Paa Roser kan man ej altid gaae
Mel.: Jeg synger gjerne om Kongers Magt etc.
Mel.: Jeg synger gjerne om Kongers Magt etc.
Paa Roser kan man ej altid gaae,
thi det var Synd for de kjønne Blade;
paa Livets Rejse man ofte maa
igjennem slemme Moradser vade;
tidt skjære Torne vor Sko i Stykker,
og endnu oftere Skoen trykker;
det gaaer nu saa.
Hvo eensom vandrer paa Livets Vej,
han kjedes ilde, og snarlig trættes;
selv Rosens Vellugt ham fryder ej,
han saare tidlig af Dage mættes.
Og, naar han gammel da seer tilbage,
han øjner idel forspildte Dage;
ham gaaer det slet.
Men vi, som slynge os Arm i Arm,
og hvile ud ved hinandens Side,
og trykke Broderen til vor Barm,
naar trætte Fod vil paa Banen glide:
lad senest Alder vor Pande rynke,
med venligt Smiil vi i Graven synke —
os gaaer det vel.
Hver elsket Broder, som troligen
har deelet med os vort Samfunds Glæder,
og fjernet fra os end er vor Ven,
hans Minde blive vor Fryd og Hæder!
Hvorhen han iler, han Venner møde,
som Rejsens Møje ham troe forsøde;
det gaae ham vel!
Liebenberg.