Det grønne Græs fra Engens Tæppe svinder,
den sidste Markblomst visner og forgaaer;
mod tætte Rude Haglen heftigt slaaer
og Isens Lænke atter Vandet binder.
Med mandig Kraft sig hæver Støvets Bryst,
naar Element mod Element sees kæmpe;
men vilden Kamp ei Hjertets Røst kan dæmpe,
og nøgne Skov for Blikket selv har Lyst.
Til Jagtens Glæde kolde Vinter kalder,
og modig Yngling følger froe dens Bud;
med Flint og Kobbel rask han drager ud,
og gjennem Skoven Jægerhornet gjalder.