Til Forløseren
(Ode efter Klopstock.)
(Ode efter Klopstock.)
⏑⎼⏑⎼⏑,⎼⏑⏑⎼⏑⎼
⏑⎼⏑⎼⏑,⎼⏑⏑⎼⏑⎼
⏑⎼⏑⎼⏑ ⎼⏑⎼⏑
⎼⏑⏑⎼⏑ ⏑⎼⏑⎼⏑
Seraphen flammer, ha! og en Evighed
Gjenbæver lydt igjennem sin vide Kreds
Din høje Priis, o Søn! — Hvo er jeg,
At jeg mig dristig i Jublen blander?
Kun Støv af Støv! Dog boer en Udødelig
Af ædel Herkomst mellem Forraadnelsen!
Og skaber Tanker, saa at Vellyst
Rystede Nerve sødt gjennemgyser!
Du og skal vorde meer end Forraadnelse,
Du Sjælens Skygge, Hytte, af Jorden reist;
En anden Gysens Saligheder
Skulle dig der, hvor du slumrer, vække. —
O Livets Scene, Mark, hvor vi slumrede,
Hvor Adams Afkom vorder hvad Fad’ren var,
Da han sig nu af Verdens Arme
Jublende rev og til Livet fremstod!
O Mark, fra Opgang til hvor det synker ned,
Det sidste Soellys, hellige Dødes Boe!
Naar seer jeg dig? Naar græder Øjet
Mellem de tusind Gang tusind Taarer?
I, Søvnens Timer, eller Aarhundreder!
O flyd’ forbi, flyd’ snelt, at jeg opstaae kan!
Men, see! de tøve; end jeg er ei,
End ei ved Graven! — O lyse Time,
Du Hvilens Legesøster, o Døds-Stund, kom! —
Du skjønne Egn, hvor Jordlivet modnes til
Udødelighed, end ubesøgte
Ager for Evigheds Sæd, hvor er du?
O lad mig vandre did, for hiin Plet at see,
Med drukne Blikke, hensjunken i dens Syn!
Med Høstens Blomster blødt den dække,
Lægge mig under dem glad, og blegne! —
O stort er Ønsket; lykkelig’ var’ vi kun,
Hvis du, o søde, salige Højtidsstund,
Naar vi dig ønske, kom; hvem ligned
Den, der end da imod Døden kjæmped?
Da mere dristig blanded jeg Støvets Røst
Med Tronens Højsang, qvad mere helligt da
Ham, hvem min Sjæl har kjær! den bedste,
Jorden har skuet, den høje Frelser!
Dog, lad mig leve, at jeg ved vundne Maal
Kan døe! Og da først, naar den udsjungen er,
Min Sang om Dig, forklaret vandre
Sejerens Bane hist over Graven.
O Du min Mester, Du, som alvældigen
Os Gud forkynded, viis Du og Vejen mig,
Den Vej, Du gik! Hvorpaa Propheter,
Dine Bebudere, saligt sjunged’!
Der er det himmelsk! Ak, fra det Fjernes Nat
Jeg følger Sporet, Du haver vandret ad;
Dog sender klar Din lyse Højde
Straaleglands ned, og mit Øje seer det.
Da løftes Aanden; Tørst efter Evighed
Den føler, ei hiin korte os Jorden gav;
Til Palmen stræber den, som hisset
For de Udød’liges Højre spirer.
O viis mig Banen, hvor ved det fjerne Maal
Hiin Palme vajer! Lær den meest luttrede
Af mine Tanker Højhed; lær den
Sandheders Ord, som det evig vorde!
At jeg en Klang af dem, som det evig er
For Støv kan sjunge! Og da med viet Arm
Af Herrens Alter tage Flammer,
Flammer, som strømmes i Frelstedes Hjerter!
A. P. Liunge.