Drømmene
Til min Br. D*** paa G***.
Til min Br. D*** paa G***.
Paa Siællands de smilende Sletter en Borg
Blandt yndige Skove sig hæver;
Der glemmer det blødende Hierte sin Sorg;
Der Haab til den Arme nedsvæver;
Der leve, der virke de Ædlinge to
I Dydens den hulde livsalige Ro.
Der førte de venlige Drømme mig hen
I Kreds af uskyldige Glæder;
Og henrykt jeg hilsed’ med Taarer igien
De forhen saa hellige Steder:
Og Dage, hvis Ynde alt længe forsvandt,
Mig atter i tryllende Skiønhed oprandt.
Der saae jeg dit Billed, du himmelske Dyd!
I Irenas det smilende Øie;
Jeg saae hende lønne med huuslige Fryd
Den ædelste Mand for hver Møie.
O! svæver I salige Drømme! herfrem:
Jeg Stolte, jeg følte mig elsket af dem.
Jeg mødte min Ungdoms fortroligste Ven;
Jeg kiendte hans Aand og hans Hierte;
Blandt Ædle og Vise fløi Timerne hen;
Jeg glemte al Jorderigs Smerte;
Og svimmel af Vellyst jeg ilte saa froe
Til jevnere Fryd i min landlige Roe.
Da vaagned jeg op — og alene jeg stod
Blandt Gravenes Rædsler tilbage;
Der vanker forvildet min vaklende Fod,
Der lyder min eensomme Klage,
Der hviiler min Lykke, og Grav! i dit Skiød,
Der endes omsider hver Lidendes Nød.
C. A. Lund.