De Creatione rerum.
Hær begyndher en lidhen bogh. Hwilcken ther tracterer och vnderwijs met ſtor løſt hwarledes gud fadher aff førſthæ begyndelſæ haffuer alting ſckapt. Och huarledes dieffuelen han beſwegh woræ forſthæ foreldernæ Adam och Euam. Met en ſubtilig forklaring: huarledes forbeneffndhæ Adam och Eua the bleffuæ vtdreffnæ aff paradis ſtrax effther ſyndhen. Och hwad plagher them ſidhen offuergick for ſyndzens ſckyld.
Thi thet ſculle alle menniſcke faa at widhæ,
hwi gud han ſchapthæ aff ewigbæ tidhæ
nathurlighæ ting at bliffuc:
En ſag war thettæ, ſom ieg forſtaar,
och ſcriffthen ſigher och ſaffn aff gaar,
ſynæ gaffuer wildhæ han them giffuæ.
Han ſckapthæ forſt hiihelen met eth ord,
planether, och ſoel, och ænglæ och iord,
gaff them nathwrlighæ gaffuc.
Planether regheræ førſt himelens lob,
til them ſætther gud al mæñiſckens hob,
the ſcullæ them ſtyræ och haffuæ.
Solæn er klaer och møghet warm,
hwn leener ſiwgdom, driffuer bort ſtoer harm,
thet er hennes ſynderlighæ gaffuæ:
Hwn locker vp yrther och iordzens gredhæ,
hwn ſckrider paa hiihelen vthen mødhæ
baadhæ nath och allæ daffuæ.
Maanen han ſckiin om natthæ tijd
at allæ ſcullæ ſee baadhæ hiſt och hijd,
om natthen ſom plæghæ at faræ
offuer wand, paa land, ſom ſanckæ theres fedhæ,
at them ſcal inthet hinder medhæ,
the ſcullæ ſig taghaæ til waræ.
Maanen driffuer dugghen for ſoolæn need,
aff ſckyæn til iordhen, hwn glædes ther wedh,
hwn kølnes aff ſoelſens bryndhæ.
The ſckadelighæ yrther, i marken ſtaa,
nar maanen han ſckener, the ſnart forgaa
och wordhæ ſaa ganſckæ tyndhæ.
Jordhen ſcal fødhæ baadhæ folk och fææ
gud haffuer begaffuet ſwo hænnæ,
At allæ creaturer, paa iordhen gaa,
baadhæ wildhæ och tammæ, ſtoræ och ſmaa,
fran andhet kan man them kænnæ.
Yrthor haffuer gud giffuet maghen krafft,
ther met bekændes hanſſ guddoms macht,
ſamæledes och dyræbaræ ſteenæ.
Then gud, ſom nw i himelen boer,
han haffuer och ſckapt IX ænglæ koer
ther loffues han foræ alleenæ.
Mod hafum ſiwnghæ the lofſens ſang,
tidhen er them ræt aldrig lang,
mænniſckæn ſcullæ the och gømæ
For waadhæ, ſom dieffuelæn kaſther vpaa,
mellom off och them the ydelighen ſtaa,
the ladhæ them ther til ſomæ.
The gømæ och baadhæ liiff och ſigl;
tiæn them hwær dag, tha gør thu wæl,
met almeſſæ och thinæ benæ:
Hoes tig ſtaa the vti thin ded,
frælſæ tig fran dieffuelæn och hælffuedes ned,
the kwndhaæ tig tha wal løng.
Nallus autem homo preſumat inueſtigare: Gur deus hominem, quem ſciebat esſe cafurum, volnit creare. Cur etiam ipſos angelos creare voluit, quorum caſum certisfime ſciebat. Et quare cor Pharaonis voluit indurare: cor autem marie magdalene ad penitentiam mollificare. Qnare Petro ſe ter neganti contritionem immiſit, Judam autem in peccato deſperare dimiſit. Quare vni latroni gratiam conuerfionis inſpirauit, & focio ſuo gratiam dare non curauit. Quare vnum peccatorem trahat, et alium non trahat. Nullus quantumcumque prudens inueſtigare prefumat. Hec enim dei opera, et hijs fimilia, humanis ingeniis funt inſcrutibilia. Hujusmodi queſtiones Paulus breuiter ſoluere videtur dicens: Quem enim wlt (vult), indurat deus, et cui vult miſeretur.
Før gud ſckapthæ encthen hiihel eller iord,
tha ſckapthæ han ængelæn meth eth ord,
luciferum met andræ fleræ:
han gaff hañum fawerhed for them allæ,
gudz handhewærck mathæ the hafium wæl kallæ,
wijſdom ſick han och meræ
End noghen ænghæl i ænglæ foer,
thet giordhæ gud ſom i himmærighæ boer,
ſlig æræ fick han at nydhæ:
Dog han war wijs och deylig ſcapt,
han ſckiøtthæ ey, han ſculdhæ bliffuc fortapt,
mod gud han tordhæ brydhæ.
En tanckæ ſich han, hwn war ey god,
at han wildhæ gøræ gud i mod,
ſwo fagdhæ han til ſig eenæ:
I æſther wil ieg fætthæ myn ſtoel,
degligheræ er ieg end noghen ſool:
gud wiſthe huad han mwngæ myeena.
Han lignedhæ ſig gud, ſom hañum hadhæ ſckapt,
i ſamæ ſtwnd bleff han fortapt,
Met manghæ ſcock ængl, met haſum wildhæ wærg,
i hælffuedes ild: nw braændhæ the thæræ,
Sommæ i wædheret, ſomc fuldheæ i wand,
ſommæ i iordhen och ſomer paa land,
For ſyndhen floghæ the allæ mænniſckæ i hiæl,
thet kwndhe wæl fylghæ ræt och ſckiæl,
wildhæ gud them raadhæ ladhæ.
ey noghen tijd wed mænniſckæn reræ,
togh the æræ ondhæ och leedhæ:
Then godhæ ænghel ſtaar ther imod,
the mwghæ ey reræ hucrcken hand eller fod,
ſwo ſpægher han theres wredhæ.
Ther lucifer war aff hiihelæn ſckaath,
for han wildhæ gøræ gud ſpee och ſpaath
och wildhæ waræ herrens lighæ,
Gud ſcapthæ ſtrax hælffuedhæ, och adam met,
och ſwo paradiis then løſtughæ ſtæd,
ſom lignæs wed himmærighæ.
I ebron tog gud en klæmp aff iord
bewiſthæ ſyn guddoms æræ:
Sidhen gaff han hafum lijffſens andh,
togh han war ſckapt aff iord och ſandh,
eth mænniſckæ ſculdhæ han wæræ.
Gud leddhæ hañum indh vti paradiis,
ther giordhæ han adam meghet wijs
offuer allæ, ſom han wildæ ſckabæ:
at bliffuc vdedelig ladhæ han paa wind,
thet kwndhæ han ſnarlighen tabæ.
Allæ creaturer, ſom gud ſckob thæræ,
kalledhæ adam theres herræ at wæræ,
the ſtodhæ for hafum alt eenr.
Han giordhæ them allæ nytthæ och gaffn
och gaff them allæ theres naffn,
ſom the kalles nw at hedhæ.
Fuglæ i luchten, och fiſchæ i flodhæ,
the tuchtælighen allæ for adam ſtodhaæ,
ſlig æræ wildhæ gud hafium wedhæ.
Farer bort, ſagdhæ Adam, och faar ether fødhæ,
hennæ ſcullæ i ſanckæ forwthen mødhæ,
i ſcullæ hwær andhræ kaennæ:
I ſcnllæ wordhæ fleræ, end i nw æræ,
al wærdzens hedher then ſcullæ i bærg.
thet ſigher ieg ether for ſænnæ.
The bøghedhæ them ned for adams knææ,
baadhæ fuglaæ och fiſckæ, och dywr och traa,
the fooræ ſwo borth til lighæ,
Theres fedhæ at hænthæ paa marck och land,
ſommæ fooræ i thet kaaldhæ wand,
fran adam mwnæ the tha wighæ.
En ſøffn kaſthæ gud paa adams krop,
ſckapthæ aff hanſſ reffbeen, fer han ſtod op,
en qwindhæ vtaff hanff ſidhæ.
En iomfrw bleff eua i paradijs,
tog war hwn ey ſom adam wijs,
thet ſcullæ i allæ widhæ.
Gud ſpwrdhæ adam: huad thet mwng wera,
ſom han haffdhæ ſckapt, och tha ſtod tharæ?
thet wildhe han aff hañum widhæ.
Adam han bøyedhæ ſyt hoffuet och knæc,
at leffuæ vti theſſæ tidhæ.
Thet er myt ked, baadhæ blod och been,
myn hoſtrw kaldes hwn forwthen meen,
baadheæ willæ wij ſamen bliffug.
Thennæ qwindhæ, thu ſckapthæ och mig ſtaar nær,
o herræ! huar ieg haffuer hennæ kær,
mædhen wij mwghæ ſamen liiffug.
The warg tha nøgnæ, baadhæ hwn och hau,
adam war ſckapt en møghet ſtoer man,
gud mwnæ thet ſwo behaghæ.
Udødelighæ ſckaptes the baadhæ at wæræ,
the haffdhæ hwer andræ och maghet kæræ,
the ſculdhæ leffuæ manghæ daghaæ.
Gud tog ſtrar adam och euam om hand
och bandt them ſamen met æchthæſcaps band,
han haffdæ them gautzæ kaæræ.
Han leddhæ them hiſt, han leddhæ them hid
offuer paradiis i then ſamæ tijd,
theedhæ them paradiſes æræ.
Eya huad hedher, huad æræ, hvad deyd
gud gaff them baadhæ i paradijs freyd,
then kwndhæ the lidhet ſckiedhæ.
Uærdzens modgang fculdhæ the ey haffuæ,
ey helder och taalæ dedzens plaffuæ,
ey ſyrghæ for theres fødhæ.
ulloſt och glædhæ haffheæ gud them giord,
ſwo klaer war paradiſes iord
ſom nogher criſtal kan wæræ:
The yrther ther ſtodhæ, haffdæ krafftig lwcht,
aldrig ſaa nogher ſwo loſtælig frwcht,
ſom træenæ the mwnæ bærg.
Som klareſthæ ſølff paa iordhen war.
the grenæ waræ ſckienæ met allæ,
Som ſculdhæ bæræ blomſther i theres tijd,
och iordzmaanen hwn war ganſckæ wijd:
huar ſød lwcht mwnæ ther fallaæ.
Loffuenæ warg ſom eth ſckinendhæ gwld,
aff loſtughæ foglæ war paradijs fwld,
the ſiwnghæ ther allæ til lighæ.
Zacharias ſigher: iordmaanet war ſwo ſtort,
ſom gud han haffdhæ for adam giort,
ſom ſiræ konninghæ righæ.
Adam war nøghen och eua met,
ther the waræ i then leſtælighæ ſtædh,
och blwædes thet ey met allæ.
Gud fagdhæ til them met tucht och æræ:
Gud ſagdhæ til adam met fynæ ord:
betænck huad ieg haffuer met tig giord,
om thu kant thettæ ſckiedhæ.
Adam, bliff ſtadig i thin troo!
tha ſcalt thu her ewindelighen boo,
forwthen ald wærdzens mødhæ.
Gud leddhæ hafum til thet wiiſdoms trææ,
mod thet beyedhæ adam ſynæ knææ
och ſpwrdhæ, huad thet mwnæ wæræ?
Thet er thet trææ, ſwaredhæ gud igeen,
ſom thu ſcalt fly for wthen meen,
wilt thu nydhæ hedher och æræ.
Then frucht, ſom paa then abildhaæ ſtaar,
om hwn vti thit legomæ gaar,
fuld dyræ ſcalt thu thet købæ:
Tha ſcalt thu døs och fleræ meth,
och ryiæ thennæ løſtælighæ ſtæd,
aff paradijs ſcalt thu leba.
The æblæ æræ ganſkæ fawræ at ſee,
hwo them wil ſmaghæ, fangher ewight wee,
thet wil ieg ether raadhæ:
Gomer wæl ethert ſiwn, forwaker ethers hænder,
then ſødmæ lader ey gaa gemen ethers tænder,
forwarer ether hær foræ baadhæ.
Strax bleff gud borthæ, the wiſthæ ey hwaar,
the ſtodhæ baadhæ eenæ, ſom ſckreffuit ſtaar,
wiſthæ ey huad the ſculdhæ geræ.
Dieffuelen kom gangendes i oermæ lighæ,
ſyn konſt lod han them hørg.
Nota. Inter omnes beſtias, quas creanit Deus, quoddam genus ferpentum formauit, quod erecte gradiebatur, et caput virgineum habebat. In unum illorum deceptor, mille artifex17 intrabat, et per os eins loquens, verba deceptoria mulieri enarrabat. Hoc dicitur in Speculo liummane saluationis, in prineipio.
Til qwindhen gick han met falſckæ liſt:
hwad ſagdhe gud ether? ſig mig thet wiſt!
hwn kwndhæ ey ſtaa for ordhar.
Hwn ſagdhæ: ædhæ wij aff liiffſens trææ,
mod huilcket adam beyedhæ ſynæ knææ,
tha ſculdhæ wij dedhælighæ wordhæ.
Ney, ſagdhæ dieffuelæn, thet kan ey wara,
til ewig tijd bliffuc i wæl hæræ:
I ſcullæ och aldrig bliffuæ dødhæ,
i fred bliffuæ i hær ſamen.
Som andræ gwder bliffuæ i tha wiſæ,
och ſcullæ hær waræ met roo och liſæ.
eua, uilt thu mig lydhe,
Jeg wil tig kændhæ godhæ raad,
mynæ ord holt ey for ſpot eller haad,
offuer gud ſcalt thu wæl bydhæ.
Aff dieffuelaen lockedes hwn til at ædhæ,
al mænniſckens køn maa ther wed grædhæ,
for døden wij ſcullæ lidhæ.
Mod dieffuelaæn rachtæ hwn wd ſyn hand,
bleff ſweghen aff then ondhæ mand,
aff æbled wildhæ hwn bidhæ.
Dieffuelæn brød aebleth aff then qwiſt
och fick thet qwindhen met møghel liſt,
Awi, huar thet war ildhæ!
Thet ſtyckæ, hwn beed, thet ood hwn op,
fuld dyræ køpthæ hwn thet paa ſyn krop:
wor glædhæ mwnæ hwn ſwo ſpildhar.
Notandum quod tentator non dixit: Eritis ficut dens, ſed ſicut dii. Ut ſi nec gula, nec auaricia, nec fuperbia deiceret (dejiceret) eos, ſaltem in errorem incredulitatis, vt plures efſe Deos crederent, inducere propofuit, vt et ſie deicerentur.
Adam fick hwn then andhen deel,
ſom hwn beed aff, och war ey heel,
bad hanum ligherwijs ſwo gøræ:
Adam bleff ſtrar baadhæ bleeg och reod,
æbled wildhæ han ey røræ.
Thi adam tænckthæ grandgiffuælig paa,
huad ændhæ thet bid thet ſculdhæ faa,
ſtor rætzlæ bar han ther foræ.
Dieffuelen ſagdhæ: adam, æſthw ræd,
allæ ting æræ wnder dine fødher træd,
ſom the tilforen woræ.
meer end thu haffuer tha faar thu magt,
ieg myeen thu fculdhæ mig kennæ:
Som andræ gwder tha bliffuæ i wiiſæ,
allæ ting gud ſckaptæ ſcullæ ether prijſæ,
ſwo ſagdhæ ieg fer til haenng.
Adam, om thu gor hennæ i mod,
thet ſcalt thu wiſſclighen widhæ:
See huar faffuer hwn foræ tig ſtaar,
hwn ſicldhen aff thin amindelſæ gaar,
gud ſckapthæ hennæ aff thin ſidhæ.
Aldam ſaa met nathwrlicht ſckiael
hwn war fortapt, thet wiſthæ han wæl,
och allæ qwindfolk met hænnæ,
Som gud wildhæ ſckabæ effther adams tijd
offuer al wærdhen, baadhæ hiſt och hiſd:
adam kwnnæ thet wæl kænnæ.
Han ynckedhæ ſig offuer thet creatwr,
tog han war ſtaærckeæræ end noghen mwr,
met hennæ wildhæ han iw fallæ.
Han beed paa æbled, giordhæ gud i mood,
deſſ wær wii faa thet aldrig bood,
ſwo ildhæ mwng han off hallæ.
Notandum. Adam et ena in iribus vicüs peccanerunt. Primo in gula, quando fructum comederunt; In ſuperbia guando voluerunt ſimiles esſe deo; In auaricio quando enpide volebant ſeire bonum et malum.
Han bant off til then ewighæ død,
til wærdzens kwmmer och ſorg och nød
och pynæ forwthen ændhæ.
Gud war oſſ førræ blid och hwld,
hær taalæ wij hwngher, tørſt, fraaſt och kwld,
ſlig nød wil wærdhen off fændhæ.
Sidhen ſtaar oſſ foræ ſtoer ynckælig ned,
wij ſcullæ allæ thaalæ then beeſckæ ded,
gud raadhæ huar tha wil ganghæ:
At faa then glædhæ ſom ey forghaar,
ſom møghet i ſckriffthen ſckreffuit ſtaar,
thet wordher oſſ gantzæ banghaæ.
Nw mwghæ i hørc, huad plicht the finghæ
then tijd the mod gudz bwdordh ginghæ,
lodhæ them aff dieffuelæn ſwighæ:
ſom the ſculdhæ baadhæ for ſyndhen haffuæ,
fran gud mathæ the ſidhen wigher.
blanth paradiſæ trææ fuld ræddhæ the ſaadhæ,
the wiſthæ ey theres fedhæ:
Tørſt och hunger giordhæ them ſtoer meen,
gudz naadhæ kwnnæ the ey faa igeen,
Then wijſdom, gud haffdhæ adam giffuet,
haffdhæ han beholdhet, och haffdhæ bliffuet
vſmitthet aff ſyndzens mødhæ:
Tha wiſthæ han meer aff guddoms krafft,
end allæ doctores, ſom gud haffuer ſcafft,
gud wildhæ haſium thet fforodhæ
Lengher at brughæ then dyre gaffug
wildhæ gud ſidhen ſiælff then wijfdom haffuæ,
ſckiffthæ hañum framdeles alleenæ:
Blant folk och diwr, effther theres kon,
deleær gud then wijſdom, ſom ieg kan ſckion,
hoes ord och dyræ ſteenæ.
Adam faarſtod ſig inghælondhæ
ther effther meer end nogher bondhæ,
wiſthæ ey huad han ſculdhæ geræ:
The fawræ trææ, ſom i paradijs ſtodhae,
at giffuc theres grødhæ the ſtrax aff lodhæ,
ey fwglæ kwudhæ adam hera,
Som førrcæ, ſiwnghæ til allæ tidhæ;
hoes hafum wildhæ the ey laængher bidhæ
och hañum ræt inthet ſckiedhee:
The fawræ diwr, ſom tamæ warg før,
lebæ tha baadhæ ſynder, och øſther, och nør,
ey wildhæ the adam mødhæ,
For han haffdhæ ildhæ mod them giord,
the wildhæ ey længher høræ adams ord,
Diwr och fwglæ, ſom gud haffdhæ ſcapt,
the wiſthæ wæl adam war fortapt,
the wildhæ tog lydhæ theræ ſckaberes kald,
Jordzmaanet, ſom førræ war klart och ſmwcht,
bleff wiſned, haffdhæ inghen naturlig lwcht,
al wærdhen ſtod tha i waadhæ.
Solæn miſthæ ſtrax then trediæ part
aff alt ſith ſckieen, thet war fuld hart,
ther adam ildhæ giordhæ
Och brød mod gud met acht och raad,
ther han thet æblæ tog och aad,
och wildhæ tha wiſſcræ wordhæ.
Swodant gaff adam off til arff,
han giordhæ oſſ ſckadhæ och inghen tarff,
i paradiis war han eeng
Met qwindhen, ſom off hadhæ giort then ſckadhæ,
fuld ſaaræ mwnæ the them weeng.
Gwd kom ſidhen gangændes, war gantzæ wred,
aff ſyndhen, ſom han tha giordhæ:
"Adam huar æſthw, wſlighæ mand,
han inthet ſwaræ tordhaæ.
Adam gack hijd, ieg wil tig ſckodhar,
tig wordher yw længs och wærræ.
Adam han græd och ildhæ ſaa:
wy æræ nw nøgnæ och baadhæ hær ſtaa,
ſwo ſwarer ieg tig myn hærræ.
Haffuer thu klæder, tha før tig ij,
ſagdhæ gud, ieg giordhæ tig ganſkæ frij
mod blwſel och wærdzens wandhæ.
Adam, huar thu haffuer ildhæ giord!
thu haffuer forgiffuet baadhæ himmæl och iord
met thin forbannedhæ andhæ.
O wij mig arme wſlæ mand,
fagdhæ adam, ieg raad ey findhæ kand,
for wy off ſwighæ lodhæ.
Jeg komer nw til myt rætthæ ſckiael,
wy haffuæ giort ildhæ, thet weed ieg wæl,
wy fanghæ ræth aldrig bodhæ.
Ynckær ether offuer off, himhæl och iord,
wy wildhe hañum ickæ lydhæ:
Han ſckapthe mig faffuær och møghet wijs,
nw wil han ſla ofſ met ſith rijs,
hanſſ wænſckaff kwndhæ wij ey nydhæ.
O ſoel, o maanæ, o ſtiærner klarag,
begræder thet wij ſcullæ ildhæ faræ,
wij waræ i hedher och æræ:
The gaffuer, gud gaff oſſ met ſyn macht,
them gaffuæ wij fuld lidhen acht,
fuld yuckælighen ſtaa wij hæræ.
Mig blwæs at ſee thenc nøgnæ qwindhæ,
Hwn tør ey ſla ſynæ øgnæ op,
at ſckodhæ och ſee myn nøgnæ krop,
dedher wildhæ hwn hælder wærg.
Til adam thaledhæ gud trediæ tijd:
ieg biwder ether baadhæ, ath i gaa hijd
och ſckaier ether ey eth ſtyckæ.
Huo ſagdhæ ether thet i nøgnæ waaræ,
wthen æbled, thet i baadhæ baaræ,
huar mwng ether ther om tyckæ?
The ropthæ tha baadhæ met grædendhæ taar:
wildhæ thu oſſ noghet naadhæ:
Uij willæ gaa fram vti thit naffn,
oſſ hobes thu ger oſſ baadhæ gaffn,
Gud tog ſtrar en kiortel aff ſckind
och kaſthæ paa then nøgnæ qwind,
hwn war tha ſckiwldt met allæ,
Adam fick ſamæ klædhæbwn,
ligherwijs ſckiwlthes han ſom hwn,
meer wildha gud adam kallæ:
Jeg fpør tig adam, ſwaræ mig igeen,
mædhen thu waſth faſtheræ end noghen ſteen
aff wiiſſdom, ſom tig war giffueth,
Hwi bleffst thu nøghen och ſwo ræd,
och ey i noghen klædebonæ klæd,
huem haffdhæ tig ſwo fordriffuet?
Thet giordhæ thefiæ qwindhæ, ſom mig ſtaar nær,
forti ieg haffdhæ hennæ ganſckæ kær,
ioduth offuer qwindhæ kædhæ!
Hwn fick mig æbled i myn hand,
ſtrax bleff ieg bondhen met ſyndzens band,
hwn bad mig ther aff ædhæ.
o herræ, thu thet fuld wæl weeſt,
miynæ eghenæ lodes vp til lighæ:
Jeg faa myn krop war ildhæ ſcapt,
myn fattughæ ſicl hwu war fortapt,
thi mwnæ ieg fran tig wighæ.
Eua, fagdhæ gud, hwi giordhæ thu thet?
mwnæ thet waræ thing bredhæ?
Hwo haffuer thet giort, thet wil ieg widhæ,
at thu ſculdhæ ferſt paa æbled bidhæ,
Langt borthæ ſtod ormen och ſckuledhæ til,
tænchthæ hwad qwindhen ſwaræ wil,
om hwn wildhæ offuer hañum kæræ:
Thet adam och eua haffdhæ giord,
ther wildhæ ey dieffuelæn haffuc aff ord,
vſckyldug wildhæ han wæræ.
Eua faa ormen, han ſckuledæ faſt
och haffdhæ ſynæ øgnæ til hennæ kaſt,
hwn ræddes for hanſſ komæ:
Then gamblæ forræderæ han ſtaar nw hiſt,
ſom off ſweg baadhæ met falſck och liſt,
ſagdhæ eua met twcht och ſomæ.
Han fick mig æbled i myn hand
och war ſwo ſmidug ſom en wand,
Thet ſckedhæ vti then ſamæ ſtwud,
ieg beed eth ſtyckæ met myn mwnd,
ieg kwudhae thet inthet ſparg.
O herræ, thettæ maat thu heræ
at ieg bad adam och, ſwo geræ,
huad ſckal ieg meræ ſyæ?
Thet ieg tha ſagdhæ, wildhæ han ey ſckiødhæ,
fuld haardelighæ mwnæ han mig tha hedhæ,
han bad mig ſtandhar och tyæ.
Jeg haffuer nw ſagt tig al myn grwnd,
driff ormæn bort i ſamæ ſtwnd,
ſom oſf haffuer komet i waadhæ:
Gor thet nw herræ for thit wold,
beſee then freeſtelſæ wij haffuæ told,
forbarmæ tig offuer oſf baadhæ.
Maledictiones serpentis.
Thu dieffuel, ſagdhæ gud, i ormæ lighæ,
for allæ menniſckæ ſcalt thu wighæ,
forbandhet ſcalt thu och wordhæ.
Thu haffdhæ møghet ondt vti thing ſindhæ,
then tijd thu komſt til theñæ qwindhæ
och henng ſwighæ tordhæ.
Thit hoffuet ſcal bliffug ſonder kryſt,
thu ſcalt och krybæ paa thit bryſt,
iordhen ſcalt thu forthæra:
Tig ſcal ey ſckiwlæ klæder eller haar,
allæ ſcullæ hadæ tig huar thu gaar,
forſmaadt ſcalt thu och wæræ.
Tig ſcal och fla baadhæ lidhen och ſtoer
och hadhæ tig allæ, paa iordhen boer,
thet giffuer ieg tig til kænnæ.
En qwindhæ ſcal en tijd tig ſwo ſlaa,
at al thin macht ſcal fran tig gaa,
wachtæ tig fuld wæl for hænnæ:
Huar hwn tig ſinder, thu maath alt fly,
huad hælder thu æſt paa marck eller by,
hwn wil tig ickæ lidhæ.
Huar henes naffn næffnes met ſtadig troo,
ther maath thu huercken bidhæ eller boo,
thet warer til ewighæ tidhæ.
Som thu haffuer ſwighet then førſthaæ qwindhæ,
then andhen ſckal tig hiemæ findhæ,
hwn ſcal geræ tig ſtoer wandhaæ:
Och ſcal tig ſwichthæ manghæfold,
bethaghæ thin macht och alt thit wold,
thet ſpors offuer allcæ landhæ.
Adam gick fram, ſwo ræd han ſtod,
ieg bedher tig, herræ, thu war mig god,
giff mig ey thin vredhæ:
Thet ieg haffuer giort, giordhaæ ieg aff nod,
then tijd mig qwindhen æbled bod,
wij bleffuæ tha baadhæ kedhæ.
Herræ, huad thu wilt aff oſf geræ,
wij ſtaa hær baadhæ och willæ thet hera,
forſee oſf met thet bæſthæ:
Giff oſſ nw plicht for wor vtucht,
wij odhæ aff then forbaadenæ frucht,
Maledietiones Ade.
Ja ja, ſagdhæ gud, thet ſckat wæl ſckee,
adam thu ſcalt nw aldrig lee,
thet er thin førſthæ plaffuc:
Thu lyddhæ thin hoſtrw meer end mig,
then tijd hwn raadhæ tig meen och ſwig,
ſtoer fattigdom ſcalt thu haffug.
Barfodt och nsghen ſcalt thu gaa,
thin fodhæ ſcalt thu met vmag faa,
thu ſcalt och ſyrghæ och grædheæ.
Al wærdhen ſcal tig waræ i mod,
for qwindhen thu tig ſwighæ lod,
thinæ øghenæ ſcalt thu wædheæ.
Tig ſcal waræ mod baadhæ ſtock och ſteen,
til thu forwandles til iord igeen,
baadhæ wand och wæder til lighæ:
The bern, thu affler effther thefæ tijd,
the ſcullæ vpffyldhæ wærdhen wijd,
the wordhæ och aldrig righæ.
Swo lenghæ thu leffuer ſcal rægn ey kommæ,
iordhen at geræ noghen frommæ,
thet ſckeer for thinc brødhæ:
Aff torſt och hunger, met fraaſt och kwld,
Thu ſcalt ey ædheæ aff noghet bord,
adam, for thu haffuer ildhæ giord,
ey ſoffuæ paa thin ſidhæ
Paa noghen ſæng i thinæ daffuc,
hws eller hiem ſcalt thu ey haffuæ,
thin tijd ſcalt thu ſwo ſlidhæ.
Met arbeygd, kwmmer, och hiarthæ ned
ſcalt thu forhuerffug thit daglighæ brød,
och ſwo thinæ efftherkomæ.
Swo haffuer thu kommet al wærdhen i fald,
thet ſckedhæ for en qwindes kald
ether baadhæ til lidhen fromæ.
ſtrar qwindhen til wor herræ kom,
hwn kwndhæ ey møghet ſwaræ.
Thu æſt, ſagdhæ gud, then wærſtæ ting,
ſom nogher kan findhæ al wærdhen omkring,
ieg wil tig ickæ ſparæ.
Imprecationes mulieris.
Jeg wil tig ſwodang gaffuer giffuæ,
vnder mandzens macht tha ſcalt thu bliffuæ,
offuer tig ſcal han waræ herrg:
Al tijd ſcal han legghæ ther paa wind,
at ſwichthæ thit ondhæ, haardhæ ſind,
eller i faræ baadhæ werræ.
Thu ſcalt arbeygdhæ met rock och teen,
eller han ſlaer ſonder baadhæ ryg och been,
om thu wilt hañum ey lydhæ.
tha leffucæ i ſaihen met ræt och ſckicl,
thet ſcal ether ey fortrydhæ.
Thin ſckyld findes meer end adam brød,
thi ſcalt thu wordhæ bleg och red
nar thu thinæ bern ſcalt fødhæ.
Aff twang och nød, ſom thu ſcalt lidhæ,
thu taaldt baadhæ wee och mødhæ.
ioduth och wee mwng thu tha robæ,
then tijd ſcal wordhæ tig banghæ.
Thu wildhæ tha hælder ware ded
end taalæ ſwodan bitther nød,
om daghenæ wordhæ noghet langhæ.
Allæ qwindffolck, ſom børn ſcullæ fedhæ,
the mwghæ alt taalæ ſwodan mødhæ,
fuld faaræ the offuer tig kæræ,
Haffdhæ thu ey ſyndhet met thin vſnildhæ
then tijd thu æbled ædhæ wildhæ,
nod haffdhæ ey komet hæræ.
Thu ſcalt vpffyldes met wee och twang
och tidhen ſcal wordhæ tig gauſckæ lang,
ſwo ſcalt thu thet forſtandhæ,
at taalæ then nod, ſom thu ſcalt haffuæ,
for ſyndhen thn giordhæ, aff legmos plaffuæ,
thet ſpørs offuer allæ landhæ.
Jeg hafuer forbandhet ether alle tree,
ſwo ether kan aldrig løckæ ſckee,
gaar hijd nw allæ til lighæ!
Thu dieffuel, gack bort aff paradijs,
thu ſwegſt adam, tog han war wiis,
wiſthæ thu ey wæl, thu waſth fortapt,
At thu haffdhæ bleffuit vdi hælffuedes glødhæ
och taaled ther twang met pynæ och mødhæ,
thet haffdhæ wareth meghet bæddræ
End thu ſcullæ ſwighæ theſſæ twendhæ folk,
och kommæ al wærdhen vti kwmmer och wolk:
forbañiedhæ wordhæ thinæ ſtwndhæ!
Lad mig tig aldrig meræ ſee,
far bort til hælffuedes twang och wee,
thi thu æſth ond aff grwndhae.
Adam tænchthæ paa, hwad han wildhæ goræ,
thet, gud ſagdhæ ormen, kwnnæ han wæl hera,
han ræddes for gudz wredhæ:
Miſckwndelighæ herrg, tha giff mig dom,
mig war i mod ieg foræ tig kom,
thu ſtander alt nu til redhæ
At dømæ mig for myn ſckyld och brsdhæ,
ieg wed thw wilt mig ſaaræ hødhæ,
gør thet met twcht och æræ:
Driff mig ey aff thennæ ſtæd,
lad mig hær bliffuæ och eua met,
thet tychthæ mig waræ uytthæ och got,
wildhæ thu tig ther til boghæ:
kwung wij ey meræ aff himerighæ faa,
end theñæ ſtæd wij ſtandhæ vpaa,
wij ladhæ oſſ ther met nøghæ.
Adam och eua, gaar baadhæ hijd,
ether ſtaar nw foraæ en yuckælig tijd,
thet maa ey andhet wæræ.
Huad i haffuæ brøt ethers gud imod,
thet faa i næppelighen nogher tijd bod,
Adam gack fram, thw fwlæ mand,
then ſyndughæ qwindhæ tag wed thin hand,
gaar wd til wærdzens mødhæ:
Hiiel och iord maa hær foræ grædhæ,
alle the ſom ſckabes theres øgnæ wædhæ,
och ſolæn maa ther foræ blødhæ
For gang ſom adam och ena the gaa,
gud ladhæ thet foræ theres ſynder ſtaa,
begynthæ tha baadhæ at raabæ:
allæ diwr, ſom ſckapthæ waaræ,
mellom adam och gud the witnæ baaræ,
aff paradijs ſtrar the lebæ.
The ſoghæ i hiſhelæn och ſtampedhæ paa iord,
for adam han haffdhæ ildhæ giord,
gud wiſtæ huad the mwnc myeeng:
Foglæ floghæ høgt och ropthæ ſwo faſt,
for adam war aff paradijs kaſt,
ſloghæ them mod trææ och greeng.
O adam, adam, huar thet war ildhæ,
thu ſculdhæ then ſtoræ glædhæ ſpildhæ
och geræ tig ſielff then ſckadhæ!
Fiſckæ, ſom waræ i allæ flodhæ,
the lobæ i wandhet och ildhæ the lodhæ,
offuer Adam ſtoer ynck de hadhaæ.
Huad ſorg vti adams hiarthæ ſtod,
han gaff ſig gantzæ faaræ,
Eua, ſagdhaæ adam met grædendhæ taar,
eija huad onth oſſ foræ ſtaar,
gud giffuet wij dødhæ waaræ.
Eua ropthæ tha met iemmerlig roſt:
o adam, adam, giff mig troſt,
ieg døer aff hwnghers waadhæ:
Paa trediæ dag haffuer ieg nw gaad,
adam, vthen thu kanth findhæ raad,
tha bliffuæ wij dødhæ baadhaæ
Aff hwngher och tørſt met fraaſt och kwld,
gudz nadhæ och hielp er for off dwld,
thi gaar off møghet til meenæ.
Jeg bedher tig, adam, gør ſaa wæl,
mædhen wij hær gaa, ſla mig i hial,
ſwo fødher thu tig wel eenaæ.
Eller gud ledher tig i paradijs,
ſom wij waræ før och gor tig wijs,
ſwo faar thu thinæ fødhæ.
I huad wij gøræ i theñgæ tijd,
om wij gaa baadhæ om wærdhen wijd,
tha findhaæ wij inghen grødhæ.
Jordhen giffuer ey nw aff ſig lwcht,
ey noghet trææ wil bæræ frwcht,
ſom wij ſculdhæ oſſ aff bierghaæ:
Uoræ klæder kwnnæ off ey ſckiwlæ for fraaſt,
ſwo lidhen er wor daglighæ kaaſt,
wij kwnng ofſ ey nw wærghaæ
o adam hielp, thet wij faa bod,
bedh gud om hielp och nadhæ.
Awij! huat wij haffuæ ildhæ giord,
met æbled, ther wij aadhæ.
Adam begynthæ at ſuckæ och grædhæ:
thet war fuld ildhæ wij ſculdhæ thet ædhæ,
gud nadhæ off allæ ſtondhæ.
The kaar, wij haffuæ i baadhaæ hænder,
the æræ baadhæ haardhaæ och ondhæ.
O herræ, ſom wij haffuæ brøt emod,
vnd oſſ at goræ plycht och bod
før dodhen tagher off aff liffuæ:
Før wij ſcullæ ind vti hælffuedhæ gaa,
vpfylt met ſorg i huærriæ wraa,
wij willæ oſf til tig giffug.
ther thet kan bødhæ, ſom wij haffuæ giord,
ieg ſigher huad thu ſcalt gorg:
Eua, gack paa thin baræ fod,
gør plicht och bod i tigris flod, 1
mig hobes gud wil tig herg.
En ſteen tag vp aff flodens grwnd,
holt hañum fuld hart vti thin mwnd,
ſtadt ther vti Xxx. daghæ:
ſwo lenghæ ſcalt thu ey talæ eth ord,
met ſwodan legoms plaghæ.
Til iordans flod wil ieg nw gaa,
ſwo længhæ wil ieg i wandhet ſtaa,
taalæ ther hwad gud wil ſændhæ.
Jeg wil ey drickæ, ey helder-ædhæ,
myn brødhæ wil ieg ther ſyrghæ och grædhæ,
til liffuet fangher ændhæ.
Eua, ieg wil uw fran tig wighæ,
lad tig ey meer aff dieffuelen ſwighæ,
om han wil til tig kommæ.
Tænck huad han haffuer førræ giord,
wt aff thin mwnd tal ey eth ord,
tha faar thu løckæ och fromæ.
Adam gick bort, ſyng ſpnder at bedhæ,
fuld ſnart mwnæ dieffuelen qwindhen medhæ,
han wiſtæ wæl huad hwn giordhæ:
Han taledhæ til hennæ i ſamæ tijd,
hwn wændhæ ſig huærcken hiſt eller hijd,
hannum inthet hwn ſwaræ tordhæ.
Dieffuelen ſckapthæ ſig i ænglæ lighæ
forthi han wildhaæ hennaæ meræ ſwighæ,
bad hennaæ, hwn ſculdhæ hannum lydhæ.
eya, huar tidhen er wordhen tig lang,
gudz wilghæ wil ieg tig bydhæ.
Aff wandhet ſcalt thu gaa i ſtædh,
thet er gudz ſærdeles willic.
ther hwn giordhæ ſom dieffuelen bad,
wildhæ ſig ey fran hanum ſckillig.
Dieffuelen foer tha met løgn och fog,
ſwo gren war eua ſom en løg,
hennes krop war wiſnet met allæ:
for kuld haffdhæ giort heñg ſwodant meen,
mod iordhen maathæ hwn fallæ.
Dieffuelen tog hennæ vp i ſyn ſaffn,
hwn tenchtæ han giordhæ heſig nytthæ och gaffn,
hennæ tychtæ hwn fich tha liſæ:
Eſthw gudz ængel, ſom ieg wæl troer,
och ſckapt aff then i himelen boer,
thu ſcalt mig Adam wiſæ.
The ginghæ tijd baadhæ, ſom adam ſtood
och bøthæ ſynæ ſynder i iordans flood,
adam græd gantzæ ſaare:
O qwindhæ, hwi æſt thu koimen hiſd?
æſthw nw ſwighen andhen tijd,
eua, huad haffuer thu faaræ?
Hwn wred ſynæ hænder, drog ſig i haar,
mwnæ thettæ waræ dieffuelen hooff mig ſtaar?
giff mig thet nw til kennæ.
Twi wordhæ thin armæ wſlighæ qwind,
at thu ſwo loff waſt i thit ſind:
ſwo ſwaredhæ adam henng.
I wandnet ſtod Adam XL. daffuæ,
toldhæ kwld och hwngher met møghel plaffuæ,
fuld ſaaraæ mwnæ han ſig weenc.
For qwindhen, ſom tha haffdhæ ildhæ giord,
til hennæ wildhæ han ey talæ eth ord,
ſyn fedhæ ſanckedhæ hwn ther eenc.
Then fødhæ war ey møghet god,
thet war thet tang i wandnet ſtod
ther met føddhæ hwn ſyn ſwlthenæ krop,
ſynæ hændher mathæ hwn ey wædhæ
I flodhen, ſom adam tha i ſtod,
al wærdhen war them baadhæ i mod:
Pthet er nw XL. daffuc
Sidhen thu gigſt i thetthæ kaaldhæ wand,
ieg bedher tig adam gack nw til land,
lad off nw vedhermod haffuæ
Och fattigdom forwthen ændhæ,
til gud wil off ſyn nadhæ ſcændhæ
ther met ladhæ wij oſſ nøghæ:
Och taalighen bærcæ i allæ maadhæ,
mædhen wij kwnnæ waræ ſamen baadhæ,
huad han wil off til føghæ.
Adam gick ſtrar aff iordans flood,
ſom han wildhæ haffuæ ſyn hwilæ:
Met eua han affledhæ ther en ſen,
han kalledhæ hañum abel, ſom ieg kan ſckiøn,
the ginghæ ſidhen manghæ milæ.
I wærdzens ſorg, met twang och nød,
met graad atſpwrdhæ the theres bred,
wæl XXX. winther til aændhæ:
Sidhen ginghæ the til then ſtæd igeen,
ſom the warg førræ, met mødhæ och myeen,
Eua kom tha i ſorghens garn,
hwn bleff ther met eth andhet barn,
thet kom hennæ lidhet til fraamæ.
Aff leghoms twang och wee och nød
thet war ſtort wndher hwn bleff ey død,
fuld lenghæ bleff hwn en daamæ.
Hwn kwndhæ ey ſee, ey hælder høræ,
ey noghet ledhæmod paa ſig reræ,
thet taaldhæ hwn manghæ daghe.
Allæ qwindfalck ſckiæncthæ hwn then ſckaal,
then arff effther hefæ the haffucæ.
och tog ſielff paa ſyn ſiwghæ krop,
hwn wenedhæ ſig allæ ſtwndhæ.
Adam gack bort, ieg ſcal nw fødhæe
myt fooſter til wærdhen met angher och medhæ,
hoes mig bliff inghaelwndhæ.
Chayn føddæ hwn, han war ey god:
abel hoeſſ adam han wdhæ ſtod,
hwn kalledhæ ſidhen at them baadhæ:
Theithæ ſcalt thu, adam, ſckiedhæ och widhæ,
fwo ſcullæ qwindfalck effther theſſæ tidhæ
fedhæ bern met døtzens waadhæ.
At arbeygdhæ kændhæ ænghelen them met ſynæ ord,
Och biærghæ ſig aff wand och iord,
ſom folk plæghæ nw at gøræ:
Mandhen ſcal gaa met harghæ och plow,
tærſckæ, och mwghæ, och aghæ til ſckow,
och qwindhen ſcal mandhen hørg.
Sidhen ſckedhæ thet mod ræth och ſckiæl
at chayn ſlog abel ſyn broder i hiæl,
hafum tymdes ther foræ ſtor wandhæ.
Gud bleff haſum wreed for famæ ſag
landfflychtug bleff han aff landhæ.
En tijd ſckiwldhæ chayn ſig hoes eth trææ,
ther waræ ey dywr, ey fwglæ, ey fææ,
kaſthæ om ſig manghæ greenæ:
Han wildhæ ther ligghæ met hwilæ och roo,
for han mathæ ey paa iordhen boo,
thet gick hañum ſtort til meenæ.
Lamech han heffnedhæ ther abels ded,
i ſamæ ſtæd han chayn ſckied,
hañium tog han ſtrar aff liffuæ,
Then gerning war adam møghet imod,
gantzæ lenghæ thet i hanſſ hiarthæ ſtood,
hwar chayns ſiæl kwndhæ bliffuæ.
Han ſyrgdhæ for abel och chayn waræ dedhæ,
hwndredhæ och XXx. aar met ſtor mødhæ,
han kwndhæ thet ickæ wændhæ,
Lamech bleff ſidhen i wandet ſænckt,
ſom gud haffdhæ wrag offuer meniſcken tænckt,
ſwo fick hanſſ leeffnet ændhæ.
I ſckriffthen thet ey aff glømæ gaar,
at adam leffuedhæ ſidhen IX. hwndredha aar
och XXx. wyntheræ til ændhæ:
Adam bleff ſidhen en gaiel man,
XXx. ſoner tha affledhæ han
Eua føddhæ Xxx. døtther ther til,
the worthæ, thet war eth wnderligt ſpil,
al wærdhen fick aff them frommæ.
Allæ, ſom æræ ſckapthæ och ſckabes end nw,
the haffuæ affſprwng aff theſſæ thw,“
aff adam och eua the komg.
at leffuæ haffdhæ han ey lengher haap,
ſwo fick han tha til ordhæ:
Myt liiff ſætther ieg nw ſnart til wæd,
vthen ieg faar noghet at ſmørghæ mig met,
ieg kan ey ſiwgheræ wordhæ.
Then trediæ ſon haffdhæ han hoff ſig:
ſæth, hør nw huad ieg ſigher tig,
til paradijs ſcalt thu ganghæ,
Miſkwndhetz øllig er myn attraa,
ſnarlighen ſcalt thu paa wæghen gaa,
at ieg kwudhæ hennæ fanghæ.
I oſther tag wæghen paa høgræ hand,
tha finder thu ther eth wiſſnet ſand,
ther ſtandhæ woræ fiæd wæl kændhæ,
Som engelen kierdhæ off aff paradijs wd,
ſlog off fuld ſaaræ paa wor hwd
Til ængelen nar thu koiher tijd,
ſig ieg til hañum ſætther al myn lijd,
bed hafum mig noghet naadhæ,
Och giffuæ mig ſmorelſæ til leghoms troſt,
ieg bedher hañum deſſ met grædendhæ røſt,
ieg er nw ſtædt i waadhæ.
Enghelen fick ſæth try æblæ korn,
the waræ ſwo hordhæ ſom noghet horn,
och ſagdhæ huad han ſculdhæ gorg.
ſyn fadher han fandt, han war tha ded,
til iordhen mwnc han haſium føræ;
Oc iordedhæ hafum paa then wenſtræ hand
i ebron, ſom gud gaff vp ſyn and,
ſwo ſick hanſſ leffnet ændhæ.
Hanff ſiæl bleff offuer v. twſendhæ aar
i hælffuedhæ, ſom ſckreffuet ſtaar,
gud heñce til limbum ſendhæ.
The kærner waræ førdhæ offuer wand och haff
och plantedhæ ſidhen paa adams graff,
Ther aff worthæ eth trææ fuld ſtort,
aff huilket wor herres kaars war giort,
thet ſcullæ allæ mefiſckæ widhæ.
Finis. Deo gratias.
Thettæ ſcullæ allæ menniſckæ widhæ At ligherwijs ſom adam han giordhæ ſtrængh penitentz och plicht och bood for ſyn ſynd: ſwo ſcullæ wi och gøræ, om wi willcæ fly oc vndgaa hælffuedes pynæ. Och thet gøræ wij met ſckriffthæmaal, almeſſe gerningher och at wij altijd gernc ſcullæ willæ horæ och læſſæ gudz ordh. Och at wij lidhæ och taalæ wærdzens modgang for gudz ſckyld, met andræ och fleræ godhæ gerningher. Ther foræ ſigher wor herræ til mefiſcken:
O meniſckæ, lidher thu noghet for mig,
fuld ſnarlighen tha bedrøffuer thu tig.
Tag vp thit kaars och efftherfylghæ mig,
ſee hwilcket ther er tha ſwareſt for ſig.
Haffuer thu mig kær vti thin modgang,
i himerighæ ſcalt thu til ewig tijd freydhae tigh blant eengelar ſang.
uilt thu met welloſt myt kaars forbij gaa,
tha ſcalt thu och wthen myt righaæ ſtaa.
Kwunæ ieg ickæ vti myt righæ forwthen pynæ och modgang kommæ,
forwthen modgang fangher thu ther lidhen froche.
Met wngdom eller ſiwgdom orſaghæ tig ingaæled; mig at ticenae,
hæltz forthi at thu ickæ wedſt (huar) manghæ lijffs daghæ ieg wil tig forlæng.
Lad ickæ tidhen tig forſømelighen bedraghæ,
ieg haffuer ickæ bebreffuet tig at leffuæ i vin dage.
Dieffuelen offrær thu thinæ wnghæ aar openbaræ,
thu ſtaar dog om the gamblæ fuld ſtor en faræ.
Seer thu ickæ at dødhen daglighæ dags blant falcket ſlaar,
ſom ſtegheren blant høuſenæ, uar ſom han til ſtegherhwſet gaar.
Then hang, ſom han lader igen leffüæ, han ſiwngher allighæ faſt,
och ickæ achther eller betrachther at han och ſcal doø met en haſt.
Trycht vti købmandhaffn: hoff her Pouel ræff Cannick vil ſamaſt.. M. d. kih.