Hulde, elskte Rosentræ!
Bred din Green i Murens Læ!
Ingen veed, hvad du mig tyder,
Og hvor Tanken Hjertet fryder,
Snart din første Knop at see!
Hilse vil jeg den med Glæde
Mangen Taare vil den væde,
Glæden blandet er med Vee.
Hist! hvor Alt er stille nu,
Under Vindvet spired du,
Venlig gjennem Ruden skued
Den, for hvem mit Hjerte lued,
Saae den fagre Blomsterqvist. —
End du blomstrer, han er segnet!
Rosen paa hans Kind er blegnet
Længst i Gravens Gjemme hist.
Skjønne Minde om en Ven,
Som er vandret heden hen,
Lad din Knop i Vaar mig minde,
At jeg skal den Tabte finde
Hist, hvor Engle fryde sig.
Meer end Guld er mig dit Eie,
Kjærlig skal min Haand dig pleie
Og min Taare væde dig.
Og har Døden brudt min Stav,
Vil du smile paa min Grav
Over Støvet af et Hjerte,
Som kun kjendte Elskovs Smerte
Koldt indslumrer i sin Vraa.
Over Gravens mørke Rige
Vil din grønne Krone stige,
Venlig vinke mod det Blaa!