Hvor skjønt i Vennekjæde sammen
Mel.: Os Elskovs hulde Skaberinde etc.
Mel.: Os Elskovs hulde Skaberinde etc.
Hvor skjønt i Vennekjæde sammen
at hylde Venskabs Harmonie,
og høit og i fortrolig Gammen
en munter Vise stemme i;
naar Ven hos Ven har taget Sæde
og Hjertet banker høit af Glæde,
naar Vinen blinker i Pokalen
og Chorus toner høit i Salen,
hvert Øie straaler salig Lyst
og Glæden troner i hvert Bryst.
Til Fryd os Ungdomsvaaren byder;
see, Blomster spire for vor Sti!
Op! Glædens Rosenalder nyder!
Snart svunden er dens Tryllerie.
Snart Sorgens Byrde os vil bøie
og mørkne Glæden i vort Øie;
snart har af Vaarens lyse Dage
vi Mindets Skygger kun tilbage:
Thi lad os nyde Livets Lyst,
mens Glæden aander i vort Bryst.
Hvor riig er ikke hele Jorden
for raske Ynglings lyse Sjel!
Ham Livets Skat er aabnet vorden
i Kjærlighedens Offervæld.
Naar Blik og Blik hinanden møde
og Hjerter sympathetisk gløde —
O Elskovs søde Øieblikke!
I svinde, men I glemmes ikke!
Saalænge Hjertet varmt end slaaer
ei Eders Mindeblomst forgaaer!
Med Længsel Ynglingshjertet lytter
til ærligt Venskabs djerve Ord,
og varmt det Venskabspagten knytter,
og Troeskabs Aand i Pagten boer.
Kjærminderne som Krandsen flette
en himmelsk Salighed forjætte!
I Sorgen Trøst og Stav i Nøden;
i Livet Ven og Ven i Døden! —
Paa Orkus’s, Bred som Livets Vei
forsager trofast Venskab ei!
Op lad os slynge friske Krandse
af Glædens Blomster om vort Haar;
i zephyrlette Glædesdandse
vi svæve hen den skjønne Vaar.
Snart har af Vaarens lyse Dage
vi Mindets Skygger kun tilbage;
snart stiger Sorgen af sin Hule
og Skyer vores Himmel skjule:
Thi, lad os nyde Livets Lyst
mens Glæden aander i vort Bryst!
A. P. Liunge.