternerne, hun var i Fare,

De traadte ind, og see, hun var forsvunden.

Men Kongen, Dronningen og Hoffets Skare,

Taust stirred efter Flygtningen fra Lunden.

Alt høit gik hendes Flugt, snart som et Ny,

Forsvandt hun for dem bag en Rosensky.

Dæmper, o dæmper kun Klagen,

I, som i Støvet bygge!

Aldrig I dog tilbage

Græde den tabte Psyche,

Ikke meer Eders Samfund,

Eders dagligdags trygge,

Smaalige Daad og Tale

Kan hendes Sind husvale.

Daarlige jordiske Sorger,

Daarlige Mennesketanker!

Som, hvor en gudopflammet

Ildstrøm i Hjertet banker,

Troe at fængsle dens Magt med

Usle jordiske Skranker! —

Den, en Guddom betvinger,

Skjænker den ogsaa Vinger.

Saa er din Magt, o Phobos,

Naar du en Pande krandser!

Saa er og mægtig Musen,

Som paa Helikon dandser.

Stærk er Penaters Guddom,

Og, Athene, dit Pandser!

Eros din drømmende, første

Kalden er dog det Største.

Naar Du som Morgenrøde

Tænder din evige Kærte,

Naar Du sænker din Guldregn

Ned i det slumrende Hjerte,

Naar det som svulmende Knopper

Brister af Fryd og Smerte,

Fængsler og haardeste Fjelde

Vige da for din Vælde.

Høit i hvælvede Skyer

Henad Ætherens Strømme,

Vugget som Blad paa Vandet,

Sees hun fjernt at svømme.

Hjemmet med Eng og Skove,

Svandt som halvglemte Drømme,

Hjemmet, de sørgende Frænder,

Ei hun et Suk dem sender,

Høit over Skyerne stedse

Mere dristig hun higer.

Snart som en snehvid Due

Ind i Himlen hun stiger.

Der blandt rullende Stjerner

Skuer hun Eros’ Riger.

Portens elektriske Straaler

Ei hendes Øie taaler.

Tyst og stille var Slottet.

Søiler, krystalopførte,

Funkled med gyldne Tage;

Intet Liv dog sig rørte.

Frygtsom betraadte hun Hallen,

Egne Fjed kun hun hørte.

Demantvæggene lyste

Psyche forfærdet gyste.

Feberhede og Kulde

Rysted den ensomme Pige.

Panisk Rædsel og Attraa

Taarer i Øiet lod stige.

Panden mod Marmorgulvet

Sank, og Haaret det rige

Flød som en Guldkaskade

Hen ad den blanke Flade.

Dengang Sphærernes Skygger

Hen gjennem Ætheren svæved

Og hun sit blide Hoved

Sagtelig atter hæved,

Selsomt et funklende Skjær fra

Marmorets Fliser bæved,

Og med svindende Kræfter

Tvivlsom hun greb derefter:

See, da holdt hun i Haanden

En af de mægtige Pile,

Som ustandset fra Buen

Ud over Verden ile,

Gylden, hærdet i Gløden

Af evige Guders Smile,

Hærdet ved himmelske Kærter, —

Blødende Menneskehjerter.

Undrende hun sig reiste, prøved den blanke Spidse.

Skarp vel er den, hun tænkte, farlig dog ei, tilvisse.

Halvt i Drømme hun prøved Liliehuden at ridse:

Sagtelig rosenrøde

Perler derved frembrøde.

Men fra det blinkende Vaaben, gjennem den lette Skramme,

Foer i de rene Aarer dybt en usynlig Flamme.

Snart dens martrende Kvaler alle Livsaander lamme,

Snart den hende bebuder

Lighed med salige Guder.

Tys, i Luften det suser, og i Hallen den høie

Straaler Gudens det klare, kongelig stolte Øie.

Hurtig Strengen han strammer, Armene frem sig bøie;

Men — ved det herlige Skue

Synker den spændte Bue.

Først det er, som om ydmyg hun til hans Guddom tyer.

Øiet funkler af Længsel, frygtsom dog atter hun flyer.

Hurtig han følger, og længe det yndige Spil sig fornyer;

Stedse hans Attraa stiger,

Stedse hun ham undviger.

Pludselig dog hun standser som ved en Trolddom bunden;

Og af hans favnende Arme er hun med Et omvunden.

Der, hvor hun sank til Gulvet, der, hvor Pilen var funden,

Der, hvor Smerterne fødtes —

Purpurlæberne mødtes.

Dette Liv, skal det dog aldrig endes?

Vil han aldrig trættes af dets Lyst?

Ei ophøre at beundre hendes

Skuldre, hendes unge faste Bryst?

Hver en fin og fyldig Form skal kjendes,

Hver en Skjønhed har han henrykt kyst,

Og beruste af hinandens Aander,

Sank de hen paa Leiets Rosenhynder.

Ubemærket tusind Dage glede,

Tusind Nætter svandt som et Minut.

Næste Morgen fandt dem atter rede,

Spøg og Kjærtegn vexled uafbrudt.

Buen røved hun i skrømtet Vrede,

Ingen Piil fra Strengen meer blev skudt,

Og i Haarets gyldne Nat hun søgte

Ham at fange, naar han vilde flygte.

Saa, for Lysten meer end at forsøde,

Mangen yndig Skjemt de tænkte ud.

Tidt de legede det første Møde,

Han med Pilen ridsed hendes Hud.

Og, som Jorden glemte sløv og øde

Frygten for den farefulde Gud,

Glemte hun i frydberuste Nætter

Moder, Fader, Hjemmets gyldne Sletter.

Dog — engang hun vaagned op en Morgen,

Længst bortflygtet var den stille Nat,

Eros draget var paa Jagt fra Borgen,

Og hun fandt sig ensom og forladt.

Hun, som havde Længselen og Sorgen

Ganske glemt, var nu forvandlet brat,

Og fra Øiet klare Taarer strømme,

Som hun vækket var af søde Drømme.

Lunden, Engene, den Flod, som rinder

Ved Palladset, hendes Frænders Hjem,

Legepladsen, tusind Barndomsminder,

Pludselig for Tanken drage frem.

Og en mægtig Længsel Seier vinder —

For et Øieblik at favne dem,

Vil hun flyve hjem til sine Kjære.

Snart hun atter kan tilbage være.

Bævende hun ud af Hallen træder

Skuer paa den vide Himmelvei.

Freidig hun til Flugten sig bereder,

Kun til Afsked end hun vender sig . . .

Hvorfor synker hun paa Knæ og beder?

Er paa een Gang Veien lukt? — o, nei!

Luften aabner sine skjulte Porte,

Ak, men hendes Vinger ere borte! — —

Og fra den Tid har en stille Kummer

Sig om hendes lyse Pande lagt.

Kun, naar Eros vender hjem, forstummer

For en Stund den ved hans Nærheds Magt.

Men naar den er endt, den søde Slummer,

Og han drager atter ud paa Jagt,

Grublende hun end paa skjulte Steder

Efter sine tabte Vinger leder. —