Elegie
til en Ven ved hans Hustrues Død.
til en Ven ved hans Hustrues Død.
Billig er Din heede Graad, Din Smerte,
Og Din Jammers høie Klageskriig!
Skiæbnens heele Vælde traf dit Hierte,
Tomhed, øde Nat omgive Dig.
O din fromme, troe Veninde hviler;
Døden ruger paa det kolde Leer!
Hendes blide Læbe meer ei smiler,
Hendes Moderhierte slaaer ei meer.
Billig ogsaa mine Taare rinde
Ved Din Smertes Graad, Du ædle Mand!
Ei for Din hensovede Veninde,
Som gik evig bort fra Sorgers Land;
Ei fordi vor gode Fader kalder
Sine elskte Børn til Glædens Hiem,
Ei fordi den svage Hytte falder,
Som til Jordens Kummer hæfter dem.
Nei! jeg tænkte tit paa Gravens Hvile,
Og den syntes mig saa salig sød,
Og jeg veed, at alle Himle smile
Ved den Frommes høitidsfulde Død.
Men — at Du skal lide — Du skal græde —
Du skal krympe Dig for Smertens Braad;
Du, som vilde alles, alles Glæde,
Du, som vilde standse alles Graad,
Og at eenlig, raadvild Du skal vanke,
Lede ængstelig om Haab og Trøst,
Du, som brugte Livet til at sanke
Viisdom, og at søge Sandheds Røst;
Det er bittert — derfor Klagen lyder,
Ædle, vise, gode Mand for Dig;
Ei Din svage Ven forvoven byder
Dig en Trøst, som neppe qvæger mig.
Men naar Lynets Flamme meer ei glimter,
Naar den høie Torden tie maae,
Naar Du atter mellem Skyen skimter
Haabets Stierne i det rene Blaae,
Da skal evig Viisdom selv udrække
Trøstens rige Bæger til sin Ven;
Sandhed skal med Himmel-Toner vække
Dig af Smertens Døvelser igien;
Og, opløftet over Jordens Sorger,
Med et Aasyn fuldt af Sielefred,
Alt i Haabet Evighedens Borger,
Skal Du see vor Faders Kierlighed;
Og med Dine Børn Du da skal træde
Rolig til den Dyrebares Grav,
Og lovsynge Gud for hver en Glæde,
For hver Lidelse, han naadig gav:
Priis og Ære være Gud, som byder
Prøvens korte Stund at fare hen!
Ære være Gud, som lønner Dyder,
Og som samler sine Børn igien!
C. A. Lund.